Et profileret kulturhus, et åndehul for børn og voksne med flere og flere både spændende og finurlige aktiviteter og arrangementer. Det er tendensen på Gentofte Hovedbibliotek, som et stigende antal benytter til så meget mere end at låne bøger og andre materialer.
”Der står, man ikke må røre,” siger lille Buster på snart tre år artigt, da borgmester Hans Toft forsøger at få ham til at røre ved de skarpe hugtænder på en uhyggelig slange. Heldigvis bare et fantasidyr opstillet som del af udstillingen D.D.V.Ø.I.F. (Dyr Du Ville Ønske Ikke fandtes) i børneafdelingen på Hovedbiblioteket – men et drabeligt et. Det ville ellers se godt ud på billede til artiklen her.
De vilde væsner har gennemsyret efteråret på Hovedbiblioteket og er også temaet i Børnekulturugen i november. De har invaderet børneafdelingen, og har været omdrejningspunktet i en god bunke arrangementer f.eks. oplæsning og værksteder.

Masser af børnekultur
Selvom udstillingen er ekstraordinær, er den helt i tråd med bibliotekets målrettede arbejde med at udvikle det børnekulturelle tilbud.
-Vi har tilbagevendende, faste aktiviteter om eftermiddagen som oplæsninger, papirklip og perleværksted, fordi børn kan lide gentagelser og genkendelighed. Men også temaer og overraskende oplevelser som udstillinger, teaterforestillinger og film, siger Maria Bruun, som er projektleder for Børnekulturhusene – dvs. Gentoftes fem biblioteker, da hun mødes med Hans Toft og NORD.
-Fokus er på at fortælle historier, og det kan man gøre på mange måder.
For eksempel er biblioteket hver onsdag ramme om Ulvetime, hvor børnefamilier kan komme til godnathistorie og købe børnevenlig aftensmad.

Overraskende tidssvarende
-Utroligt at huset er 30 år gammelt, i forhold til hvor tidssvarende det er. For måden, man bruger biblioteker på, har ændret sig radikalt gennem perioden, siger borgmesteren og kigger sig omkring i den højloftede, lyse bygning.
-Men faktisk har vores biblioteker tradition for at gå forrest i udviklingen, og vi har desuden landets højeste udlån af materialer pr. borger. Det er næsten dobbelt så højt som landsgennemsnittet – tolv stk. om året hos os og godt seks i gennemsnit, siger han med slet skjult stolthed.

Afslapning
Vi har forladt monstrene og bevæget os ned i Café Nema, hvor man kan sætte sig i det lyse, lidt afgrænsede område lige op ad Øregårdsparken med en bog eller et blad, mens man får sig en kop varm kakao, te eller kaffe – måske med en kage eller en lækker sandwich. Her kunne man sagtens blive hængende længe. Men ikke Hans Toft, han forlader os for en stund for at hilse på og få en snak med caféens personale og høre, hvordan det går.

Gentofte Hovedbibliotek
- er tegnet af arkitekt Henning Larsen.
- åbnede for 30 år siden.
- er et kulturhus med fokus på viden, samskabelse og oplevelser for både børn og voksne.
- tilbyder ca. 350-400 arrangementer og aktiviteter årligt.
- deler bygning med Gentofte Kommunes udstillingssted for samtidskunst Tranen og med Lokalhistorisk Arkiv.
- holder åbent kl. 8-20 på hverdage og fra kl. 10-26 i weekenden.
Besøg NORD’s Kultur butikker her:
Rundt i kommunen med borgmesteren: Naturterapi er ikke hokuspokus
Sid på en bænk i Hjerterummet, duft urterne i haven, gå på sten over vandet og saml brænde til bålet, hvor teen koger. Som sygemeldt med stress, angst eller depression kan du blive henvist til naturterapi i Gentofte Kommunes have ved Mariebjerg Kirkegård – en af landets få kommunale terapihaver, hvor naturen og forskningen hjælper mennesker til at få det bedre. Prøv at røre ved den her ananassalvie og så duft! Er den ikke fantastisk? Og se den artiskok og tomaterne! Camilla Krarup Ingwersen, som er projektansvarlig og har specialiseret sig indenfor naturbaseret terapi og mental sundhed, står i sin lange lyse kjole i naturterapihaven på Mariebjerg Kirkegård og ser på os med sit engagerede blik. Hun er stille et øjeblik, men ellers har hun meget, hun vil nå at fortælle os, da NORD Magasinet er med hende og borgmester Michael Fenger herude for at finde ud af, hvad en naturterapihave er.
Rundt i kommunen med borgmesteren: En særligt dejlig plet i Gentofte
Et arboret er ifølge ordbogen en samling af træer og eventuelt buske, anlagt med henblik på forskning inden for botanik og skovbrug. Forstbotanisk Have i Charlottenlund er netop et arboret og ovenikøbet det ældste eksisterende i Danmark og en unik national kultur- og naturarv med over 600 arter af træer og buske fra hele verden på havens 3,5 hektar. Her mødtes NORD Magasinet med borgmester Michael Fenger og Forstbotanisk Haves Venner.
Rundt i kommunen med borgmesteren: Hvor bliver skraldet af?
Hvad sker der med vores skrald, når skraldemændene har tømt de mange forskellige containere, som borgerne omhyggeligt skal fordele affaldet i? NORD Magsinet tog på tur med borgmesteren for at undersøge affaldets videre vej. Det er fredag formiddag, og skralde-mændene Jørgen Switzer Hansen og Ruben Klein er ved at tømme dagens sidste containerene med restaffald og madaffald på en villavej i nærheden af Dyrehaven. De garvede skraldemænd har kørt sammen på ruten i næsten 20 år. De kender vejene ud og ind, hilser på beboerne og har endda hundekiks med til områdets firbenede venner.













