Walk and talk med Søren Pilmark

Den folkekære skuespiller og nu også forfatter har ry for at være lidt af en lukket bog. Nords redaktør gjorde alligevel forsøget, og gik tur på Bakken med ørkenens søn uden fez og monokel i håbet om at vende et par sider til.

Med klangen af Søren Pilmarks karakteristiske stemme i frisk erindring – jeg har lyttet til skuespillerens debutroman om tryllekunstneren Laurits og varieté-teateret Apollo – møder jeg manden selv. På Bakken, hvor han også slår sine folder i Cirkusrevyen med Ørkenens Sønner. Vi springer ud i det med det samme. Hvorfor så privat? − Jeg synes, det er snublende nærliggende. Der er så meget offentligt ved mit arbejde. Når jeg ser andre mennesker fortælle om deres privatliv, så tænker jeg ”fint”, og så er den skid slået. Jeg tror, at alle har brug for et privatrum. Søren sender mig sit typiske ”Søren Pilmark”-blik. Kombinationen af det fandenivoldske, charmerende og det dødens alvorlige, og som vi kender det fra et hav af sammenhænge. Bare for at nævne nogle af dem: Blinkende Lygter, Kongekabale, Riget og Afdeling Q, store, klassiske teaterroller, hans mangeårige samarbejde med Per Pallesen, og selvfølgelig iført fez og monokel med Niels Olsen, Henrik Koefoed og Asger Reher i Ørkenens Sønner. Bodil- og Robertpriserne står hjemme i Københavner-lejligheden, som han deler med hustruen Susanne.

Si’ det med opvasken

Når Søren endelig åbner op for sit privatliv, er det ofte sammen med Susanne. Historien om, hvordan de mødte hinanden for 40 år siden på Det Kongelige Teater, hvor hun var lydtekniker og han ung, fremadstormende skuespiller, er fortalt før. Men, hvad faldt han for? − Fordi hun var, og stadig er, verdens ottende, niende og tiende vidunder, siger Søren varmt, og afslår at give gode råd om, hvordan man får et langt forhold til at fungere. Men han siger dog: − Susanne og jeg har sat tre børn i verden, og jeg har arbejdet rigtigt meget, hvilket jo så vil sige, at hun har taget sig af hjemmecirkusset i langt højere grad end jeg har. Og i den henseende tror jeg på, at det er lige så vigtigt at tage opvasken som at købe blomster. Susanne arbejder for SOS Børnebyerne, og sammen er de ambassadører for det Søren kalder ”et vigtigt velgørenhedsarbejde.”

Nords redaktør Rina Mardahl gik tur på Bakken med skuespiller Søren Pilmark.

Ekspert i ordknappe mænd

Søren er en Hvidovre-dreng. En opvækst i boligblokke og et hav af unger. − Det var skønt. Der var altid nogle at lege med, siger han, mens vi går hen mod Bakkens og Cirkusrevyens prøvesal, hvor han øver med Ørkenens Sønner. Jeg spørger ind til opvæksten. Et sted har jeg læst, at der var meget stille i hjemmet, og han aldrig er blevet færdig med at tale med sin nu afdøde far. − Det var bare deres liv, siger han, og går rundt mellem prøvesalens fine, gamle veteranbiler og gyngeheste. En skolelærer fik seksårige Søren ind på Nordisk Film som statist, og så var grunden lagt til skuespilfaget. Og nu har han skrevet bøger om tryllekunstnere, teaterblod og kærlighed. Som ifølge en anmelder også viser, at forfatteren Pilmark må vide en hel del om ”ordknappe mænd i alle aldre”?

− Det er den berømte sten i skoen. Hvad er grunden til, at jeg kan skrive det her? Jeg er jo på hjemmebane inden for teateret, jeg kender også meget til trylleri og tryller selv, kombineret med et far-søn-tema, som jeg også kender rigtig godt.

Turnelivet med Ørkenens Sønner er i fuld gang.

Fra lille manuskript til moppedreng på 560 sider

Ude i solskinnet taler vi videre om bøgerne. Søren åbner op om glæden men også usikkerheden, som følger med, når man kaster sig ud på dybt vand. Det var i 2003, og Søren havde netop instrueret en kortfilm, som kunne blive til mere. − Det begyndte som et lille manuskript. Men det udviklede sig. Blev længere og længere. Jeg tænkte det kunne blive en tv-serie, og spurgte Jussi (forfatteren Jussi Adler. Red.) om han ville være sparringspartner. Men ingen bed på vores tv-serie, så jeg skrev videre, og 10-15 år senere havde jeg en bog, som Politikens Forlag gerne ville udgive. Det var vidunderligt. Søren misser med øjnene i solskinnet og fortsætter:

− Det er en enorm befrielse for mig, at det lykkedes. At nogen gider udgive det og nogen gider læse det. Jamen, hvor er jeg glad for det! Og så er det en god vekselvirkning fra at skulle spille teater, film eller tv. At kunne være helt kreativ og bestemme over det hele. Jeg er jo pludselig Gud! Jeg kan jo bestemme, hvornår de kradser sig af!

Vi griner og går igennem Korsbæk på Bakken.

Den folkekære skuespiller har ry for at være et meget privat menneske.

Det vigtigste i livet

Men er det ikke ensomt? Især for en som Søren, som er vant til de skrå brædder og publikums hyldest. − Det er både virkelig ensomt, men samtidig også utrolig givende at være fuldstændig alene og i fred med det, siger Søren som ikke er færdig med at prøve sig selv af, selvom han er et godt stykke over de 60. For at illustrere det, fortæller Søren om dengang han købte en saxofon. − Den dag jeg kun kan tygge smør, skal jeg ikke ligge dér og fortryde alle de ting, jeg drømte om at prøve. Uanset hvor forfærdeligt det lyder, når jeg spiller mit halvanden nummer på saxofonen!

Søren Pilmark har fundet en stor glæde i at udtrykke sig litterært.

Vi taler om, hvad vi virkelig fortryder, når vi ligger dér. Et blink fra intetheden. − De eneste der om 20 år husker, at du har arbejdet over, er dine børn, og derfor har det været en lige så stor succes for mig at læse godnathistorie for ungerne, som at blive hujet og klappet af, afslutter Søren. Stadig travl og nysgerrig. I morgen venter 1200 mennesker på ham og resten af Ørkenens Sønner i Skive. Hardcorefans iført fez og alle med forventningens glæde.

”Varieté. Laurits og Valdemar” og “Varieté. Eva og Anna” er udkommet på Politikens Forlag. Vejledende pris 300 kr.