Vælg en side

Hvorfor køber en handelsmand uden sundhedsfaglig baggrund sit eget privathospital? Og hvordan er det gået? Vi har talt med den nye ejer af Privathospitalet Danmark – Thomas Johnsen.

Når Thomas Johnsen træder ind ad døren til Danmarks ældste privathospital på Jægersborg Allé, går han altid sin runde. Lægerne, sygeplejerskerne, rengøringen, lageret og receptionen – alle får en snak med hospitalsejeren.
– Hvis man skal lykkes som leder, så er man nødsaget til at sætte sig grundigt ind i den forretning, man ønsker at være en del af. Man skal fuldstændig vide, hvad der sker på både konkurrenternes side og internt. Lige fra top til bund. Og hvis ikke man gør det, så har man enormt svært ved at være leder, lyder det fra Thomas Johnsen, som siden 1. maj 2021 har ejet Privathospitalet i Charlottenlund. I hospitalssammenhænge lidt af et wildcard. Thomas kommer med en baggrund inden for tøjbranchen. Bl.a. som salgsdirektør for en større dansk tøjvirksomhed, og de seneste 30 år har han været selvstændig som distributør og agent for en lang række tøjmærker og tøjproduktion. Men da coronaen ramte, og dermed også tøjindustrien, fik det Thomas til at spørge sig selv, hvordan fremtiden skulle se ud. Måske det var på tide at prøve noget andet?


Den nye hospitalsejer kommer med erfaring som virksomhedsleder- og -ejer fra tøjbranchen.

Turnarounds er bedst med én kok
– Jeg havde længe haft lyst til at finde nye forretningsmæssige veje, og meget belejligt fik jeg et opkald om at blive medinvestor på Privathospitalet Danmark. Jeg syntes det lød enormt spændende, men når man laver turnarounds, skal man være påpasselig med, at der ikke er for mange indover. Der var jo tale om et hospital med 25 specialer. Derfor vidste jeg, at hvis vi skulle have den bedste mulighed for at ekspandere, så skulle jeg gøre det alene.
Altså med andre ord: Ikke for mange kokke i køkkenet, når man vil gøre tingene på en ny måde, som er nødvendig med en turnaround. I virksomhedssammenhænge betyder det at vende minus til plus, og som både kan være nye strategier eller ejerskifte. Nogle gange begge dele på én gang som i dette tilfælde. Konkurrencen var hård, men Thomas tilbød at beholde stedet og drive det videre med medarbejderne. Privathospitalet blev dengang ejet af Forenede Koncernen, som takkede ja til Thomas’ tilbud om at drive og modernisere det 31 år gamle hospital.


Fremtiden tegner lys for Danmarks ældste privathospital.

Stejl læringskurve
Men hvordan klarer man lige skiftet fra modetøj til sundhed og sygdom?
– Det har været en stejl indlæringskurve i forhold til sundhedsvæsenet, men jeg er nordjyde og lytter ydmygt, og jeg kan så til gengæld bidrage med erfaring og inputs til det forretningsmæssige.
Thomas har gået i ’skole’ med mange besøg på andre privathospitaler og offentlige hospitaler for at suge viden til sig og ikke mindst lytte på sine nye dygtige kollegaer. Selvfølgelig så han ved, hvordan sundheds–væsenet fungerer indefra, men også fordi han er videbegærlig og nysgerrig. Han har så tilført alt det nye qua sin lange erfaring med virksomhedsudvikling. Ja, faktisk er det lykkes ham at ryste støvet af det gamle privathospital.
– Jeg har indført data på alt, hvad vi laver. Intet skal være tilfældigt. Vi skal vide, hvad vi gør, og hvordan vi bedst tjener penge, siger Thomas om moderniseringen af privathospitalet, som har betydet, at man på 1 ½ år er gået fra 60 medarbejdere til 120 og har tredoblet omsætningen.

Passioneret hospitalsejer
Og i virkeligheden er det mest Privathospitalet Danmark, han vil tale om. Det er tydeligt, at den tidligere tøjmand brænder for sit 360-graders jobskifte. Taler fx passioneret om den nye MR-scanner, hospitalet netop har fået, og som har afstedkommet en del logistiske hovedbrud for at få ind gennem parkeringskælderen. For den slags skal en hospitalsejer også tage sig af. Og så er der alle ambitionerne og visionerne for stedet: ’Kirurgi uden kniv’. Dvs. at hospitalet i Charlottenlund altid har fokus på at hjælpe patienten med genoptræning hos fysioterapeut i stedet for først at ty til ’automat–operationerne’, særligt ved led– og knæsmerter. Thomas har også headhuntet dygtige folk fra branchen, for at sikre at Privathospitalet har de dygtigste læger inden for alle specialerne. Og fra 2023 skal Smuk Klinik By Privathospitalet Danmark genopstå og udvikles. Et helt nyt univers af kosmetiske og plastikkirurgiske behandlinger i privathospitalets regi.

– Der er også stor grobund for et større samarbejde med det offentlige, hvor vi i højere grad tager os af de mindre operationer, og jeg anser det helt klart som en realistisk mulighed, at vi en dag også får en afdeling i Jylland, siger eks-nordjyden og den nyslåede hospitalsejer.

Blå Bog Thomas Johnsen

• 50 år.
• Ejer af Privathospitalet Danmark.
• Født og opvokset i Frederikshavn.
• Har boet 15 år i Aarhus og flyttede for 12 år siden til Hellerup.
• Er handelsuddannet og har været selvstændig de seneste 22 år primært med tøjproduktion og agentvirksomhed inden for tøj- og tekstilbranchen.
• Bor i dag i Charlottenlund.

Besøg NORDs sundhedsbutikker her:

Min rejse med NORD

Min rejse med NORD

I år er det 10 år siden, at det første nummer af NORD udkom. Det er ikke til at forstå. Slet ikke med magasinets nye eksklusive livsstilsmesser. Til tider er det arbejde i alle døgnets timer, men jeg elsker mit arbejde, og jeg trives med at have travlt. Det er min drivkraft, og giver mig energi til at blive ved.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.