Vi har samlet et godt udvalg af de bedste restauranter langs områdets kystlinje og lidt inde i landet. Her er noget for enhver pris. Fra det fine og ekstravagante til afslappet bistro.
Stamstedet i Tuborg Havn
Gode værter med vanedannende husmandkost og det lidt finere franskinspirerede på menuen. Friske, lokale råvarer og lokal stemning. Maden kan nydes inde som ude på terrassen med havblik og kølig hvidvin.
Uhøjtidelig sejlerstemning
Et helt unikt spot med uhøjtidelig sejlerstemning og fantastisk havudsigt. Sommerens aftenkort byder bl.a. på klassikere som pariserbøf, stjerneskud og dagens ret. Frisklavet og delikat og med garanti for dejlig mæthedsfølelse. Også godt udvalg af skaldyr. Prisniveauet er yderst rimeligt.
Suveræn værtsstemning
Du behøver ikke længere tage til Københavns centrum, når vi har Rosé Rosé på Strandvejen. Områdets bedste stamsted med suveræn værtsstemning, der sætter en ære i livsnydelse med bobler i glassene, franskinspireret køkken og dansk smørrebrød. Steak, jomfruhummer, moules frites og rosé på terrassen – sådan skal en sommeraften skydes i gang!
Ren idyl
Mere idyllisk bliver det ikke lige ud til søen i Kongens Lyngby. Brede Spisehus fungerer i dag som en moderne frokost- og aftenrestaurant i Brede Værks gamle kantinebygning fra 1893. Der serveres klassiske frokostretter i nye fortolkninger og sæsonbetonet nytænkende gastronomi om aftenen fra torsdag til lørdag.

Det gamle bomhus
I det gamle bomhus kan du få fransk bistroinspireret mad med et twist fra det øvrige middel-havsområde og det nordiske køkken. Stedet er en populær brunchfavorit, men også om aftenen er det skønt at gå ombord i den treretters menu, som man selv sammensætter fra det lækre menukort med vægt på de gode råvarer.
Havets perle i vedbæk
Det gamle fiskerhus er i dag rammerne om denne skønne Vedbæk-perle, som laver et stort udvalg af små brunchretter til morgenfuglene, traditionel dansk frokost og lækker bistromad til aftenridderne. Nyd en smørstegt rødspætte, grillet ribeye, moules frites, forskellige salater eller en af husets mange lækre burgervarianter. Til vegetarerne er der vege-burger med saftig bøf lavet med ærteprotein, svampe, løg og rødbeder. Der er et varieret sortiment af vine samt stort udvalg af kager til den søde tand.
Peter Liep´s Hus
Det traditionsrige Peter Liep´s Hus er blevet istandsat og står med lyse, dejlige lokaler midt i skoven. Her byder man både på en frokost i det grønne, middag med lækkert a la carte kort og skønne lokaler til selskaber og møder. Køkkenet bygger på alt det gode, man finder i skoven og havet tæt på – svampe, dyrekød, fisk og urter.
Besøg NORDs gastro butikker her:
Sommer på toppen af Nordhavn
Hos Silo Restaurant & Bar mødes sommerens lethed med udsøgt gastronomi – højt over København. På toppen af Nordhavn, 62 meter over havet, åbner byen sig i en spektakulær 360° panoramaudsigt, hvor havn, skyline og solnedgange danner rammen om en helt særlig spiseoplevelse. Sommermenuen er skabt med årstidens bedste råvarer, hvor lette, friske smage og nordisk inspiration går hånd i hånd med passion for klassisk håndværk. Om sommeren flytter stemningen også op på rooftop på 18. etage – udendørs under åben himmel med sol, udsigt og et glas vin i en atmosfære langt fra byens travlhed.
Favoritsteder: Iskaffe Ruten – fra Nordhavn til Hørsholm
Sommeren er lig med iskaffe – men hvor er de mest hyggelige og nemme steder at få en? Hvad enten det er i en fart eller til hygge med mad og søde kager. NORD har sammensat den ultimative iskaffe-rute fra Nordhavn til Hørsholm langs Strandvejen. Ruten fører dig forbi syv udvalgte caféer, der hver især byder på noget særligt – fra Atelier Septembers stilfulde vegetariske dagcafé i Hellerup og KaffeBrænderiets tre iskaffe-varianter i Charlottenlund til Wulff & Konstalis brunchklassiker ved smukke Bellevue og familieejede Nummer 8 i hjertet af Holte.
Opskrift: Små lagkager med sommerens bær
Bløde bunde med kokos og citron, fyldt med en fast vaniljemascarpone og toppet med friske hindbær, jordbær og blåbær – det er en lagkage, der både smager og ser fantastisk ud. Opskriften er fra bogen Afternoon Tea af foodstylist og kogebogsforfatter Camilla Zarah Lawes, og den er nem at gå til. Bundene bages i springforme og stikkes ud i små runde cirkler, som hver toppes med et generøst lag creme og masser af friske bær. Drys med flormelis og pynt med skovsyre – så er der lagkage til ti personer klar til at imponere.









