Snart far til fire
Det var gamle venner, der mødtes i naturskønne omgivelser ved Charlottenlund Slot og talte om alt fra pæne ben til glæden over endelig at blive far, selvom man nærmer sig de 60, og hvordan det er ikke at have rørt en dråbe alkohol i næsten fire år.
Én gang frisør, altid frisør. Dennis kan ikke lade være med lige at rette på håret.
Vi er lidt som gamle venner, der matcher hinanden – og et par vanvittigt flotte ben – da jeg møder Dennis Knudsen. Vi er begge klædt i sensommerblåt i Dennis’ gamle område ved Charlottenlund Slot. Nu bor han i Korsør. Mere om det senere. Først benene.
Dennis Knudsen og Rina Mardahl har kendt hinanden siden 2004.
– Jeg står lige her og blotter mine ben. Jeg synes faktisk, at jeg er ret heldig med mine ben, især fordi jeg ikke får trænet så meget, griner Dennis på sin vanlige glade og smittende facon. Vi går op ad slotsalleen. Man må godt være stolt af sine flotte ben, når man som Dennis nærmer sig de 60 og er fuldtidsfar for Lucas og Noah. Dennis og jeg har kendt hinanden siden 2004, og jeg fortæller ham, at jeg altid har været så imponeret over hans evne til at forandre mennesker med hår og makeup. Men det er hans nye liv som familiefar, vi skal tale om.
Walk & Talk med Dennis Knudsen foregik i slotsparken og skoven ved Charlottenlund Slot.
25 års forsøg på at blive far
Imens vi går tur, er en amerikansk rugemor gravid med tvillingepigerne Aura og Luna. Dennis bliver nemlig far for tredje gang til september. En ny rugemor end til hans sønner, men æggene er fra samme donor. En kvinde på 27 år fra Los Angeles. Sæden er Dennis’ egen. Frosset og klar til brug. Det lyder som fagre nye verden, og som Dennis først brugte 25 år på at lykkes med på gammeldags vis med en række mislykkede forsøg.
Den kendte frisør er far til sønnerne Lucas og Noah og tvillingepiger, som bliver født til september.
– Jeg orkede bare ikke at lære flere kvinder at kende og besluttede mig til at gøre det for mig selv, siger Dennis, der har valgt at gå igennem et bureau i USA, som formidler kontakt til ægdonor og rugemødre. En bekostelig affære. Begge sønnerne har kostet over to millioner kroner. De kommende tvillingepiger nok det dobbelte. Og så er der alle følelserne. Som mor tænker man uvilkårligt på mødrene. Bliver de ikke kede af det, når de afleverer barnet?
En dejlig gåtur i parken.
En naturlig og sårbar proces
Dennis nikker, og vi sætter os på en bænk ved slotsmonumentet.
– Lige så snart, at rugemoderen har født barnet, bliver det lagt op til hende, så hun får sagt farvel. Derefter får jeg barnet. Rugemoderen kan også vælge, om hun vil amme barnet eller ej. Drengenes rugemor ammede dem begge i en uge – ikke hele døgnet, hun pumpede mælk ud til dem – men det vækkede selvfølgelig mange følelser i hende, hvilket vi dog begge var forberedte på som en naturlig del af processen.
Dennis fortæller også, at Lucas og Noah har mødt deres rugemor, men det ikke er noget de gør fast, og han synes heller ikke børnene reagerer på, at der ikke er en mor.
Han bliver 60 år næste gang, og vil godt indrømme, at han er lidt stolt af sine ben.
Far til fire – hvorfor?
Men snart er der fire børn. Og selvom Dennis ikke ligner en på næsten 60, må fire børn være lidt af en mundfuld?
– Man kan sige meget om, hvorfor jeg vælger at blive far til fire, men først og fremmest er det fordi, at jeg synes det er fantastisk at være forælder og have deres liv omkring mig. Og med pigerne får vores lille familie også tilført noget feminint. Endelig har jeg det også sådan, at den dag jeg ikke her mere, så har alle mine unger hinanden, siger Dennis med lige dele ømhed og ærlighed, som er han fuldstændig afklaret med at tale åbent om sit liv. Ligesom han har gjort det om sine ’dæmoner’. Depressioner, angst og alkoholmisbrug.
Dennis Knudsen har ikke rørt alkohol i snart fire år.
Blå Bog
Dennis Knudsen er født i 1963 og vokset op i Mørkhøj. Lige siden han var lille, har han elsket makeup og hår, og som ung uddannede han sig til stylist, parykmager, makeupartist og frisør. Han har haft forskellige saloner og været hår- og makeupartist på en lang række danske spillefilm og tv-produktioner. Senest for Bille Augusts kommende film Eherengard med Dronning Margrethe som scenograf. Han har også sin egen produktserie. Den sidste store københavnersalon er blevet solgt for helt at hellige sig familielivet med sine to sønner Lucas 3 år og Noah 11 måneder, der til september bliver udvidet med tvillingesøstrene Luna og Aura. Alle fire børn er undfanget i USA med hjælp af ægdonation og rugemødre. Dennis Knudsen og børnene bor i dag Korsør, hvor han også snart åbner en mindre Dennis Knudsen-salon. Når tiden tillader det, holder han foredrag, laver shows og styler kendte.
En af tøjbranchens nobiliteter overtager Stenströms
Hvem er den nye medindehaver af Stenströms Flagship Store på Strandvejen, som har solgt eksklusiv herremode i en menneskealder, elsker hurtige biler, og som fik lidt af et wakeupcall, da sygdom ramte?
Walk and talk med Søren Pilmark
Den folkekære skuespiller og nu også forfatter har ry for at være lidt af en lukket bog. Nords redaktør gjorde alligevel forsøget, og gik tur på Bakken med ørkenens søn uden fez og monokel i håbet om at vende et par sider til.
Med klangen af Søren Pilmarks karakteristiske stemme i frisk erindring – jeg har lyttet til skuespillerens debutroman om tryllekunstneren Laurits og varieté-teateret Apollo – møder jeg manden selv. På Bakken, hvor han også slår sine folder i Cirkusrevyen med Ørkenens Sønner.
Et langt livs passion for indretning
Nanett Taarup Nielsson, har skabt sig en karriere inden for skønhed, farver, kunst og interiør i sin møbel- og indretningsbutik ZenOut. ZenOut i Hellerup er mere end en luksuøs indretningsbutik. Det er en følelse og en oplevelse.