Vælg en side

Egentlig burde vi have ondt af kunstneren Kristian von Hornsleth, mener han selv – med et glimt i øjet. For det er faktisk hårdt at være provokatør. Og det har han været i årevis. Drivkraften er dybest set livsglæde og ønsket om det gode, demokratiske samfund.

Mange ryster på hovedet, når man taler om Kristian von Hornsleth. Provokatøren. Bl.a. fordi han en gang købte en hel landsby i Uganda, hvor alle indbyggerne tog navnet Hornsleth til gengæld for at modtage en ged. Eller fordi en del af fortjenesten for billeder, han solgte, gik ind i et selskab, som investerede i våbenindustrien, og hvor selskabets overskud gik til godgørenhed. Men NORDS redaktør Rina Mardahl er begejstret, da hun bliver vist rundt i den veloplagte kunstners kæmpestore atelier, hvor hun er inviteret indenfor sammen med en fælles ven, Peter Linder.

Midt blandt billeder, maling og et motorcykel-kunstværk står et Hornung & Møller flygel, et trommesæt og en guitar. Kristian von Hornsleth elsker musik. At male kan være et ensomt job, og mens han arbejder, kører musikken med alt lige fra heavy rock til Wagner og Stockhausen. Når han virkelig har travlt, hører han bl.a. gerne moderne, klassisk, minimalistisk musik af amerikanske Steve Reich. Når et maleri skal tørre, sætter han sig ved et af instrumenterne og spiller sine selvlærde sange. Nu slår han en akkord an på sit flygel og opfordrer sine gæster til at synge med.
Det er her i atelieret, han skaber sine farverige malerier med bl.a. sex og damer og hans navn skrevet hen over med store bogstaver. Det er de billeder, der finansierer hans mere politiske projekter.

Køb en hjemløs

Mens interviewet til NORD bliver til, er Kristian von Hornsleth stadig spændt på, hvad reaktionerne bliver på hans seneste, store projekt, som foregår i England: Køb en hjemløs. Kunstneren har sammen med et filmhold fundet og fotograferet ti hjemløse. De har en gps-sender om benet, og deres portrætter er trykt på forgyldte messingplader, som man spejler sig i, når man ser på dem.

– Så kan de rige underholde sig med, at de ejer deres egen hjemløse. De får et portræt og en app, så de kan følge den hjemløse, der som modydelse får lommepenge efter aftale, forklarer han.

– Senere på året laver vi en film, hvor både de hjemløse, køberne og nogle eksperter bliver afbildet. En moderne form for menneskehandel, kalder von Hornsleth det.

– Jeg håber, at projektet vil sætte andre øjne på det fascinerende ved et ægte, socialt drama og få os til at tænke på, om det er bedre for kunsten, at der er så stor forskel på folk. Altså om man overhovedet kan lave kunst i en selvfed velfærdsstat!

Inspirationen kom, fordi Kristian boede i England, hvor han blev slået af, at der var folk, som lå og døde på gaden, mens andre kører rundt i Bentley’er.

– Det gi’r sgu ægte drama med ægte problemer, siger provokatøren.

Tæt på familien

På næsten alle vægge hænger hans store malerier, og ned gennem rummet står både skulpturer og keramik. Tidligere arbejdede han fra en nedlagt fabrik i Herlev, men i år fik han bygget det nye atelier for at være mere sammen med familien i det daglige. Han bor sammen med sin kone nr. to og deres to børn på fem og ti år. Fra et tidligere ægteskab har han to voksne børn på 20 og 25 år.

– Vi forsøger at spille tennis sammen hver dag. Og ellers spiller vi skak, eller ludo eller et andet spil. For det eneste, der kan holde dem væk fra iPads, er, at vi laver noget sammen, siger han.

Kristian von Hornsleth er også selv vokset op i kommunen, først på Baunegårdsvej og senere på Jægersborg Allé, hvor han boede i en lejlighed over galleri Knud Grothe.

– Vi kan godt lide at bo i Hellerup, fordi det er en forstad, som er tæt på byen. Og her er trods alt mange skøre typer.

Hjem til mor

Kristians mor bor også lige i nærheden, og tre-fire gange om ugen tager han hen til hende og spiser morgenmad efter først at have fået morgenmad hjemme.

– Vi er gode venner, hun forstår mig som ingen andre, og så har vi en fælles historie. Desuden kan hun også godt lide at følge med i, hvad der sker i familien, siger den opmærksomme søn. Selvom han har valgt at bo i Hellerup, har han ikke den store tiltro til, at det er borgerne herude, som køber hans kunst.

– De er ikke interesseret i min kunst, men bare i at konkurrere om at have den største bil. Joken er, at det mest er milliardærer og kriminelle, jeg sælger til. De skal ikke forholde sig til, hvad andre synes. Det er sagt med glimt i øjet .., siger han.

Walk & talk med Troels Gustavsen

Walk & talk med Troels Gustavsen

Musiker, sanger og sangskriver Troels Gustavsen hedder ikke længere Noah. Vi gik en tur med den kendte sanger for at tale om navneskiftet, hans far, den store børneflok og ikke mindst det nye album ”Det’ Sådan Mit Hjerte Ser Ud.” E r det ikke…? hvisker de to skildvagter på Kastellet i København, da vi spørger, om Troels må læne sig op ad bommen til ære for fotografen. Da Nord bekræfter, at det skam er sangeren, de fleste kender som Noah, så er vagterne helt på det rene med, at hans fødenavn er Troels Gustavsen. – Det, der slog hovedet på sømmet, var en dag, da min ældste søn højlydt undrede sig over, hvorfor de kaldte mig Noah henne på skolen og ikke Troels. Jeg kunne ikke give en ordentlig forklaring, i hvert fald ikke en, der længere gav mening, begynder Troels om den rejse, det har været at smide sit kunstneralias, som har skaffet ham masser af succes, og nu foreligger med soloalbummet ”Det’ Sådan Mit Hjerte Ser Ud.”

læs mere
Walk & Talk med Andreas Bo

Walk & Talk med Andreas Bo

Han speedsnakker og er ikke bange for at åbne op for den personlige godtepose. Er der overhovedet noget, vi ikke ved om Andreas Bo? NORDs redaktør gik en tur i Skovshoved Havn med manden, der lever af at være sjov, for at finde ud af lidt mere. Krydderurter! Begejstringen lyser ud af Andreas Bos ansigt, da jeg spørger om der er noget, vi ikke ved om ham? Om hvem manden, der på formidabel vis parodierer kendte fra Thomas Blachman til Kim Larsen og Clement, er bag alle maskerne? En dedikeret handyman, krydderurtedyrker med stor passion og ikke mindst et stort familiemenneske, afslører han. – Jeg går simpelthen til grunde, hvis jeg ikke har nogen at tage mig af. Hvis jeg kun skulle gå ind på en scene og generere omsætning, så jeg kunne få mig en større bil …
Andreas Bo har lige købt en Range Rover. Han ryster på hovedet. Tilføjer så i et lidt mere moderat tempo end sin sædvanlige hurtigsnakkende facon, at dét ville han simpelthen ikke kunne. Vi taler om en periode i livet, før han mødte sin forlovede Katrine Wadil. Helt alene og med de store børn fløjet fra reden stod den på pizzabakker og Jack Daniels. – Hvis jeg skal sige, hvem jeg egentlig er, så er jeg forsørger. Det eneste jeg går op i her i verden er at tage mig af nogen. Jeg er så gammeldags! En rigtig mande-mand.

læs mere
Vi er stadig på en rejse

Vi er stadig på en rejse

I 30 år har Pauline Sell Hellmann drevet Noscomed. Skandinavisk pioner inden for salg af produkter til det æstetiske marked. Succesen er i hus, men spørger man virksomhedsejeren selv, er historien langt fra skrevet færdig. Det forpligter at vækste, og der er stadig nye områder at vinde. I 1990, da facelifts var noget, man sneg sig ind ad bagdøren hos plastikkirurgen for at få fikset, havde en ung Pauline Sell Hellmann, og nyslået direktør for en spirende medicinalvirksomhed, en helt anden holdning. – Mødet med den plastikkirurgiske verden åbnede mine øjne for, hvad der er muligt, og lige siden har det været mit store drive, siger den 57-årige Pauline i domicilet på grænsen til Hellerup. I dag hedder virksomheden Noscomed, som står for viden og medicinsk udstyr. Og lige præcis dét – at være nysgerrig og tilegne sig viden – har fulgt Pauline siden hun som 26-årig, og i fuld gang med studierne på CBS

læs mere

error: Indhold er beskyttet.
X