Vælg en side

NORDs redaktør lod den prisbelønnede gastronomi træde i baggrunden i en samtale om venskab og forretning med stjernekok Jonathan Berntsen og stjernevært Rasmus Knude.

Regndråber samler sig på skiltet uden på den majestætiske hjørnebygning fra 1891, de fleste kender som Hellerups gamle apotek. Skiltet er ikke særligt stort, så man skal tæt på for at se, at The Samuel er en Michelin-restaurant. Helt med vilje lader det til. Jonathan Berntsen og Rasmus Knude, henholdsvis kok og Rasmus med sin kommercielle baggrund i forret-ningsverdenen, har åbnet The Samuel ud fra devisen om aldrig at hvile på laurbærrene. Som Rasmus udtrykker det, så får man kun berømmelse, ære og ros, hvis man hele tiden gør sig umage. Og derfor giver det helt mening, at én af mange omtaler og anmeldelser, lige da The Samuel åbnede og fik sin Michelin-stjerne, formulerer det således: ”Det bliver maden fra Clou – bare på epo.” Men vi skal ikke tale om mad. Selvom man har lyst, når man ser vinmenuen (kun fine, gamle vine) og 11 unikke retter. Skabt af stjernekok og sommelier Jonathan Berntsen, som allerede har en Michelin-stjerne med sig fra Clou. Jonathans første egen restaurant på Østerbro, og hvor venskabet med Rasmus begyndte.


Michelin-restauranten The Samuel ligger i fornemme bygninger, mange kender som Hellerups gamle apotek.

Rasmus kom rendende

– Jeg boede lige ovenpå Clou i Øster Farimagsgade og kom rendende ned til Jonathan hver aften, og var vist bare røvirriterende, men vi endte med at blive venner, begynder Rasmus om det spirende venskab mellem to forskellige mennesker med meget til fælles. Jonathan griner. Husker det ikke som irriterende.
Hvorfor rendende? spørger jeg og ser på de to mænd siddende i den elegante restaurant, og som vi har bedt være klædt i de samme grålige toner, for helhedens skyld på billederne.
– Fordi det virkeligt var hyggeligt, og jeg har altid haft interesse for god mad og vin, og så faldt vi i snak, og det blev mere og mere. Hver anden aften faktisk fik jeg en sms og blev inviteret ned på et glas vin, og nogle gange blev det til to glas, forklarer Rasmus.

Shipping og gastronomi – hvordan?

De gode samtaler handlede især om, at Jonathan gerne ville have en partner eller en investor. Måske Rasmus kendte nogen qua sit store netværk i shippingbranchen? Men Jonathan var utålmodig, så en dag over en god kop kaffe drejede samtalen sig ind på Rasmus. Det kunne jo være ham?
– På rekordtid måtte jeg lære om restaurationsfaget, så jeg ikke faldt igennem. Vi har jo alle været på restaurant, men når man står i det, er det noget helt andet.
Jonathan bryder ind, og siger Rasmus har klæbehjerne, og det at Rasmus kommer fra ’en helt anden verden’, kun har været en fordel:
– Rasmus er suveræn til at se en restaurant som en produktionsvirksomhed i stedet for kun en restaurant med målet om at få Michelin-stjerner, men rent faktisk at se det som en virksomhed, der skal producere et produkt og tjene penge.
For efter ti år med Clou ville Jonathan noget andet:
– Da vores samtale gik i gang for tre år siden, sagde du, at du ville åbne en restaurant, og den skulle hedde The Samuel efter din søn og ligge i en villa i Hellerup, siger Rasmus og smiler til Jonathan.


Rasmus Knude kommer med en kommerciel baggrund inden for bl.a. shipping.

Åbenbaringen i det gamle apotek

Begge beskriver det som ”en åbenbaring”, da en ejendomsmægler viste dem rundt i det gamle apotek. På det tidspunkt et pizzeria. De artdeco-inspirerede rum med fine parketgulve, søjler og smukke lofter var som skabt til ’Clou på epo’. The Samuel nåede at have åbent i knapt en måned før corona-lockdown i 2020. Men for Jonathan og Rasmus viste det sig som noget godt. For hypen, masser af bookinger, endnu en Michelin-stjerne og skruer, der manglede at blive skruet i, var næsten
for meget.
– Pausen skulle ikke have varet et halvt år, men vi fik tunet tingene ind og tid til at udvikle vores vinmenu. Vi har mange ting til fælles, og vi havde drømt om at have en gammel vinmenu. Det havde vi så tid til at udvikle, siger Rasmus.
– Ja, så da vi åbnede op igen, var det med 200 kilometer i timen. Vi var så klar! lyder det samtykkende fra Jonathan.


Restauranten er indrettet med eksklusiv kunst i flotte farver. Rummet her kan bookes som private room. Af kunstneren: Sesc Abad.
The Samuel fik hurtigt sin Michelin-stjerne, og som dermed er Jonathans anden.

Teamet er sat

The Samuel kører på fuld damp. Teamet er sat og med masser af ”team effort” – bl.a. med kapaciteten Pernille Malec, sommelier og restaurantchef, og om hvem Rasmus siger, har været uundværlig i hans læringsproces – og rollerne er fordelt. På papiret i al fald. Rasmus har ansvaret for det administrative og er den udadvendte blandt gæsterne. Men er der travlt en dag, så går han i køkkenet.
– Rasmus er blevet helt god til at skære bittesmå kumquats og udstikke meloner, griner Jonathan.
Det er, som om venskabet kun er blevet stærkere af at drive luksusrestaurant sammen. Uenigheder forekom kun i starten, og det på trods af at Rasmus og Jonathan ses næsten dagligt. 12-14 timer er arbejdsdagen på, og når de ikke skal være sammen med deres respektive kærester og børn, tager de på fisketur.
– Vi er mere end venner. Vi er blevet familie, og det er vigtigt for os begge at komme ud i naturen og få noget zen.

Rasmus nikker og siger:

– I søndags, da vi ikke ringede sammen, var det sådan ’hold da op’, vi har slet ikke talt sammen! Det slog mig virkelig. Venskabet og virksomheden er så meget blandet sammen.


Venskabet er kun blevet styrket af at åbne Michelin-restaurant sammen.

Betydningen af et venskab

To intense år sammen – hvordan vil de beskrive hinanden i dag? Jonathan smiler bredt og lægger ud:
– Jeg vil beskrive Rasmus som en meget glad dreng, som er ekstremt social og har meget nemt ved at tale med mennesker, og det har jeg ikke på nogen måde. Jeg har brug for fred. Rasmus er mere et flokdyr, og som giver et virkelig godt første-håndsindtryk. Det sker tit, at jeg sender Rasmus i forvejen, fordi han er så glad og har et kæmpe netværk, hvor jeg måske godt kan virke lidt træt og arrogant, selvom jeg overhovedet ikke er det.
– Og jeg vil beskrive Jonathan som sindssyg kreativ og vanvittig utålmodig. Irrationel ad helvede til at starte med, men bag kunstneren findes det rationelle menneske. Rasmus holder en pause. Ser lidt rundt i restauranten med de grønblå vægge og de gyldenfarvede gardiner, og siger så med påvirket stemme:
– Og så er Jonathan en virkelig god ven.
De to mænd bliver helt stille og begge får tårer i øjnene. Ramt af den følelse der opstår, når man sætter ord på kærligheden i et venskab.
– Der er forskel på at være gode venner og så drive en virksomhed sammen. Det har jo været en kæmpe udvikling, fra vi gik sammen og åbnede, til nu, afslutter Jonathan, der ligesom Rasmus ikke lægger skjul på, at venskabet kun er blevet styrket af at åbne Michelin-restaurant sammen.

The Samuel

Michelin-restaurant på Hellerupvej 40.
Plads til 32-34 gæster. Fast menu bestående af 11 retter med eller uden wine pairing.
2.000 kr. / 3.800 kr.
Åbent onsdag-lørdag. Kun aften.
Thesamuel.dk

Jonathan Berntsen
37 år. Kok og sommelier. Uddannet i Sydfrankrig – har bl.a. arbejdet for Prémisse (i dag AOC) og Jan Hurtigkarl. Stod bag Clou før han åbnede The Samuel med Rasmus Knude. Begge hans restauranter har fået tildelt en Michelin-stjerne. Er aktuel med en ny gourmetburger i samarbejde med McDonald’s. Privat har han en kæreste og børnene Samuel og Josephine.

Rasmus Knude
45 år. Lang karriere med shipping og bestyrelsesarbejde. Bor i Hellerup og danner par med Louise, som har tre døtre.

Besøg NORD’s Gastro butikker her:


error: Indhold er beskyttet.