Vælg en side

En ny fireårig periode som borgmester i Gentofte er netop begyndt for Hans Toft. Hans syvende periode efter et valg med flere personlige stemmer end nogensinde før. NORD har derfor mødt ham for at se hans arbejdsplads – Gentofte Rådhus.

Det er en imposant bygning – Gentofte Rådhus – som den ligger der ud til Bernstorffsvej. Alle har naturligvis adgang til at gå ind i den store, flotte rådhushal, som bliver brugt til arrangementer, udstillinger, koncerter, fester og filmoptagelser. Og som afstemningssted når der er valg. Mange gentofteborgere kender nok også Kommune-service i forbindelse med alt lige fra vielser, sygesikring, skat, pladsanvisning, pas, kørekort, til byggesager og dagrenovation.

Hans Toft i mødelokale

Borgmesterens kontor


NORD syntes, det var på tide at se, hvor Hans Toft egentlig selv sidder, når han ikke lige er rundt i kommunen for at deltage i et utal af aktiviteter. Og nu, hvor han netop påbegynder endnu en periode som borgmester, inviterede han os indenfor på sit hyggelige og hjemlige kontor. Det har ikke skiftet meget udseende, siden han overtog det for 25 år siden. Ifølge ham selv er det meget samme stil, som han bor i derhjemme.

Hans Tofts kontor

Klassikere og hygge


Møblerne er danske klassikere som Kaare Klint og Børge Mogensen, og fra loftet hænger flere af PH’s lamper. Væggene er prydet med danske malere. Blandt andet hænger mellem de to sofaer et maleri af Axel P. Jensen, som forestiller en detalje af et hus og Gentofte Sø. På den modsatte væg mellem vinduerne, kan borgmesteren nyde at se på to mindre blomsterbilleder af Sigurd Swane, når han om morgenen mellem 8 og 8.30 er mødt op og sidder med sin morgente i en musselmalet kop ved skrivebordet. Billederne hænger i øvrigt lige over tv’et, som kører med nyheder.

Lige nu er lederen af borgmestersekretariatet, Lars Nibelius, herinde for at briefe Hans Toft. Han har arbejdet her siden 1979, dvs. selv inden Hans Toft trådte til. Som ansvarlig for administrationen ved han nok alt, hvad der er værd at vide om rådhuset. Ellers ved han i hvert fald, hvor han kan få det at vide. Han går da også med rundt på vores rundtur i rådhuset.

Hans Toft på rådhusgangene

Rådssalen


Vi behøver slet ikke at gå ud på gangen, men kan gå igennem dobbeltdørene fra borgmesterens kontor direkte ind i Rådssalen, hvor kommunalbestyrelsesmøderne den sidste mandag i måneden bliver holdt. De 19 medlemmer sidder i en halvcirkel med borgmesteren i midten. Overfor er der stolerækker, hvor alle borgere kan komme og lytte med.

Hans Toft i rådsalen

– Det er også her, vi foretager de borgerlige vielser. Dem tager jeg mig af allesammen, fortæller borg-mesteren og peger på de to stole, som er dem, de kommende ægtefæller sætter sig på. På alle vægge hænger store, abstrakte oliemalerier i brune og sorte nuancer af maleren Mogens Andersen, og i loftet hænger nogle fantastiske lysekroner specielt designet af Wilhelm Lauritzen, med et hav af glas fra Holmegaards Glasværk. De hænger også i alle udvalgsværelser. Der er otte lysekroner med i alt 1500 glas – ca. 250 i hver af de store.

I rummene ved siden af ligger udvalgsværelserne, som bliver brugt til alle slags møder. Her hænger bl.a. malerier af Gentoftes seks tidligere borgmestre, hvoraf en enkelt er en kvinde, og ude på gangen kan man fordybe sig i fotografier af alle de tidligere kommunalbestyrelsesmedlemmer helt tilbage fra 1903.

Hans Toft med borgmesterkæden

Nattevagten og en kæmpe bankboks


Vi må også en tur ned i kælderen, som bl.a. blev brugt som location til Ole Bornedals gyser Natte vagten. Hernede er den gamle, grønne bankboks, som er lige så stor som en etværelses lejlighed. Døren alene vejer to tons. Før i tiden opbevarede man papirer og penge her, men det er ikke aktuelt længere. Fra kommunevalget var afviklet i november og ind til klageperioden var udløbet, sørgede Lars Nibelius for, at de cirka 80.000 stemmesedler fra valget blev sikkert opbevaret. Han er nemlig også kommunens valgkoordinator og har arbejdet med 28 valg.

Gentoftes symboler


Vi kommer også forbi rådhusets grundsten, som er støbt ind i væggen, og hernede er også det gamle skjold med Gentoftes første byvåben fra 1903. Det forestiller en opgående sol over bølger indrammet af to træer og foroven de tre klokker. Det symboliserer beliggenheden ved Øresund, Jægersborg Allé, samt de tre ældste kirkesogne, som eksisterede i 1903: Gentofte, Ordrup og Hellerup. Alle symboler er bevaret i Gentoftes nuværende byvåben, forklarer Hans Toft os. Hernede hænger også den store, flotte gaslysekrone, som hang i rådssalen på det gamle rådhus. Den er af smedejern og dekoreret med tre gyldne klokker som er banket ud og malet.

I dag er lysekronen elektrisk, og når først man har fundet de rigtige, moderne pærer til den, bliver den formentlig flyttet til hovedindgangen. Vi skal også tilbage til indgangen. Borgmesteren har endnu et par møder i dag, og han følges med Lars Nibelius op af trapperne til 2. sal. Måske venter en ny kop te på skrivebordet.


Fakta


Gentofte Rådhus er tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen og bygget i nyklassicistisk stil. I 1935 blev de første spadestik taget, da det gamle rådhus fra 1903 – på Rådhusvej i Charlottenlund – var blevet for lille til Gjentofte, som kommunen hed dengang. Hovedbygningen blev taget i brug i 1936 og allerede otte år senere under 2. Verdenskrig kom nordfløjen til. I 1976 blev sydfløjen bygget. Den er tegnet af arkitektfirmaet Hoff & Windinge. Hovedbygningen huser i dag primært administrationen. Cirka 550 medarbejdere arbejder på Rådhuset, derudover sidder 60 på Brandstationen og 80 i den tidligere retsbygning i Hellerup.

Besøg NORD’s Kultur butikker her:

Én gang skovser  – altid skovser

Én gang skovser – altid skovser

Næste år er det 100 år siden, Skovshoved Idrætsforening fik sin første bane på Krøyersvej – 13 år efter foreningen blev stiftet. Borgmester Michael Fenger og NORD får en tur rundt i SIF, som især fokuserer på, at alle skal have mulighed for at dyrke deres sport i et godt fællesskab. Det er eftermiddag og efterår. Døren til klubhuset bliver åbnet den ene gang efter den anden. En fodbold­dreng i blåt tøj, en pige i nye knirkende tennissko sammen med sin mor og en endnu mindre, som er på vej over i bad­minton­hallen. Lars Weis, som har været forretningsfører i SIF de sidste par år, lever op til klubbens slogan. På hans grå hættetrøje står der ”Én gang skovser”, som er første del af klubbens slogan, som naturligvis ender: ”altid skovser”. Han har selv gået til fodbold og badminton i klubben som barn og er nu tilbage som leder, men er også selv aktiv i klubben.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.
X