Det Grå Pakhus – Det er noget vi leger

Du skal ikke være kunstner med masser af fantastiske værker bag dig for at komme i Foreningen Det Grå Pakhus. Du skal bare være sådan cirka mellem 15 og 25 år og have lyst til at udfolde dig kreativt gennem fx at tegne, male og fotografere. Så kan du blive del af et frirum, et fællesskab, som kommunen giver rammerne til, og som de unge selv styrer. Vi er på besøg med Hans Toft.

Det er tirsdag og klokken er cirka 12. En nøgle bliver stukket i låsen i Det Grå Pakhus, og en ung fyr med store briller og brunt hår træder ind i det rå lokale med flotte gule murstensvægge og trægulve. På væggene og op ad dem står hel- og halvfærdige malerier og møbleringen er hyggelig, blandet og alt andet end institutionsagtig. Det er Isaac, som kommer ind ad døren for at gå i gang med sine fotoinstallationer. Måske får han selskab af nogle af de andre unge, som har lyst til at komme og ’lege med’, for han har postet på facebookgruppen, at han er hernede resten af eftermiddagen. Han er endnu en af de få, der har nøgle til at lukke sig ind i de kreative værksteder for unge, som de helt selv bestemmer, hvordan de vil bruge.

Et hus i udvikling

Pakhuset har netop haft stiftende generalforsamling. Stueetage og kælder er i brug, og hen ad vejen bliver de øvrige etager sat i stand og inkluderet. Det er de unge, som bestemmer til hvad. Huset er det, man gør det til. Ingen siger, at her altid skal være mørkekammer eller bestemte værksteder. Det er helt afhængigt af, hvad de unge brugere har lyst til.
Huset har kun åbent fra marts til oktober, fordi huset ikke har et varmeanlæg. Og den eneste helt faste åbningsdag er onsdag. Hvis man har lyst til at komme og kigge, skal man bare dukke op eller tjekke på facebookgruppen, hvornår der er nogen i huset. Gentofte Kommune har dedikeret en person fra Ungekultur 12 timer om ugen til at støtte de unge i at få huset til at fungere.

Uvurderlig værdi at give de unge muligheder

Når man kender lidt til borgmesterens visioner, er Det Grå Pakhus da også lige efter hans hoved. For ham er det af uvurderlig værdi at give de unge nogle muligheder og at overlade det til dem selv at styre huset ligesom i Musikbunkeren.

– Det er udsprunget af de unges egne ønsker og fantastiske engagement, og kommunalbestyrelsen bakkede op med et klart ja. De udviser i den grad en lyst til at tage ansvar og dermed være med til at præge det i hverdagen. Det er så flot, siger han og tilføjer, at pakhuset også lukker op for et mangeårigt ønske hos mange unge, om at kunne udfolde sig kreativt på en mere fri måde end kulturskolerne.

– Og ud over et kunstnerisk fællesskab, har de unge også et socialt fællesskab her, som er værdifuldt, siger han.

Med i et fællesskab

Isaac er hernede næsten hver dag, og hans øjne nærmest lyser af glæde, når han taler om, hvor fantastisk et sted pakhuset er.

– Vi er en lille gruppe, som kommer helt fast om onsdagen. Det er så fedt, man føler virkelig, at man er med i et fællesskab, som betyder noget, siger han og forklarer, at her er sådan en ’ja-hat stemning.’

Ud over at kunne lave sine egne kunstprojekter, er det også vigtigt for Isaac, at han er med til at opbygge en platform for unge.

– Det er den bedste mulighed for at skabe kunst for unge og have et fællesskab omkring det. Jeg synes, det er superfedt, at vi har fået huset, og at der er energi omkring at komme til at skabe noget selv. Her er ingen voksne, som fortæller os, hvordan man laver kunst. Vi får lov at eksperimentere.

FAKTA: SOFIES VISION

At pakhuset kom op at stå, skyldes Sofie Thorhauge, en ung kunstnerisk ildsjæl. Da hun var 13 år, opdagede hun det tomme pakhus og så mulighederne i det. Hun henvendte sig til kommunen med sine visioner og sin begejstring. Det førte til, at huset første gang blev åbnet i 2010 med en udstilling af unge, og at det nu faktisk er det tilbud, hun selv drømte om. Sidste år fik hun Gentofte Kommunes Initiativpris for sin kæmpe indsats.
– Vi var glade for at kunne anerkende hende på den måde, som den fantastiske ildsjæl, hun er, siger Hans Toft, som synes, det er helt forkert, at vi må lave en artikel om pakhuset uden hende, der er hovedkraften bag det hele. Men hun kan desværre ikke være her.