Vælg en side

Svensk spahotel forkæler krop og sind

Kun 1,5 time med bil fra København findes en af Nordens kendteste og ældste badehoteller: Ystad Saltsjöbad. Nords redaktør tog en overnatning på det fine badehotel og prøvede stedets nye Lido Club & Spa.

 

I mere end 120 år har Ystad Saltsjöbad forkælet sine gæster, og siden 2007 har hotellet undergået en gennemgribende renovering i respekt for stedets særlige ånd lige ud til havet. Og der sker fortsat nye og spændende tiltag. Det seneste er konceptet Lido Club & Spa, som jeg skal prøve med min voksne datter. Vi har også vores hund Luna med. I et begrænset antal værelser er der adgang for de hundeglade mod et beløb på 300 svenske kroner. 

 
Lido Club & Spa er indbegrebet af no-stress

Vores værelse er en skøn juniorsuite. Øverst oppe med havudsigt og kæmpe vinduer. Luna udser sig hurtig sin yndlingsplads foran vinduerne, hvorfra hun kan holde øje med gæsterne på strandgåtur i de hvide badekåber; stedets gængse tøjstil. Dem tager vi også på, og finder Lido Club & Spa. Et nyt spakoncept med højt til loftet: Man må gerne tage sig et spil billard og en drink. Eller danse til musikken, der her, som andre steder på hotellet, understreger faciliteterne og atmosfæren. Vil man have helt ro, har Lido Club & Spa også et relax room og selvfølgelig lækre spabehandlinger samt sparitualet The Creek Experience, som vi skal prøve. 

 

Et sparitual for alle sanser

The Creek Experience er som at træde ind i en tropisk regnskov. Søde og diskrete spa-guider hjælper en igennem det knapt 2 timer lange sparitual. Vi oplever bl.a. områder med livgivende varme og opfriskende kulde. I hammanen vasker og skrubber vi os. Bagefter smører vi os ind i rasul. En mineralholdig marokkansk lertype som hjælper huden med at udskille affaldsstoffer. Da vi har fået leret af igen i et varmt bad, er huden modtagelig for den økologiske jojobaolie, som skal lufttørres i en særlig luftsluse. Et suverænt sparitual, som også er hyggeligt at gøre sammen.

Rolige og rene går vi op på Rooftop by Lido. Spaafdelingens private tagterrasse med planter, loungemøbler, sauna og udendørs jacuzzi. En lille trappe fører op til et udkigssted med kikkert, hvorfra man kan nyde den flotte udsigt over Østersøen. 

 

Et døgn på Ystad Saltsjöbad

• Adgang til Lido Club & Spa under hele opholdet. Hotellets nye spakoncept. Et anderledes spaområde med vægt på afslapning, leg, musik og god stemning.

• Sparitualet The Creek Experience. 1 time og 45 minutter. 

• 1 times privatadgang til Rooftop by Lido.

• Middag i den ene af hotellets 4 restauranter: Port. Et fransk-nordisk menukort baseret på sæsonens råvarer. Morgenmad med alt, hvad hjertet kan begære. 

• Ystad Saltsjöbad er et hotel, spa og konferencecenter med 139 værelser, heraf 2 suiter, 10 minisuiter og 13 mødelokaler, hvor det største har plads til 324 siddende.

Besøg NORD’s Hoteller her:


error: Indhold er beskyttet.