Næste år er det 100 år siden, Skovshoved Idrætsforening fik sin første bane på Krøyersvej – 13 år efter foreningen blev stiftet. Borgmester Michael Fenger og NORD får en tur rundt i SIF, som især fokuserer på, at alle skal have mulighed for at dyrke deres sport i et godt fællesskab.
Det er eftermiddag og efterår. Døren til klubhuset bliver åbnet den ene gang efter den anden. En fodbolddreng i blåt tøj, en pige i nye knirkende tennissko sammen med sin mor og en endnu mindre, som er på vej over i badmintonhallen.
Lars Weis, som har været forretningsfører i SIF de sidste par år, lever op til klubbens slogan. På hans grå hættetrøje står der ”Én gang skovser”, som er første del af klubbens slogan, som naturligvis ender: ”altid skovser”.
Han har selv gået til fodbold og badminton i klubben som barn og er nu tilbage som leder, men er også selv aktiv i klubben.
Forretningsfører Lars Weis med klubbens logo. Skydeafdelingen befinder sig i kælderen. SIF’s badmintonafdeling har fostret mange stjerner. En af SIF’s gamle fodboldplakater.
En rundtur
Forretningsføreren er klar til at give borgmester Michael Fenger og NORD en tur rundt i klubben, som blev stiftet for over 100 år siden med en gruppe fodboldinteresserede unge mænd som primus motor.
I dag er her 2500 medlemmer i alle aldre. Klubben har afdelinger for fodbold, badminton, tennis og skydning, en balletskole har booket sig ind her, og man kan benytte motions- og spinningrum. Lars Weis håber, at klubben kan starte yogahold snart også.
Satser især på bredden
Det er vigtigt for klubben, at SIF er et sted, hvor alle kan komme og have det sjovt med deres sport. Man satser først og fremmest på bredden, og man kan starte her som helt lille og blive ved, lige til man ikke kan svinge sin ketsjer længere, drible bolden eller holde hånden sikkert, når man skyder. Her er også en meget populær seniorklub, hvor man kan komme og spille kort og mødes til socialt samvær sammen med gamle venner. Lars Weis giver udtryk for, at det også ligger SIF meget på sinde at skabe et miljø, hvor de unge kan opholde sig med deres venner.
Brug for frivillige
For at det kan lade sig gøre, er der brug for frivillige. Som fodboldafdelingen skriver på sin hjemmeside: Skovshoved IF Fodbold er drevet af frivillige kræfter, det er glade amatører med SIF hjerteblod, frivillige forældre og andre ildsjæle, og der ligger mange timer i klubben for at få enderne til at mødes.
Tennisafdelingen er en af de største i Danmark og har medlemmer i alle aldre. En balletskole holder også til i klubben.
Tilknytning er vigtig
Borgmesteren er helt på linie med klubbens mission.
– Det vigtigste for Gentofte Kommune er, at vi har nogle klubber, der tager sig kærligt af bredden, for det er os allesammen igennem hele livet – og det betyder noget at have et sted, hvor man føler tilknytning, som vi også ser det her. Kommunen har ikke store, dyre fodboldstadions eller støtter eliten direkte, som man måske gør i provinsen. Klubberne kan naturligvis vælge, om de ønsker eliteafdelinger, men den økonomi må de selv klare.
Siffen
Husets hjerte er Siffen, restauranten på 1. sal, som man når frem til gennem gangen med klubbens anegalleri. Restauranten er både for medlemmer og også et populært sted for lokalområdet.
SIF blev stiftet i 1909, fordi de lokale drenge kun havde tilfældige græsplæner at spille fodbold på, og Skovshoved Skoles viceinspektør Magne Kjems, som senere blev SIF’s formand, foreslog drengene at skrive til kommunen for at få lov til at bruge skolens fodboldbane – og sådan blev det. Foreningen blev stiftet i juni samme år. De første mange år var der ikke mange faciliteter, men bare en bane at spille på. I 1922 kunne klubben rykke over på Krøyersvej, hvor de til at begynde med havde en enkelt fodboldbane.
Besøg NORDs kultur butikker her:
Kultur / rundt i kommunen med borgmesteren
Den hvide, funktionalistiske Dysse-gårds-kirke ligger majestætisk højt placeret på Dyssegårdsvej. Den ligger tæt sammen med skole og bibliotek og midt i et villakvarter, som hovedsagelig blev udbygget lynhurtigt i løbet af et tiår fra slutningen af 1920’erne til midt i 1930’erne, dengang Dyssegårdens jorde blev udstykket.
Rundt i kommunen med borgmesteren – Byens Hus vi skaber sammen
Sjældent har et navn passet så godt som ‘BYENS HUS’ med tilføjelsen ‘vi skaber sammen’. Dermed er hele værdigrundlaget og visionen på plads. Det her hus er for alle, og alle kan være med til at forme og fylde på indholdet. Meld dig på banen, hvis du har specifikke ønsker til, hvad der skal foregå, for alt er ganske nyt endnu. Huset er i den grad stadig under udvikling – og det skal det blive ved med at være.
Rundt i kommunen med borgmesteren – Ordrupgaards samtidskunst, lige til at lege i
Spejllabyrinten, bambusinstallationen, vejr-værket og den øvrige samtidskunst af høj karat i Ordrupgaards Kunstpark og Kunstlegeplads inviterer børn og voksne til at lege og opleve hele efteråret. Museet i øvrigt er lukket, mens det nye underjordiske anlæg, Himmelhaven, tager form. Borgmester Hans Toft og NORD tog en rundtur.