NORD har været en tur på det fine lille brandmuseum på Hellerupvej med borgmester Hans Toft.
Hvis børnene en dag kommer hjem fra børnehaven og spørger dig, om I har røgalarmer derhjemme, og om batterierne i dem virker, har de nok været en tur på Gentofte Brandmuseum. De har set skinnende brandbiler og fået fortalt om den gode og den dårlige ild. De har også lært, hvordan man ringer til 112, og til sidst har de sprøjtet vand på et lille hus, til flammerne forsvinder.
Ildsjæle
Ikke kun små drenge og piger er vilde med brandbiler. Man kan ikke undgå at blive fascineret, når man ser de fine gamle ting – det gælder også os. Og de begejstrede ildsjæle, der passer brandmuseet, ved alt om brandbilerne og historien bag hver enkelt ting.
Det er formanden for Museumsforeningen Anders Holde og museumsinspektør Søren Sørensen, som fortæller og viser rundt. Hans Toft roser foreningen for dens indsats, bl.a. i undervisningen af skolebørn og synes, de har mange gode ideer også om fremtiden – bl.a. at udvide undervisning med hjertestarter for både børn og voksne.
Pudse og pleje
Stedet er et fint eksempel på et museum i kommunen, synes borgmesteren. Det får indirekte støtte ved at bo huslejefrit og skaffer selv indtægter via besøg, salg og fonde.
Brandmuseet har cirka 140 medlemmer, hvoraf 10-15 er rigtig aktive. De er bl.a. med til at pudse og pleje de gamle biler og udstyr. Og der er nok af messing og kobber at holde. Det tager f.eks. fire mand to dage at pudse den gamle danskbyggede Triangel messing-motorsprøjte M3 fra 1932, før den skal ud og bruges.
Et museum som nærmest fødte sig selv.
Brandmuseet er det eneste i Danmark, som ligger i en original gammel brandstation. Da brandstationen åbnede tilbage i 1909, lå den sammen med Hellerups politistation i forhuset, som netop er blevet renoveret. Bagved blev bygningen til de to første brandbiler opført, og i lejlighederne ovenpå boede de to chauffører, som lige kunne hoppe på glidestangen og direkte ned til de to danskbyggede køretøjer, som var de første motoriserede brandbiler i Nordeuropa. Da brandstationen flyttede til Bernstorffsvej, overtog civilforsvaret bygningen ind til 1985 uden at ændre på noget som helst. Da brandmuseet skulle åbne året efter, hang de gamle branduniformer allerede på væggen, og de originale brandbiler står nu igen på de originale pladser. Men museet er ikke kun fortid – det har egen hjemmeside og er på både facebook, LinkedIn og Tripadvisor.
Gentofte Brandmuseum
Hellerupvej 5 b
2900 Hellerup
Telefon 39 62 89 22
www.gentoftebrandmuseum.dk
Åbent hver onsdag 10-14 med gratis adgang.
Museet åbnes for grupper med rundvisning for 300 kroner.
Besøg NORD’s Kultur butikker her:
Tak fra NORD og god vind, Hans!
Danmarks længst siddende borgmester, Hans Toft, har til manges store overraskelse valgt at stoppe midt i maj. Her i NORD Magasinet vil vi sige ham tak for det gode samarbejde og de mange interessante ture med ham rundt i kommunen.
Føles godt i hjerne og sjæl at skulle være borgmester
Michael Fenger, som bliver Gentoftes nye borgmester den 15. maj, har været medlem af kommunalbestyrelsen i 11 år, men havde bestemt ikke set i krystalkuglen, at han kom til at overtage borgmestertitlen.
Gentoftes bogbørser – idéen er en ”bestseller”
At en guidet tur på museum skulle udvikle sig til ideen om de populære bogbørser i kommunen, havde borgmester Hans Toft naturligvis ikke drømt om. Men her små ti år senere er de fem bogbytnings-skulpturer i kommunen stadig meget populære. De er ovenikøbet ved at formere sig med yderligere tre bogbørser, som giver mulighed for både genbrug og fællesskab.