Vælg en side

Der findes flere tusinde science centre i verden, men kun Experimentarium er med på Time Magazine’s liste over de 100 bedste og mest innovative oplevelser på kloden. Borgmester Hans Toft, som er begejstret for at oplevelsescentret ligger i Gentofte, tager på besøg med NORD.

Miniverset, Sansetunnelen, Lys-labyrinten, Bobleriet, Bygge-pladsen, Stranden, Puls Torvet, Energizonen. Det er nogle af Experimentariums 18 inter-aktive udstillinger, hvor børn i alle aldre kan få fodret nysgerrigheden og komme helt tæt på videnskaben. Her leger man sig til viden om vand, lys, lyd, energi, vind og meget mere.

Målet lykkedes

Administrerende direktør Kim Gladstone Herlev  tager imod borgmester Hans Toft og NORD i ankomsthallen, hvorfra familier med mindre børn fordeler sig rundt i huset her midt på eftermiddagen. Borgmesteren når lige at snakke med et par børn og familier, før direktøren fortæller os, at målet var at komme i absolut verdensklasse, da Experimentarium genåbnede i Hellerup for to år siden efter at have fordoblet sin plads i det nybyggede science center i Tuborgs gamle sodavandstappehal.

Medarbejderne spurgte direktøren, hvad han egentlig mente, når han talte om verdensklasse, men nu er det lykkedes over al forventning. I efteråret kårede Time Magazine Experimentarium til et af de 100 oplevelsessteder, som er verdens mest innovative og trendskabende, når det gælder om at skabe interaktive oplevelser, som er en rejse værd.

Ved at revne af stolthed

Det er første gang, TIME Magazine laver listen, ’World’s Greatest Places’, som har oplevelser med fra 48 lande og fra seks kontinenter på en liste, som også tæller både restauranter, forlystelsesparker og meget andet.

Foruden Experimentarium er to andre danske oplevelser – Tivoli og Noma – med på verdenslisten.

– Vi fik besked dagen før offentliggørelsen, og vi var ved at revne af stolthed. Det er jo som at få tre Michelin-stjerner, siger han. Ud over at være et fantastisk skulderklap, betyder pladsen på listen også, at der kommer mange internationale gæster, har Experimentarium kunnet mærke.

Formidlingen ligger i designet

– Noget af det, som gør os til verdensklasse, er, at vi har en unik måde at lave interaktive udstillinger på. Hver udstilling har sit helt eget design, som omslutter et tema. Når det handler om sæbebobler, går man fx ind i en kæmpestor sæbebobbel – så man får den fornemmelse, at nu er vi inde i en verden, der handler om sæbebobler. Når det handler om vand, har vi stranden liggende omsluttet af en strandbro, og sådan går man ind i 18 forskellige verdener, fortæller Kim Herlev.

Med andre ord betyder designet rigtig meget for Experimentarium.

– Hele formidlingen ligger i designet. Vi har en udviklingsafdeling, som består af skæve hoveder, der kan tænke anderledes – både designere, grafikere, konstruktører og håndværkere. Hele fløjen derovre er værksteder, hvor vi bygger alle vores udstillinger. Det er unika det hele, ikke kopier af andres udstillinger, siger han. Vi får lov til at stikke hovedet ind i værk-stederne, hvor medarbejdere er ved at pakke udstillingen ned, som skal sendes til Hong Kong.

Noget nyt hvert år

Vi bevæger os op ad de ret flade trappetrin og kan kigge ud over første etages udstillinger. De permanente udstillinger lever typisk syv år, men bliver skiftet ud løbende, og der er noget nyt hver eneste år. Den store nye udstilling i år er himmeltrappen på taget, hvor der også kommer en maritim udstilling med udsigt over Øresund.

Dertil kommer en særudstilling hvert år. I år er det den store udstilling Body Worlds, hvor man i bogstaveligste forstand kommer under huden på  de plastificerede menneskekroppe. Her oplever man på en meget tydelig måde, hvordan kroppen er bygget op og fungerer, hvordan den ældes, og hvordan livsstil indvirker.

Efter en lille time må Hans Toft videre til næste møde, og Kim Gladstone Herlev går tilbage til sit arbejde. NORD’s fotograf og journalist kan dog ikke helt løsrive sig, men må en tur gennem Body Worlds for at se på de både frastødende og fascinerende kroppe.

Experimentarium – dengang og nu

Tiden var moden til en anden type formidling, da Experimentarium åbnede i 1991 i Tuborgs gamle sodavandstappehal. Børn og unge skulle have mulighed for at lege sig til viden om naturvidenskab. De skulle have mulighed for at være aktive og ikke bare læse og lytte til, hvad andre fortalte. Det skulle være sjovt at blive klogere.

Experimentarium havde fået 20 års gratis leje, og da udløbstiden begyndte at rykke nærmere, var Carlsberg ikke interesseret i at forlænge den. Tiderne havde ændret sig, og nye bygninger var begyndt at skyde op på Tuborgs gamle område, hvor der før nærmest var en pløjemark og en lille færge til Landskrona. Experimentarium undersøgte andre muligheder – bl.a. at flytte til Ørestaden, men Gentofte Kommune og Hans Toft ville gerne beholde Experimentarium i kommunen og støttede i 2008 købet af bygningen sammen med et antal store fonde.

“Vi syntes, Experimentarium skulle blive ved at ligge her, fordi det er et helt unikt sted i bredeste forstand for nysgerrighed, læring og leg. Og så hænger det godt sammen med hele vores skolevision, som har overskriften “læring uden grænser”. Man kan ikke forestille sig noget mere grænseoverskridende også i henseende til almindelig lærdom, hvor man kan få fantasien, nysgerrig-heden og decideret læring ind, siger han.

I 2014 lukkede det nedslidte Experimentarium i Hellerup og åbnede midlertidigt på Papirøen. De næste tre år gik med at bygge et helt nyt science center med genbrug af dele af den gamle tappehal. Der var mange forhindringer undervejs, bl.a. en brand og giftstoffer i den gamle tappehal, men for to år siden genåbnede man.

Arkitektfirmaet Cebra har brugt naturvidenskab og teknologi som inspiration i byggeriet – bl.a  den såkaldte Helixtrappe i ankomst-området, som er inspireret af DNA-molekylers spiralform. Den spektakulære trappe beklædt med kobber er 17 meter høj, 100 meter lang og 160 ton tung.

Tappehallens historie og funktion er også nærværende. Bl.a. er halvdelen af de 28 tons aluminium, som er brugt til facaden, gen-
anvendte øl- og sodavands-dåser.

Experimentarium er i dag en almennyttig fond båret oppe af entréindtægter og tilskud fra især fonde.

Besøg NORD's Rejsebutikker her:

Redaktøren anbefaler A Dresscode

Redaktøren anbefaler A Dresscode

Nords redaktør Rina Mardal forelskede sig i Address’ søster-restaurant mellem Nordhavn og Langelinie: “Ligesom mange andre i området har jeg også taget Address i Tuborg Havn til mig.” Ligesom mange andre i området har jeg også taget Address i Tuborg Havn til mig. Skabt af trekløveret Kim Hansen, Tilde Christiansen Olsen og Jilly Høi, som igennem flere år har gjort Address til et af vores foretrukne mødesteder med kvalitetsgastronomi på tallerknerne, liflige dråber i glassene og en helt særlig stemning.

læs mere
Kvalitet og fællesskab for cykelentusiaster

Kvalitet og fællesskab for cykelentusiaster

Velespit House, også kendt som Velohouse, er et dansk firma med fokus på cykler, cykelkultur og gode oplevelser på to hjul. Med passion for kvalitet og funktionelle løsninger henvender Velohouse sig til både den erfarne cyklist og dem, der ønsker at gøre cyklen til en større del af hverdagen. Hos Velohouse handler cykling om mere end blot transport – det handler om frihed, motion, fællesskab og glæden ved at komme ud på vejene. Virksomhedens mekanikere specialiserer sig i elcykler, landevejscykler og mountainbikes og servicerer alt inden for Shimano, Bosch, Enviolo, Rohloff og Pinion.

læs mere
Holte – byliv i balance

Holte – byliv i balance

Holte kombinerer lokalt butiksliv, natur og kultur i en by, hvor hverdagen er i fokus. Med stærkt lokalt engagement og kort afstand til København udvikler byen sig som et levende centrum i balance mellem byliv og ro. Butikslivet er præget af lokale initiativer langs Kongevejen, hvor man finder alt fra bagerier og designbutikker til eksklusive mærker. Restaurantscenen byder på libanesisk hjemmekøkken hos Babel og autentisk italiensk hos La Vecchia Enoteca. Dertil eksklusive adresser som Gudnitz Copenhagen med lejekjoler, Heart Second Hand med luksusvintage og Unika:K med håndlavet keramik. Holte er med andre ord en by i udvikling.

læs mere
Bruun Rasmussen: Når stor arv møder ny energi – Med Janne Moltke-Leth

Bruun Rasmussen: Når stor arv møder ny energi – Med Janne Moltke-Leth

Bruun Rasmussen er ikke en hvilken som helst virksomhed. Det er et brand, der i årtier har været forbundet med ekspertise, kvalitet og kulturhistorisk tyngde. Der er virksomheder, man ikke bare arbejder med, men som man bærer med sig – og Bruun Rasmussen er en af dem. Da NORD mødtes med administrerende direktør Janne Moltke-Leth for at blive klogere på virksomheden og hendes retning, stod én ting hurtigt klart: Hun er et menneske med et sikkert blik, et glimt i øjet og en bemærkelsesværdig ro i sit lederskab. Hun fylder rummet – ikke med støj, men med retning.

læs mere

⚠️
ALERT: Indhold er beskyttet.
Kopiering og højreklik er deaktiveret på denne side.

Bliv opdateret på 5 minutter hver måned!

Få NORD Magasinets nyhedsbrev tilsendt helt gratis hver måned med nyheder, konkurrencer, tilbud, gode spisesteder, make-over og mange kulturoplevelser.
Tilmeld nyhedsbrev