Vælg en side

Vild med dans-dommer Jens Werner var vild med Sushi Lovers, mens han fortalte om sit liv med dans, kærligheden til Anette og hvordan en cykelulykke kan skærpe fokus.

Det er en smilende og velklædt Jens Werner, der træder ind ad døren hos Sushi Lovers på Ordrupvej. Ejet af Kristian Elbo, som med sine to Sushi Lovers, den anden i Torvehallerne, har bevist, at en dansker godt kan lave lækker sushi i høj kvalitet. Kristian og Sushi Lovers-holdet har vundet internationale priser og bliver ved at begejstre de lokale med den nordiskindrettede restaurant og sushi som små kunstværker på tallerknerne.
– Hvor er her flot! udbryder Jens Werner med sin smittende, positive energi og bestiller misosuppe til forret. Rina vælger laksetatar og kaster sig ud i dagens første spørgsmål. Selvfølgelig om dans, nærmere bestemt Anette & Jens Werners Danseskole i Værløse, som siden 2006 har lært helt almindelige mennesker dansetrin til vals, slowfox, quickstep, tango og mange andre klassiske danseformer.


Jens og Rina snakkede om kærlighed, taknemmelighed og en hel masse om dans.

Almindelige menneskers danseglæde

– Danseskolen var Anettes ide, fordi hun ville have mere tid til vores børn Nikolai og Isabella, den gang de var små, men jeg kunne slet ikke se mig selv stå med hr. og fru Jensen, når jeg var vant til dygtige, professionelle dansere. En noget arrogant holdning!
Jens var fuldt beskæftiget med at undervise danske elitedansepar og hjælpe udenlandske klubber med at gøre deres dansere bedre. Men da Werner-parret fandt ledige lokaler, sagde han ja. Tre måneder ville han give projektet. Men det behøvede han ikke. Werner-danseskolen blev hurtigt populær. Og der skete noget med Jens.
– At se, hvor glade og opløftede ægtepar blev over at lære grundtrinene i cha-cha-cha, gjorde noget ved mig. De fandt glæden ved dansen og musikkens verden, som jeg et eller andet sted havde glemt, fordi alt handlede om at finpudse detaljer på eliteniveau. I dag når jeg går ind på min danseskole og skal forberede aftenens undervisning og sætter musik på, så er jeg i en tidslomme, som fuldstændig river mig væk fra dagligdagens tankegange. Det er et kæmpe og vigtigt frirum, for både mig og Anette.

Drillerierne blev hans styrke

Jens har danset siden han som fireårig blev sendt på danseskole af sin mor, og i den almindelige skole blev han kaldt for ’bøssedreng’.
– Drillerierne gjorde mig sur og ked af det, men rent faktisk prøvede jeg at vende det om, så drillerierne blev min motivation til at lykkes som danser.
Den i dag 57-årige Jens Werner har for længst bevist, hvor dygtig han er. Han har flere danske og internationale mesterskaber bag sig, og han er stadig på 18. sæson dommer i Vild med dans. Og danseskolen tager de fleste af Werner-parrets aftener. Det er tydeligt, at i det meste, Jens taler om, så er Anette med.

”Anette er min engel”

– Jeg synes, at jeg selv er positiv, men så skulle du møde hende! Der er intet, der kan slå hende ud. Hun er min engel, siger Jens om Anette, som han har været gift med i 22 år.
Anette og Jens mødte hinanden til afdansningsbal på Britt Bendixens danseskole, hvor både Anette og deres respektive nevøer og niecer skulle danse. Den korte historie er, at Jens faldt pladask for den 23-årige Anette, han var selv 34 år på det tidspunkt, og han friede senere på en strand under en ferie i Brasilien, men der er mange detaljer med. Alt fra at købe sodavand med niecen, mens han holdt øje med Anette, og fornemme noget seriøst og sårbart allerede på det første møde, til brylluppet nogle år efter på Mikkelgaard i Rungsted. Jens ser og fornemmer, hvis ikke alt, så det meste.

Et sansende menneske

– Jeg lægger mærke til mange ting, og det er både min styrke og svaghed. Nogle gange må jeg forlade et lokale med nogle mennesker, hvis det ikke føles rigtigt.
Hvor stammer det fra?
– Som barn behøvede jeg ikke høre om min mor havde det godt, eller min far om han havde haft en travl dag, fordi jeg kunne fornemme det på stemningen alene, forklarer Jens, som betegner sin barndom med storebror Lars i Hellerup, hvor faren drev en tandlægeklinik og moren passede hus og hjem, som fantastisk og kærligt.
Ligesom hans liv er det sammen med Anette, børnene og Cavalier-hunden Carla i Værløse. Men en novemberdag 2018, på en af sine cykelture i området, kunne det hele have været slut.

Helbred, kærlighed og passion

– Jeg falder med min cykel pga. et hul i stien, og da jeg ikke kan rejse mig, bliver jeg bange, men kalder så godt jeg kan, selvom jeg næsten ikke kan få vejret, begynder Jens om den dag ved skoven, hvor han faldt med cyklen og fik lungen punkteret, brækket flere ribben og pådrog sig en hjernerystelse. Og hele måden det foregik med at få tilkaldt et par, der gik inde i skoven og tale med hviskende stemme til alarmcentralen. Men også hvordan det var at udskrive sig selv fem dage efter imod lægernes anbefalinger, fordi pligten kaldte som dommer i Vild med dans. Fuldstændig ansvarsløst, mener Jens, når han ser tilbage på det, stadig synligt påvirket.
– Smertemæssigt var det forfærdeligt, men i de seks dage jeg lå på sygehuset, fandt jeg ud af, at alt andet end dit helbred og din kærlighed er ligegyldigt. Er du heldig at have kærlighed og en passion at stå op til, så er man kommet langt.

Dans jer til mere kærlighed

Og lige hvad angår kærlighed har Jens set, hvordan den kan blive styrket af at danse.
– Jeg tror ikke på, at det hele skal foregå så teoretisk. I dansens verden er det nonverbal kommunikation.
Vi har haft kunder på danseskolen, som har fortalt, at de havde prøvet parterapi, og som opdager, at det er dansen, som forbedrer deres forhold.
Det betyder dog ikke, at man ikke behøver være opmærksom på hinanden på andre måder, mener Vild med dans-dommeren også, og fortæller han netop har booket kærlighedsweekend med sin kone på badehotel, for den slags skal der også være tid til i dag.


Frokosten foregik på Sushi Lovers i Charlottenlund.

Maden
Jeg har smagt sushi rigtig mange steder, også i udlandet, men jeg har aldrig spist sushi så
godt som her. Og normalt er jeg ikke til desserter, men det er sygt lækkert her!

Indretning
Det er en enormt pæn og detaljeorienteret restaurant. Den måde, som borde og stole, glas og spisepinde er sat på, ser eksklusivt ud.

Location
Når man kører forbi, tænker man ikke over, hvor lækkert der er herinde i restauranten.

Hvad kunne være bedre?
At man ikke bør kunne se folks jakker, når man sidder ned. Men det er også det eneste, og så vil jeg gerne fremhæve servicen, som er lidt underspillet fra køkkenchefens side
(Kristian Elbo. Red.), hvilket er en god ting, da det viser en selvsikkerhed i sit produkt.
Kæmpe cadeau til Kristian!

Redaktøren anbefaler A Dresscode

Redaktøren anbefaler A Dresscode

Nords redaktør Rina Mardal forelskede sig i Address’ søster-restaurant mellem Nordhavn og Langelinie: “Ligesom mange andre i området har jeg også taget Address i Tuborg Havn til mig.” Ligesom mange andre i området har jeg også taget Address i Tuborg Havn til mig. Skabt af trekløveret Kim Hansen, Tilde Christiansen Olsen og Jilly Høi, som igennem flere år har gjort Address til et af vores foretrukne mødesteder med kvalitetsgastronomi på tallerknerne, liflige dråber i glassene og en helt særlig stemning.

læs mere

Besøg NORD’s Gastro butikker her:


error: Indhold er beskyttet.