Et skattet venskab Prins Henrik og antikvitetshandleren Oliver Klitgaard

I skatkamre af historie og kunst fandt Prins Henrik og antikvitetshandleren Oliver Klitgaard et venskab, der strakte sig fra royale saloner til jagt på antikviteter i Kina.

Oliver, en passioneret antikvitetshandler med en unik forbindelse til fortiden, delte ikke kun sin ekspertise med sin kongelige ven, men også en dyb respekt og beundring for livets glæder og skønhed.
Oliver oplevede netop “livsnyderens begejstring og kunstnerens følsomhed” hos Prinsen under deres utallige rejser til Kina og i hverdagen. Jeg kendte ikke selv Prins Henrik personligt, men jeg mødte ham på Læsø, hvor der var en udstilling af lokale kunstnere. Netop her oplevede jeg Prinsens store smil og begejstring og umiddelbare glæde over kunsten og menneskene omkring ham. Det var en naturlig del af Prinsens aura.
Da jeg skulle skrive denne artikel om Prins Henrik og Oliver, blev det tydeligt for mig, hvor stor værdi deres venskab havde. Særligt var det tydeligt, at Prinsen havde efterladt spor hos Oliver, hvilket ses tydeligt på billedet med gravhunden Figaro, som Oliver modtog i gave på sin 50-års fødselsdag. Oliver udstråler stor taknemmelighed.

Prins Henriks gave til Oliver på hans 50-års fødselsdag var gravhunden Figaro.

De mange rejser til Kina
Prinsen besøgte tit Ehlersvej i Hellerup, hvor hans bil stille gled ned af vejen og til sidst stoppede ved nr. 28. hvor Oliver boede. Her planlagde de deres mange rejser sammen til Kina. Planlægningen fandt også sted i Olivers antikforretning i Holbergsgade, som rummer en bred variation af Olivers mange fagområder: arkæologi, etnografi, orientalsk kunst, samlerobjekter og antikviteter. Oliver fortæller mig, at Dronning Margrethe ofte deltog, når de kiggede på jadefigurer. Dronning Margrethe udviste en meget overraskende viden om området. Fx kunne hun fortælle, at grunden til at den meget eftertragtede lysegrønne farve, hedder “mutton fat”, er fordi den stammer fra den farve fedtet har i fedthalefårets hale, når man smelter fedtet.
På et af billederne i denne artikel ser vi Oliver og Prinsen i snevejr og frost på markedet i Beijing, nøje studerende fundene – og ikke mindst ægtheden. Jagten var gået ind. Ved flere lejligheder var der mange tilskuere til, og Prinsen skabte altid en munter stemning. Det hjælp også, at han talte kinesisk.

Under dette show i Kina fortalte Prinsen til Oliver, at nu var de “dus”.

Deres kongelige højhed
Under de første mange besøg i Olivers butik sagde Oliver konsekvent “Deres Kongelige Højhed” til Prins Henrik. Senere da de lærte hinanden bedre at kende, kunne Oliver sige “De” til Prinsen på tomandshånd – men stadig “Deres Kongelige Højhed” når der var andre til stede. Sådan forblev det i 10 år, indtil Prins Henrik begyndte at sige “du “ til Oliver. Oliver spurgte sekretariatschefen, om han kunne svare igen med et “du”, men fik at vide at det måtte han endelig ikke gøre. Dette fortsatte indtil Prinsen en dag vendte sig om under et show i Kina og sagde: “NU må du godt sige du”. Sådan forblev det indtil Prinsens død.

Her ses Oliver og Prinsen i Olivers antikforretning på Holbergsgade. Billede fra dokumentaren “Prins Henrik og østens guld”.

Passion for historiske fund
Oliver har en enorm viden og format omkring arkæologi og aktiviteter. Olivers mor havde et stort hus uden for Rom, hvor der i området blev fundet arkæologiske fund, og her blev Olivers nysgerrighed vakt. Olivers morfar var forretningsmand, så det at handle var også en interesse for Oliver. I morfarens hjem var der også en stor Kina-samling, som også gav grobund for Olivers passion. Så alt i alt har Oliver ikke sit vid og format fra fremmede.
Oliver køber ikke kun ting i udlandet, og han er enig med mig i, at man kan finde mange fantastiske fund i Danmark, fordi vi har mange gamle samlinger. Her kommer mange af Olivers antikviteter fra – ligesom også dødsboer er en kilde til hans samling. Olivers forretning er et udsøgt sted at “fiske”, som man siger i disse kredse. Det ved jeg af erfaring.
Olivers passion for historiske fund understreges gennem den ring, I ser på billedet. Den røde sten er en karneol, som er romernes foretrukne. Stenen er en form for agat. Motivet er en mand, der slagter en kanin, der hænger i et oliventræ. Den er fra det 1. eller 2. århundrede og Oliver fandt den på en mark i Italien, da han var 16 år. Man kan kun finde en sten som denne, når det har regnet, ellers kan man ikke se den. Oliver fik landets dygtige smykkekunstner, Torben Hardenberg, til at lave en ring med stenen. Ringen er lavet af romersk 21-karat guld. Med 3 kroner for hver af Olivers døtre Sofia, Ofelia og Mille – og en lykke-bringende skarabæ. Designet blev til i samarbejde med Hardenberg med stor inspiration fra Romerriget.

Landets dygtigste smykkekunstner,
Torben Hardenberg, har lavet denne ring til Oliver.

Den der æres bør, æres skal
Mit motto er: “Den der æres bør, æres skal”. Det gælder både Prins Henrik og Oliver, som i den grad har slået på tromme for kunsthåndværk på ypperligste vis. Prins Henrik kom til det lille land, Danmark, med en bagage, der var formet og inspireret af den store verden. Prinsen indtog altid rummet med stort format og naturlighed. Oliver kender jeg som en af de mest vidende på sit felt. En mand, som altid uforpligtende deler ud af sin store viden. Det klæder Oliver at være excellent på sit felt, suppleret med en uhøjtidelig personlighed, der rummer stor respekt for dem, han møder på sin vej. Arrogance og selvhøjtidelighed eksisterer ikke. Dannelse er det rigtige ord.

Af Peter Linder