NORD Magasinets chefredaktør, Rina Mardahl, har sat kurs mod Restaurant Kinome for at tage en bid af det japanske fusionskøkken sammen med kvalificeret anmelderhjælp i form af iværksætter, foredragsholder, sushi-elsker og tidligere fitness-dronning, Charlotte Bircow.
I 80’erne og 90’erne tonede Charlotte Bircow frem på de danske tv-skærme som fremtrædende figur på den fitness-bølge der stormede ind over landet fra USA, og som i dag, for længst, har etableret sig som en institution på danskernes ugentlige to-do-lister og digitale kalendere.
Selvom Charlotte har smidt 80’ernes ankelsokker og de pastelfarvede spandexdragter til fordel for den klassiske hvide business-blazer, lever den nu 57-årige powerkvinde stadig et aktivt liv, hvor træning og sunde spisevaner er en fast del af hverdagen.
– Jeg vil aldrig kunne sidde stille og lade være med at lave noget, konstaterer Charlotte, der denne mandag middag springer alkoholen over til fordel for dagens senere træningspas.
Kræftforløb og Iron Man satte gang i creme-serie
Charlotte har i mange år haft stor succes som foredragsholder – et hverv som i dag er hendes supplerende sidebeskæftigelse, da Charlottes primære fokus ligger i udvikling af creme-serien Active By Charlotte, der henvender sig til den aktive familie.
Ideen til den aktive creme-serie kom, da Charlotte gennemgik et kræftforløb, som den driftige kvinde fik konstateret i 2011 og besejrede samme år. Midt i forløbet, med diagnosen hængende over hovedet, gennemførte Charlotte en Iron Man. Når hun kiggede sig i spejlet, så hun ikke en syg kvinde og vidste, at med en udfordring som denne ville hun føle sig endnu mere rask og stærk. Motivationen blev selvfølgelig ikke mindre af, at hendes gode ven, frisør og stylist, Dennis Knudsen, kort før sin 50 års fødselsdag havde overvundet ”Jernmandens” alsidige strabadser. Da målstregen endelig var passeret, havde Charlotte ondt alle steder i form af sår og brandmærker. Det ømme efterspil gav hende ideen til en lindrende creme som proaktivt forhindrer smerter, ømme knæ, hudløse inderlår, brandmærker osv.
– Jeg ville gerne skabe en sund creme, som passer til sportsfolk og de udfordringer, som deres kroppe gennemgår.
Active by Charlotte har levet i 2,5 år og består af 8 produkter, hvor den lindrende creme mod hudløse inderlår har været seriens mest populære.
En dag i Charlottes verden
Som selvstændig er det svært at adskille arbejde og fritid.
– Jeg er sådan en, der kan arbejde hele dagen. Men det er nødvendigt at knokle som selvstædig og nemmere at arbejde meget, når du har passion for dine daglige arbejdsopgaver, siger Charlotte, mens Restaurant Kinome’s lækre makrel nigiri fortæres, og Rina erklærer sig enig.
Charlotte tager sig fortrinsvis af salg og marketing, mens al udvikling og produktion er outsourcet i tæt samarbejde med DK’s ældste kosmetikvirksomhed E.Tjellesen, der bl.a. producerer GOSH.
Hver morgen starter Charlotte med en løbetur på ca. 5 kilometer – alt afhængig af tiden. Herefter kommer den elskede Café Latte på bordet, enten hjemme eller på café, og dagens arbejde kan begynde – en arbejdsdag, der spænder vidt fra administrative opgaver ved skrivebordet, udvikling af nye produkter til tv-interviews og PR-relaterede møder.
Selvom Charlottes privatliv flyder sammen med arbejdet, er hun god til altid at finde vinduer i løbet af dagen til motion eller hyggestunder med sine børn og venner, hvad enten scenen er en god middag eller en biograftur.
Charlotte Bircow Næss-Schmidt
57 år. Fitness dronning. Driver Active by Charlotte og holder populære foredrag. Stillede op som folketingskandidat for Liberal Alliance i 2015. I 2011 blev Charlotte diagnostiseret med brystkræft, men blev efter behandlinger erklæret rask samme år. Charlotte har tre voksne børn – to døtre og én søn. Civilstatus: single
Charlotte og Rina fik en Signatur menu til 328 pr. kuvert.
Mackel nigiri, kinaradise, lime / Tun oshizushi, kål, avocado.
Sizzling laks sashimi, ingerfær, purløg, yuzu, sesam.
Tun, laks, rødbede, kina radise, koriander, wasabi, avocado.
Laks, chili, teriyaki, sesam, skallion.
Tempurarejer avocado, miso, appelsin.
Kammusling tempura, kål, shiso.
1. Smagen
Noget af det bedste sushi jeg har smagt (Charlotte). Der er flere smagsvarianter, end når man får almindelig sushi. Der er kræset om detaljen med flotte anretninger og lækre visuelle bidder. Man kan mærke og smage, at de brænder for at lave god mad.
2. Location
Den burde ligge et sted med lidt mere sol. Lokalet kunne sagtens være større – Maden og niveauet generelt fortjener en bedre location.
3. Indretning
Det er et hyggeligt lille sted. Charlotte kan godt lide de rå borde.
Det kunne være bedre:
Man kunne med fordel rykke location eller gør stedet mere synligt udefra. Kinome er gemt for meget væk. Og det er synd.