Har du også fulgt Holger Rune i sommerens nervebidende tenniskampe? Vi fangede det unge stortalent på farten mellem verdensturneringer og bopælen i Monaco, og fik en snak om tennis og om at leve sit drømmeliv.
Hvordan var din opvækst?
Jeg er jo født i Skovshoved, og jeg håber mine forældre beholder mit barndomshjem, der huser rigtig mange gode minder. Det er jo et rigtig hyggeligt område med vand og skov lige om hjørnet, og begge dele brugte jeg meget som lille. Jeg gik i skovbørnehave, så jeg var tre år i skoven hver eneste dag.
Hvilke skoler har du gået på?
Det meste af min skoletid gik jeg på Skovshoved Skole. Den lå meget tæt på vores hus og Skovshoved Tennisklub, der blev mit yndlings hang-out efter skole. I 8. klasse havde jeg for meget rejseri med min tennis, og blev flyttet til Bakkegårdsskolen, der var mere gearet til elitesportsbørn. Jeg var dog glad for begge skoler.

Hvorfor tennis?
Da min søster startede til tennis, ville jeg også gerne spille. Jeg måtte dog først starte, da jeg var 6 år, så jeg hyggede mig med at kigge på. Jeg tror, jeg allerede kunne spille tennis oppe i mit hoved, inden jeg endelig kunne starte to gange om ugen i en hal med minitennisnet og børn overalt. Jeg elskede det, og hver weekend hev jeg min søster med på tennis-anlægget i Skovshoved.
Hun var bedre end mig, og jeg kæmpede som en gal for at slå hende. Jeg spillede også fodbold, men da jeg endelig måtte starte til tennis, var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg bedst kunne lide. Jeg er klart mere en single-spiller end en holdspiller. Det er kun min indsats, der gør om jeg vinder eller taber. Det er også hårdt, når man taber, når man er alene, men i det mindste kan man kun bebrejde sig selv og arbejde på at blive bedre.
“– Jeg er klart mere en singlespiller end en holdspiller. Det er kun min indsats, der gør om jeg vinder eller taber. Det er også hårdt, når man taber, når man er alene, men i det mindste kan man kun bebrejde sig selv og arbejde på at blive bedre.”
Din mor er også din manager?!
Jeg kan godt lide, at min familie hjælper mig. Jeg ved jeg kan stole 100 procent på dem, og jo højere jeg kommer op ad ranglisten, des mere betyder det, at jeg kan stole på folk. Der er mange penge i sport, og med min familie ved jeg, at de altid tænker i min interesse før noget andet. Da jeg var mindre var det jo, også fordi det var ret hyggeligt og en luksus, at min mor gav sig tid til at rejse med mig.
Går du glip af et almindeligt ungdomsliv?
Jeg har tænkt over det, og jo mit liv er anderledes og så alligevel ikke. For hvis man tager en på min alder, der virkelig brænder for noget, så elsker man jo at bruge tid på det. Det er jo det, der fylder ens tanker og univers. Og så siger man nej til en masse ting, men man gør det jo, fordi man virkelig gerne vil bruge sin tid på det, man brænder for. Så i virkeligheden tror jeg ikke mine tanker er så meget anderledes. Jeg rejser mere end de fleste, og den livsstil skal man kunne lide, og jeg synes, det er fedt at komme rundt i verden og møde nye mennesker og kulturer.
Er der også tid til at slappe af?
Jeg slapper rigtig godt af i Monaco. Der er fred og ro, og jeg kan koble helt fra. Jeg glæder mig dog til min lejlighed i Nordhavn bliver færdig, for selvom jeg har det fantastisk med hoteller, så er der alligevel noget over at have sit eget hjem. Det giver én god ro i hovedet.
Hvorfor bor du i Monte Carlo i Monaco?
Fordi de fleste ATP-spillere bor der, og som betyder, at der altid er nogle at træne med på det niveau, jeg skal træne på. ATP har også kontor i Monte Carlo, så de ved hvem, der er hjemme mellem turneringer og hjælper med baner, bolde, sætte træning op m.m. Og så er vejret jo dejligt. Dvs. jeg kan træne ude hele året, og da majoriteten af turneringerne spilles udendørs – på nær i oktober og november – så er det rart at kunne træne under de samme forhold. Og så er jeg jo kommet i Sydfrankrig siden jeg var 12 år, da jeg trænede på Mouratoglou (fransk tennisakademi. Red.), så helt fremmed var området ikke.
Tennisåret 2023?
Jeg er glad for mine finaler i Monaco og Rom Masters 1000, og at jeg forsvarede min titel i München. Det var første gang, jeg prøvede at forsvare en titel, og det er ret vigtigt at kunne senere hen, når man skal forsvare de store titler. Mine kvartfinaler i Roland Garros og Wimbledon gjorde ondt: Jeg ville gerne mere. Nu kommer US Open. Det skal blive godt!
Og tennisåret 2024?
Jeg tror 2024 bliver kæmpestort. Det er min helt klare fornemmelse. Der er ingen tvivl om, at jeg har lært meget i år. Mange turneringer var første gang for mig, og jeg har tanket meget erfaring. Man glemmer måske, at jeg kun har spillet professionelt i to år. Der har været meget nyt. Og al den erfaring jeg har fået, glæder jeg mig til at bruge.
Blå Bog
Holger Vitus Nødskov Rune er født 29. april 2003. Voksede op i Skovshoved med sin mor Aneke Rune, far Anders Nødskov og storesøster Alma Rune, som er en efterspurgt fotomodel. Professionel tennisspiller og en del af den unge generation af ATP-spillere. Hans højeste rangering er nr. 5 på verdensranglisten. Han bor til daglig i Monte Carlo i Monaco.
Signe Orlandi: Fra knokleri til frihed
Signe Orlandi har selv levet et liv, hvor succes blev skabt gennem konstant præstation. I dag lever hun fra et andet sted – et sted hvor intuition, bevidsthed og indre lederskab sætter retningen. Med afsæt i sin filosofi om Gudindeskab arbejder hun med det, der ikke altid kan forklares, men som kan mærkes: de indre vibrationer, der former måden vi skaber liv og virkelighed på. Signes arbejde kredser om at slippe knokleriet – og i stedet manifestere fra lethed. Et nyt perspektiv på succes, der begynder indefra.
Motum Care: Bliv smertefri og få ny energi
Når kroppen siger fra, handler det sjældent kun om kroppen. Hos Motum Care i Charlottenlund mødes sundhedsfaglig ekspertise, personlig udvikling og menneskelig forståelse i en helhedsorienteret tilgang til dig og dit liv. Smerter, stress, en skade eller manglende energi kan påvirke langt mere end kroppen – og derfor tager Motum Care udgangspunkt i hele mennesket, ikke blot i symptomet. Under ét tag samles dygtige behandlere og specialister med et fælles mål: at skabe de bedste forudsætninger for sundhed, trivsel og livskvalitet – gennem fysioterapi, kropsterapi, coaching, genoptræning og wellnessmassage skræddersyet til den enkelte.
Efterårstendenser – fra Stenströms Flagship Store
Indehaver Jesper Petersen glæder sig til at præsentere en markant dobbeltradet rulamsfrakke til herrerne, mens Tina Dawall ser frem til jakkesættet i sildebensmønstre til damerne. Efterårets kollektion hos Stenströms Flagship Store byder på klassiske jakkesæt i brun og bordeaux, lange nederdele med let vidde, silkeskjorter i nye farver og cashmere i alle afskygninger – strik, rullekraver, veste og poloer. Til november inviteres kunderne til det populære mål-arrangement, hvor skjorter sys efter mål. Samtidig udvides den eksklusive 1899-skjortekollektion med flere detaljer og endnu flere muligheder for den perfekte, skræddersyede skjorte.






