På Ordrupgaard kan man nyde kunsten med alle sanser. Her er bl.a. internationalt berømmede malerier, man kan betragte, og i parken er der kunst man kan interagere med. Michael Fenger og NORD Magasinet tager på visit for at høre lidt om en af kommunens og museumsverdenens perler – og for at møde museets nye direktør Gertrud Oelsner.
Gertrud Oelsner, Ordrupgaards direktør siden årsskiftet, kunne ikke have taget imod borgmester Michael Fenger og NORD på en smukkere dag. En dybblå himmel giver solen plads til at skinne ned på Kunstparken, som omgiver museumsbygningerne, og masser af gæster sidder ved caféen og går rundt i parken. Det er første gang, de to mødes, og borgmesteren spørger straks interesseret, om stedet lever op til forventningerne.
– Ja, ellers ville man da være et skarn, kommer det prompte fra Gertrud, som tidligere var direktør for Den Hirschsprungske Samling.
Jeppe Heins nye installation I Kunstparken.
Et sted for hele familien
Noget af det, hun sætter pris på, er, at her er så mange tangenter at spille på. Og det er hendes store ambition, at Ordrupgaard i endnu højere grad skal være en attraktion, hvor hele familien kommer, ganske enkelt fordi her er skønt at være.
Direktøren remser de mange muligheder op, museet byder på nu:
Den fineste franske impressionisme, som er den samling, museet er allermest kendt for.
Verdens bedste samling af Vilhelm Hammershøi.
Det statelige hjem, som kunstsamlerne Wilhelm og Henny Hansen fik bygget som bolig med tilhørende galleri – og hvor det hele startede. Sommerens særudstilling – kinesiske Ai Weiweis kæmpe Lego-værk.
Den verdensberømte danske møbelarkitekt Finn Juhls fine hus fra 1942, som stadig står som et hjem med de møbler, han selv tegnede. Caféen, som bliver benyttet både af museets gæster, men i høj grad også som en café for de lokale.
Gertrud Oelsner har mange planer for Ordrupgaard.
Kunst, man må røre ved
I parken er samtidskunstværkerne – som man må røre ved, klatre i, blive væk i og undres over. Der er blevet flere og flere af dem, og de er alle skabt specifikt til parken. Det nyeste er Jeppe Heins nye installation Water Pavilion Ordrupgaard. Vand-strålerne rejser og sænker sig og skaber vandvægge, og ligesom de andre værker i parken opfordrer den beskueren til at interagere. Det bliver med sikkerhed et hit for børn og alle os andre at gå ind i springvandet og forsvinde bag en væg af vand. Borgmesteren og NORD var på besøg dagen før, der blev tændt for værket, og måtte nøjes med tanken.
Et væksthus
Oprindelig lå her flere drivhuse, som Wilhelm og Henny Hansen havde fået bygget med eksotiske planter og palmer, og her var masser af frugttræer i parken. Et enkelt af disse drivhuse findes endnu og er blevet restaureret. Tanken er, at drivhuset hver sommersæson skal fungere som et udstillingsrum, og i år er det anden sommer, Ordrupgaard inviterer en samtidskunstner til at udstille et stedsspecifikt værk med fokus på klima og bæredygtighed I år har kunstner Rune Bosse skabt en udstilling med en fascinerende lodret kornmark, som vil forandre sig løbende i udstillingsperioden frem til november.
– Vi satser på, der kommer kornblomster, fortæller Gertrud, mens vi kigger på den grønne væg.
Bagest i drivhuset er en væg med de blottede rødder, som normalt er under jorden, og de er et smukt kunstværk i sig selv. Uden for drivhuset har museet plantet æbletræer for at genskabe lidt af tanken bag den gamle have.
Olafur Eliassons værk Vær i vejret bliver indhyllet i tåge, når vejret skifter.
Et af yndlingsværkerne
Vi kigger på Olafur Eliassons store cirkulære skulptur Vær i vejret, som bliver indhyllet i tåge, når vinden skifter, og inden borgmesteren skal videre til sin næste aftale, må vi også omkring bambustårnet, som er en af Gertruds favoritter – Geometry of Innocence af de amerikanske tvillinger Doug and Mark Starn. Det labyrintiske tårn er sat sammen af mere end 2000 bambusstokke, 42 kilometer klatrereb og 11.500 knuder, og man kan bevæge sig op i det – højt over parken. Børn er vilde med det.
– Her skal man bruge sig selv kropsligt for at indtage kunsten. Her er spænding, udfordring og grund til samarbejde. Det kan jeg godt lide, forklarer hun.
Michael Fenger er også begejstret for kunstværket og for parken i det hele taget, som Gentoftes borgere har stor glæde af.
Borgmesteren takker af, og Gertrud Oelsner går tilbage til sit kontor på første sal i det gamle hus. Hun er stadig i gang med at planlægge museets fremtid, som skal bygge videre på alt det, som allerede er skabt – fx ved at lade de fantastiske udstillinger ledsage af spændende arrangementer og aktiviteter, så museet er et levende sted i grønne omgivelser.
Instagrammable opstilling.
Besøg NORDs kulturbutikker her:
Rundt i kommunen med borgmesteren – En arkitektonisk triumf i Vangede
Vangede kirke – tegnet af arkitekt Johan Otto von Spreckelsen – har været med til at sætte Vangede på det arkitektoniske landkort. Den ligner alt andet end en almindelig dansk sognekirke, men den blev bygget med ønsket om at vise respekt for det guddommelige, og samtidig være en folkelig kirke med plads til alskens aktiviteter.
Se film: NORD Magasinet møder Hans Toft
Gentoftes mangeårige borgmester, Hans Toft, var netop blevet genvalgt da NORD Magasinet mødte han i december måned 2017. Her viste den rutinerede politiker os rundt i rådhuset og fortalte vidt og bredt om en historie han selv stadig er en del af. Se filmen her:
Rundt i kommunen med borgmesteren – På besøg hos borgmesteren
En ny fireårig periode som borgmester i Gentofte er netop begyndt for Hans Toft. Hans syvende periode efter et valg med flere personlige stemmer end nogensinde før. NORD har derfor mødt ham for at se hans arbejdsplads – Gentofte Rådhus.