Vælg en side

Egentlig burde vi have ondt af kunstneren Kristian von Hornsleth, mener han selv – med et glimt i øjet. For det er faktisk hårdt at være provokatør. Og det har han været i årevis. Drivkraften er dybest set livsglæde og ønsket om det gode, demokratiske samfund.

Mange ryster på hovedet, når man taler om Kristian von Hornsleth. Provokatøren. Bl.a. fordi han en gang købte en hel landsby i Uganda, hvor alle indbyggerne tog navnet Hornsleth til gengæld for at modtage en ged. Eller fordi en del af fortjenesten for billeder, han solgte, gik ind i et selskab, som investerede i våbenindustrien, og hvor selskabets overskud gik til godgørenhed. Men NORDS redaktør Rina Mardahl er begejstret, da hun bliver vist rundt i den veloplagte kunstners kæmpestore atelier, hvor hun er inviteret indenfor sammen med en fælles ven, Peter Linder.

Midt blandt billeder, maling og et motorcykel-kunstværk står et Hornung & Møller flygel, et trommesæt og en guitar. Kristian von Hornsleth elsker musik. At male kan være et ensomt job, og mens han arbejder, kører musikken med alt lige fra heavy rock til Wagner og Stockhausen. Når han virkelig har travlt, hører han bl.a. gerne moderne, klassisk, minimalistisk musik af amerikanske Steve Reich. Når et maleri skal tørre, sætter han sig ved et af instrumenterne og spiller sine selvlærde sange. Nu slår han en akkord an på sit flygel og opfordrer sine gæster til at synge med.
Det er her i atelieret, han skaber sine farverige malerier med bl.a. sex og damer og hans navn skrevet hen over med store bogstaver. Det er de billeder, der finansierer hans mere politiske projekter.

Køb en hjemløs

Mens interviewet til NORD bliver til, er Kristian von Hornsleth stadig spændt på, hvad reaktionerne bliver på hans seneste, store projekt, som foregår i England: Køb en hjemløs. Kunstneren har sammen med et filmhold fundet og fotograferet ti hjemløse. De har en gps-sender om benet, og deres portrætter er trykt på forgyldte messingplader, som man spejler sig i, når man ser på dem.

– Så kan de rige underholde sig med, at de ejer deres egen hjemløse. De får et portræt og en app, så de kan følge den hjemløse, der som modydelse får lommepenge efter aftale, forklarer han.

– Senere på året laver vi en film, hvor både de hjemløse, køberne og nogle eksperter bliver afbildet. En moderne form for menneskehandel, kalder von Hornsleth det.

– Jeg håber, at projektet vil sætte andre øjne på det fascinerende ved et ægte, socialt drama og få os til at tænke på, om det er bedre for kunsten, at der er så stor forskel på folk. Altså om man overhovedet kan lave kunst i en selvfed velfærdsstat!

Inspirationen kom, fordi Kristian boede i England, hvor han blev slået af, at der var folk, som lå og døde på gaden, mens andre kører rundt i Bentley’er.

– Det gi’r sgu ægte drama med ægte problemer, siger provokatøren.

Tæt på familien

På næsten alle vægge hænger hans store malerier, og ned gennem rummet står både skulpturer og keramik. Tidligere arbejdede han fra en nedlagt fabrik i Herlev, men i år fik han bygget det nye atelier for at være mere sammen med familien i det daglige. Han bor sammen med sin kone nr. to og deres to børn på fem og ti år. Fra et tidligere ægteskab har han to voksne børn på 20 og 25 år.

– Vi forsøger at spille tennis sammen hver dag. Og ellers spiller vi skak, eller ludo eller et andet spil. For det eneste, der kan holde dem væk fra iPads, er, at vi laver noget sammen, siger han.

Kristian von Hornsleth er også selv vokset op i kommunen, først på Baunegårdsvej og senere på Jægersborg Allé, hvor han boede i en lejlighed over galleri Knud Grothe.

– Vi kan godt lide at bo i Hellerup, fordi det er en forstad, som er tæt på byen. Og her er trods alt mange skøre typer.

Hjem til mor

Kristians mor bor også lige i nærheden, og tre-fire gange om ugen tager han hen til hende og spiser morgenmad efter først at have fået morgenmad hjemme.

– Vi er gode venner, hun forstår mig som ingen andre, og så har vi en fælles historie. Desuden kan hun også godt lide at følge med i, hvad der sker i familien, siger den opmærksomme søn. Selvom han har valgt at bo i Hellerup, har han ikke den store tiltro til, at det er borgerne herude, som køber hans kunst.

– De er ikke interesseret i min kunst, men bare i at konkurrere om at have den største bil. Joken er, at det mest er milliardærer og kriminelle, jeg sælger til. De skal ikke forholde sig til, hvad andre synes. Det er sagt med glimt i øjet .., siger han.

Besøg NORD’s Kulturbutikker her:

error: Content is protected !!
X