Vælg en side
Foto: Hannelore Dörner.

Bliv inspireret til eventyret på de blå oceaner, og bliv klogere på en, som har gjort det til sin levevej. Vi har skrevet lidt i logbogen om søfareren, familiemennesket og tv-værten Mikkel Beha Erichsen.

Stolt viser en 8-årig dreng med kridhvidt hår og solbrun hud dagens fangst frem. En turkis tropefisk. Han er også med, når de fanger små hajer om natten fra skibsdækket. Haj–tænderne sælger de til turisterne på luksuslinerne. Året er 1974. Drengen hedder Mikkel Beha Erichsen. Han er med sin far Troels Kløvedal på jordomsejling med skibet Nordkaperen, og de er nået til Tahiti. Da de nogle år tidligere reparerede skibet, smed køben-havnerne sten efter dem. Sådan nogle verdensfjerne hippier! Men i 1978 synes selv borgerskabet, at det er spændende at læse om det flydende kollektiv. “Bogen Kærligheden, kildevandet og det blå ocean” bliver en bestseller og uden den ingen fortsættelse af sejlereventyret, der strækker sig over tre generationer i familien Beha Erichsen.


Mikkel har ligesom sin far Troels Kløvedal sejlet jorden rundt.

Kærlighedsankeret

Kun 20 år gammel møder Mikkel den seks år ældre Marian Midé. Ligesom Mikkel har hun også mange sømil i kroppen. Hendes forældre har sejlet verdens-havene tynde, men i modsætning til Mikkels ud-prægede 70’er-opvækst, som han har kaldt kaotisk og kærlig, kommer hans kommende kone fra en klassisk kernefamilie. Måske derfor parret har holdt sammen? Mikkel og Marian har stået last og brast, siden de mødte hinanden. Hurtigt får de sønnerne Emil, Theis og Alfred, og lige fra begyndelsen sætter de sejl, når andre familier flyver til Mallorca.


Med Kurs mod fjerne kyster har Beha-familien bragt eventyret ind i danskernes stuer.

Sømænd med kameratække

Som barn og ung på Nordkaperen måtte Mikkel finde sig i de snurrende kameraer. Og som voksen går han tv-vejen og bliver vært på Go’ Aften Danmark og Go’ Morgen Danmark. Hans kone Marian er i mange år DR-journalist, og Mikkels mor Marianne Kjær, der døde kun 58 år gammel af kræft, var TV2-redaktør. På et tidspunkt avancerer Mikkel til jobbet som underholdningschef på TV2, men efter et år siger han sit godt betalte job op, fordi længslen efter eventyret er stærkere end den månedlige løncheck. Og ligesom faren Troels Kløvedal vil Mikkel også kombinere de to verdner: Eventyret på de store oceaner med et kamerahold i hælene. Mikkel har dog senere udtalt, at han havde mange tvivl om at eksponere sin familie på tv. Og gider folk overhovedet at se med?


På skibet Wallenberg med kurs mod Svalbard.

Folkekært drømmetogt

Kurs mod fjerne kyster har kørt i fire sæsoner på TV2. Skibet Havana, som familien Beha selv har istandsat, stævner ud fra Københavns havn i 2013. Målet er en tre år lang jordomrejse ført an af de ældste sønner Emil og Theis. Drengene krydser Atlanterhavet og Stillehavet og mødes med resten af familien, og sammen opsøger de eventyrlige steder som Costa Rica, Galapagos, Komodoøerne, Bali og Borneo, dykker med hvaler og havskildpadder, men har også nedslående oplevelser med plasticsupper i verdenshavene og udhuling af regnskoven. Mor Marian producerer serien, Emil er skipper, Theis laver droneoptagelser og far Mikkel fortæller. Pro-grammerne bliver en stor seersucces og modtager priser for at være et originalt og anderledes program, der får en til at tænke på, om man lever det rigtige liv.

Kaptajnen stævner ud

De senere år har skuden været vendt mod nord. Med det gamle redningsfartøj Wallenberg har Mikkel og familien rejst rundt i Danmark og Norden. Corona byder på tv-programmerne Kurs mod danske kyster, og før det sejler hele familien inklusive børnebørn og svigerdøtre til det kolde nord. Spækhuggere, nordlys, hundeslædekørsel og gletsjere på tilbage-trækning har afløst hinanden i endnu en magisk programserie. Kaptajn Troels Kløvedal er med som små iPad-beskeder, indtil en dag i december 2018, hvor beskederne stopper. Syg af ALS og rig på eventyr dør den folkekære søfarer omgivet af børn og børnebørn lillejuleaften. Nu er Mikkel første-kaptajn i den kendte sejlerfamilie, der bliver ved at vise os, at eventyr er, når vi ikke ved, hvad der venter forude.

 

Mikkel Beha Erichsen

55 år. Ældste søn af Troels Kløvedal f. Beha Erichsen. Gift med Marian Midé. Sammen har de børnene Emil på 32, Theis på 29 og Alfred på 22 år. Siden 2013 har sejlerfamilien samlet alle deres eventyr og bedrifter i virksomheden Havana, der tæller tv-produktion, bøger og foredrag.

Se mere: Havana.dk

 

 

Foredrag

Mikkel Beha Erichsen fortæller om sine rejser i foredragsrækken ”Fortællinger fra en verden i forandring”.
Bl.a. 10. oktober på Nørrebro og 6. december i Bremen Teater.

Mere info og billetter: tikko.dk

Book Mikkel Beha Erichsen til dit event/arrangement.

Kontakt Laila Kaltoft fra Forfatterforedrag på lk@forfatterforedrag.dk eller 89 93 22 06.

 

Besøg NORDs kulturbutikker her:


error: Indhold er beskyttet.