I Finn Juhls hus går arkitektur, design, farver og kunst op i en samlet enhed.
Hans Toft kigger sig begejstret omkring i den smukke, luftige stue i Finn Juhls hus. Det ligger i Ordrup Krat og har siden 2008 været åbent for offentligheden som del af Ordrupgaard museum.
Her er vi omgivet af det ene designikon efter det andet – møbler som de senere år er gået for svimlende summer på auktioner. Ganske forståeligt for de står nærmest som skulpturer i et rum. Og alt er af Finn Juhl – f.eks. den lille to-personers sofa Poeten og Høvdingestolen.
Eksempel på dansk modernisme
Huset stod klar i 1942 og er et af de få, Finn Juhl selv tegnede, men også møbler, skåle og stel er hans eget design. I dag står det hele som et smukt eksempel på dansk modernisme sammen med de fine malerier og kunstværker af f.eks. Vilhelm Lundstrøm, Asger Jorn og Erik Thommesen, som han anskaffede sig. Hans møbler indgik altid i kunstnerisk sammenhæng med andres kunstværker, som var en stor inspiration for ham.
Samlet kunstværk
-Husets ydre og indre arkitektur, hans smukke interiør og sammenhængen skabt med andre kunstnere – det hele hænger sammen, siger borgmesteren. Han kigger sig interesseret omkring og snakker lidt med de øvrige besøgende, som han altid gør, når han færdes ude i kommunen.
Overordnet glæder han sig og er stolt over de mange store møbelarkitekter der har boet i Gentofte.
-Det gælder blandt andre Arne Jacobsen, Hans J. Wegner, Poul Kjærholm, PH og Børge Mogensen.
Finn Juhl boede i sit hus ind til han døde i 1989, og hans kone Hanne Wilhelm Hansen blev derefter boende ind til hun døde i 2003. Fem år senere lykkedes det via en flot donation fra Birgit Lyngbye Pedersen at åbne huset som museum.
Finn Juhls hus er en del af Ordrupgaard og er åbent for publikum hver weekend samt helligdage kl. 11-16.45.
Ordrupgaard
Vilvordevej 10
2920 Charlottenlund
www.ordrupgaard.dk
BLÅ BOG
Finn Juhl (1912-1989) var uddannet arkitekt, men er især kendt for sine smukke møbler, som i dag måske er mere populære end nogensinde – flere og flere af dem bliver nu igen produceret. Men allerede i 50’erne vakte de opsigt på grund af deres svungne, skulpturelle former, som stod i modsætning til tidens mere stramme stil. I 1950 blev han udpeget til at indrette Formynderskabsrådets sal i FN-bygningen i New York. Det gav ham et gennembrud i USA, og det næste tiår var hans storhedstid.
Besøg NORD’s Kultur butikker her:
Rundt i kommunen med borgmesteren – nordisk samarbejde, kunst, kultur og viden
Mange af os tænker måske konference, hotel eller restaurant, når vi hører Schæffergården nævnt. Men stedet er meget mere end det. Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde er ejer, og her er historie, møbelarkitektur, kunst og gratis nordiske kulturarrangementer åbne for alle. Og så er her også på andet år en stor inspirerende køkkenhave, hvor du kan købe grønt i sæsonen.
Kultur / rundt i kommunen med borgmesteren
Den hvide, funktionalistiske Dysse-gårds-kirke ligger majestætisk højt placeret på Dyssegårdsvej. Den ligger tæt sammen med skole og bibliotek og midt i et villakvarter, som hovedsagelig blev udbygget lynhurtigt i løbet af et tiår fra slutningen af 1920’erne til midt i 1930’erne, dengang Dyssegårdens jorde blev udstykket.
Rundt i kommunen med borgmesteren – Byens Hus vi skaber sammen
Sjældent har et navn passet så godt som ‘BYENS HUS’ med tilføjelsen ‘vi skaber sammen’. Dermed er hele værdigrundlaget og visionen på plads. Det her hus er for alle, og alle kan være med til at forme og fylde på indholdet. Meld dig på banen, hvis du har specifikke ønsker til, hvad der skal foregå, for alt er ganske nyt endnu. Huset er i den grad stadig under udvikling – og det skal det blive ved med at være.