Vælg en side

Fejende flot ankom den kendte iværksætter til Bistro Boheme i København. Håret kemokort, gylden hud og strålende øjne. For selv kræft kan ikke få bugt med power og viljestyrke, når man hedder Ilse Jacobsen.

NORDs redaktør Rina Mardahl siger det som det er: At hun altid har haft stor respekt for Ilse Jacobsen. Og der er derfor en vis stemning af forventning og glæde, da de to erhvervskvinder sætter sig til bords i Bistro Boheme. Kokken Per Thøstesens sværvægter af en fransk bistroinspireret restaurant på Esplanaden i København, hvor velvoksne retter lavet af friske råvarer, kvalitetsfisk, mørt kød, lækker fløde og nykværnet fransk smør, serveres på hvide duge.

– Østers? spørger tjeneren, da han tager de to kvinders bestillinger. Der rystes på hovederne. Ingen af dem kan lide østers, men Rina lover at smage og spørger Ilse om kræften. En aggressiv form for lymfekræft, som blev opdaget september sidste år efter en længere periode, hvor Ilse der ellers er vant til at håndtere en håndfuld fuldtidsjobs, blev syg. Siden har den stået på ugentlig kræftbehandling på Rigshospitalet, deriblandt kemo.


Ilse Jacobsen er i behandling for kræft, men er stadig fuld af sin sædvanlige udstråling og power.

Hudløs ærlig om kræft

– I min optik er kemo ren rottegift. Ja, det fjerner de dårlige kræftceller, men det skræller også alt indvendigt væk. Sår i spiserøret, kaster op og ingen appetit. Ens smagsløg forsvinder også, og jeg, der ellers er lidt af et madøre, må nu spise med øjnene, siger Ilse, der har tabt sig 20 kilo. Hun ser på sin forret. En omelet med skinke og Comtèost anrettet med frisk salat. Måden hun ser ud på og taler om sit kræftforløb er faktuelt og passioneret. Præcis, som vi kender hende som kompromisløs forretningskvinde for det danske livsstilsbrand Ilse Jacobsen Hornbæk og som ærlig ”løve” i tv-programmet Løvernes Hule.
– Det har været svært for venner og familie at se mig sådan her, fordi de er vant til at se mig som den stærke. Jeg har heller ikke givet mig selv lov til at være ked af det, og det kan være en kæmpe fejl.
Ilse ryster på hovedet, nipper til rabarberdrikken, og siger så:
— Mine løve-venner har været helt fantastiske, og Christian Stadil spurgte om jeg havde nogen at snakke med? Egentlig synes jeg, at mit behov er blevet dækket på Rigshospitalet, for der sidder så mange omkring mig, som også er syge med cancer, og som jeg har talt med. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at dø, siger den 61-årige Ilse på sin karakteristiske stålfaste facon.

Væksteventyret Ilse Jacobsen

Ilse Jacobsen-brandet kom til verden i Hornbæk for 29 år siden og er især kendt for de ikoniske gummistøvler, som kronprinsesse Mary også sværger til, regntøj, kjoler, sko, accessoires og hudpleje med eksport til omkring 30 lande, samt en spa og blomsterbutik. For to år siden kickstartede hun også Vov & Vuf. Tøjdesign til menneskets bedste ven, som Ilse har i samarbejde med bonusdatteren Natascha, og midt i kemokiloene, der raslede af hende, endnu et firma: Home By Ilse Jacobsen sammen med Jakob Elmegård Kristiansen:
– Det er noget, som jeg har haft lyst til i rigtig lang tid, siger hun og fortæller med begejstring i stemmen om sengetøj, der knitrer af kvalitet, som når det har hængt ude i den friske luft, de lækreste håndklæder, housecoats, sengetæpper og kommende juleduge inspireret af Ilses ture i skoven.


Ilse Jacobsen har altid ville være entreprenør fortalte hun til Rina Mardahl.

Iværksætterblod med Hornbæk og familien

Har du altid ville være iværksætter?, spørger Rina. Ilse nikker og fortæller om, hvordan hun stort set har arbejdet, siden hun fik sit første job af mange som 6-årig i sit elskede Hornbæk, hvor væksteventyret også begyndte og stadig er, og hvor hun bor. Ilse har en uddannelse inden for statskundskab og økonomi, og flere af hendes familiemedlemmer arbejder i virksomheden, deriblandt hendes mand Jesper Bo Jacobsen.
– Hvis han har gjort noget, som ikke er godt nok, får han det også at vide, siger Ilse om sin Jesper, der er finansdirektør i virksomheden. Der er nemlig ikke forskel på ham og andre medarbejdere. Det er også ham hun har købt nyt hus i Hornbæk med.
– Jeg har ventet 45 år på det hus! Ilse fortæller om, hvordan et møde i skoven lidt før sygdommen brød ud, fik hende til at ville flytte. Hun stødte nemlig på ejeren af barndommens drømmehus.
– Som ung pige skrev jeg et brev til ejeren, hvori jeg pænt gjorde opmærksom på, at jeg gerne ville købe det, og lagde det i husets postkasse.
Den dag i skoven mange år efter sagde ejeren til hende, ”om to år, så er jeg klar, Ilse,” og 14 dage efter døde han. Man forstår hende godt. 350 kvadratmeter med havet som nærmeste nabo … det er smukt.


Ilse Jacobsen og Rina Mardahl skålede i rabarbersaft og nød frokosten og samtalen med hinanden.

Arbejder fra spisebordet

Her bor hun nu med Jesper, som hun kalder en uvurderlig støtte, og hunden Konrad som før alle andre opdagede, at Ilse var syg.
– Han vejer altså 50 kilo, men lagde sig lige så forsigtigt ved siden af mig i sengen to dage før jeg blev rigtig syg, og da jeg kom hjem fra den første behandling, ville han slet ikke vige fra mig, og han snusede så intenst til mig – som kunne han lugte kemoen.
Ilse fortæller om de første fire måneder som kræftsyg. Om at ligge i den nye luksusvilla og ikke have lyst til andet end at se på Kattegat. Men Ilse har jo rejst sig før. Stormen i 2018 med medarbejdere, der klagede over arbejdsforhold, efterfulgt af en økonomisk nedtur i millionklassen, er vendt til plus. Bl.a. med nyt væksteventyr i USA. Fra langbordet i privaten afholder hun teams-møder med sine 70 ansatte, udvikler nye designs med dygtige designere og er ansvarlig for marketing og indkøb. Men ikke på fuld speed.

En ny Ilse?

– Før var jeg på 24/7. Gik med hunden tidligt om morgenen, så jeg kunne være på kontoret før klokken otte. Det har virkelig været svært at vænne sig til ikke at have den samme energi som før, og lægerne siger, at jeg kommer til at lave mit liv om.
Hvordan ved Ilse ikke helt endnu, men det er godt at vide, at andre kan tage over – når det er muligt. Det gælder bare ikke bogen. Ilse har nemlig skrevet om sin rejse som iværksætter, om op- og nedturene og om sygdommen, som føjede et uplanlagt kapitel til.
– Det bliver en meget ærlig bog, og jeg glæder mig virkelig til den udkommer, siger Ilse og ser på den næste ret. Østers. Verdens bedste, siger tjeneren, og Rina smager og indrømmer, at det jo smager godt. Overraskende godt.

Bistro Boheme
Stor, fransk bistroinspireret restaurant skabt af kokken Per Thøstesen i 2007. Køkkenet er klassisk og luksuriøst, og Per Thøstesen er også ham, der sørger for mad til det danske fodboldlandshold, når de er i udlandet.
Esplanaden 8 / 1263 København K / Telefon 33 93 98 44 / Bistroboheme.dk

Besøg NORD’s Gastro butikker her:

Redaktøren anbefaler A Dresscode

Redaktøren anbefaler A Dresscode

Nords redaktør Rina Mardal forelskede sig i Address’ søster-restaurant mellem Nordhavn og Langelinie: “Ligesom mange andre i området har jeg også taget Address i Tuborg Havn til mig.” Ligesom mange andre i området har jeg også taget Address i Tuborg Havn til mig. Skabt af trekløveret Kim Hansen, Tilde Christiansen Olsen og Jilly Høi, som igennem flere år har gjort Address til et af vores foretrukne mødesteder med kvalitetsgastronomi på tallerknerne, liflige dråber i glassene og en helt særlig stemning.


error: Indhold er beskyttet.