Vælg en side

Klippeskrænter, beton og sten. Rå materialer tegner denne villa, som glider blødt og diskret ind i et naturrigt landskab i Sydfrankrig. Den svenske familie Olsson bruger huset som feriested og refugium. De har indrettet sig med et minimum af møbler og kunst, for at overlade scenen til den omkringliggende natur.

På en skråning med udsigt over Middelhavet i et naturligt kuperet landskab i Syd­frankrig, ligger denne fantastiske villa på 250 m2. Beton, glas, metal og træ er de bærende elementer i den enkle asketiske villa, der set ovenfra næsten har form som en båd. Villaen er bygget af en nu pensioneret svensk arkitekt til hans søn og dennes familie. I mange år havde de ledt efter det ideelle sted til et feriehus, både i Sverige, Italien og Portugal, inden de fandt dette fantastiske terræn i Sydfrankrig. At bygge i et klippe rigt område er dog lidt af en bedrift, idet de stejle bjerge og skråninger komplicerer alt. Men familien gav ikke op og i dag ligger den majestætiske villa der i sin fulde pragt.

– Jeg har altid beundret min fars arbejde og ønsket at han ville tegne et hus til mig og min familie. Vi ønskede os et feriehus og havde længe ledt i Sverige, hvor der også er klipper, men i den sidste ende foretrak vi et varmt klima. Som børn holdt vi ofte ferie her i Sydfrankrig, så valget faldt egentlig helt naturligt på dette område. Her er både sandstrande og bugte med turkistblåt vand, hyggelige lokale restauranter og når vi får nok, kan vi trække os helt tilbage og være os selv på vores egen naturgrund.” siger Nils Olsson.

Arkitekten, der er inspireret af den omkring­liggende natur, ønskede at hus og natur skulle smelte sammen til et. Huset har derfor høje glasvinduer fra gulv til loft på hvert niveau for at man kan nyde naturen i alle rum, det føles næsten som om den vokser ind i huset. Her er anvendt naturlige materialer og de organiske former får det til at gå i ét med omgivelserne. Hvert rum har desuden egen udgang til den omkringliggende træterrasse.

– Vi ønskede at huset skulle integreres i naturen, men på naturens præmisser. Alle værelser vender mod syd og husets ryg er bygget ind i bjergskråningen, på denne måde skærmes for den hårde Mistral­vind, der er i området og samtidig har alle rum havudsigt. Huset følger bjerg­skråningens form, og vi har valgt materialer, som i struktur og farve også glider i ét med landskabet. Indenfor er både gulv og loft lavet med cementen ”Durastone” fra Lafarge. Det
føles nærmest som om huset er lavet på en stor klippe flade. Terrasserne omkring er i træ og gør overgangen fra huset til den omkring­liggende natur blødere. Flere af husets yder vægge er beklædt med sten fra området. Det har dog ikke været let at bygge på et så tilbagetrukket sted og på en skrænt, hvor eksempel­vis betonlastbilen ikke kunne køre op. Vi har været heldige, at min far har været til stede under hele byggeriet og i dag synes vi virkelig, at det har været besværet værd, fortæller Nils Olsson.

Familien Olsson bor og arbejder til daglig i Sverige og er primært i Frankrig i ferierne. At huset dog bruges året rundt har også betydet at der er taget visse hensyn i forhold til et ordinært feriehus. Her er varme i gulvet om vinteren og om sommeren er det klimatiseret. Familien ønskede samtidig, at det skulle være åbent så alle kunne være sammen, men også med fokus på ro. Løsningen blev et hus bestående af to bygninger. Den ene rummer stue, spisestue og køkken og er der liv og glade dage, når der laves mad, kan man være i spisestuen eller stuen og stadig have kontakt. Den anden bygning er mere privat med soveværelser og bad, og når man trænger til ro kan man trække sig tilbage hertil.

Vi har ofte venner boende eller mine forældre og søskende. Derfor er det rart, at alle kan gøre noget forskelligt uden at man helt behøver at isolere sig, siger Nils Olsson.

– Dette er virkelig blevet vores drømmehus. Vi har sørget for, at huset ligner os mest muligt og det er udelukkende bygget med gode materialer. Vi har vægtet det æstetiske højt. Når vi er her om sommeren går tiden med at slappe af uden­for med en god bog. I det fjerne kan man skimte havet, og kun cikaderne og vinden høres i træ­erne. Det er ægte provence ferie.

Besøg NORD’s Bolig butikker her:

I rosens navn

I rosens navn

I et bambusmøbel får du et smukt naturligt design, som holder i mange år. Alle vores bambusmøbler er håndlavede med et personligt præg og unikke detaljer.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.
X