Vælg en side

For et par år siden lå Pavillonen ved Charlottenlund station øde hen. Nu er den blevet lokalt samlingssted for fællesskaber og arrangementer med natur og hverdagsomstilling som omdrejningspunkt. NORD tog på besøg med borgmester Michael Fenger.

Da den lille ottekantede Pavillon ved Charlottenlund Station summede af liv inde og ude på Gentoftenatten – med jazz – musik, svampeworkshop og masser af mennesker, som kiggede forbi – var Karen Leth og Mille Brink, Pavillonens daglige ledere, nærmest lykkelige.

En drøm er blevet til virkelighed. Pavillonen er nu afsæt for lokale fællesskaber. En rigtig god idé, synes borgmesteren.

Kultur- og naturhus

Nu kunne de se deres drøm om at gøre Pavillonen til et kultur- og naturhus med bæredygtighed i centrum blive til virkelighed. Det har været hårdt arbejde at nå hertil, og det var et kærkomment energiboost til de to kvinder, som samarbejder med foreningen Danmarks Mindste Forsamlingshus, skabt af lokale ildsjæle. Det er en uafhængig forening med FN’s verdensmål som grobund, som ønsker at skabe et blomstrende mødested.
– Stedet er for alle – fra vugge til grav og alt ind imellem – som har lyst til at deltage eller komme med ideer. Vi ønsker at skabe borgerdreven aktivitet i lokalsamfundet, understreger kvinderne.

  Alt er malet med naturmaterialer og indretningen er genbrug.

 Genbrug og naturmaterialer

Borgmester Michael Fenger og NORD Magasinet er taget på kaffevisit i Pavillonen. Mens fotografen suser rundt for at forevige den fine Pavillon malet med lermaling og linolie og indrettet udelukkende med gen-brug, får vi en snak om stedet. Indendørs kan man dække op til 30 mennesker ved langbord – og udendørs i stationshaven er der hyggelige kroge, legetøj, planter, kompost og udviklingspotentiale og masser af drømme.

Mille Brink (tv.) og Karen Leth er de daglige ledere. Her står de i den gamle billetluge fra dengang Pavillonen var billetsalg til S-toget.

Platform for fælleskaber

Det er ikke længe side, borgmesteren var her sidst. Han synes, de har realiseret noget meget imponerende på den korte tid.
– Vi har alle brug for at være del af noget, og det her sted er en platform for fællesskaber, siger han.
– Vi er godt i gang, men ikke i mål endnu. Der skal ske alt mulig kultur inde i huset og alt mulig natur udenfor, lyder det.

Lejer ud til sammenkomster

Folkene bag pPavillonen har søgt private fonde og forskellige puljer i kommunen, fx Bæredygtigt Gen-tofte, og har fået både midler og hjælp, men har også selv skudt penge i projektet. For at få det til at løbe rundt og samtidig skabe et anderledes mødested i området, lejer de Pavillonen ud til møder, middage, fødselsdage mm. – men ikke til vilde fester.

Kom bare forbi

Foreningen holder åbent hver torsdag eftermiddag, hvor børn med deres voksne kan komme og lege og hygge sig, og foreningsaftenen den første torsdag i måneden, hvor man er velkommen til at komme forbi. Her i efteråret har der foruden svampejagt været æblemostarrangement og teater for de mindste, og fra nu og op til jul kommer Seidlers sensorium, som laver sanseture i skoven, og der er både juletræstænding, musikalske nissefortællinger for de mindste mm.

Her skal de grønne strategier blive til konkret, lokal handling.

Læs mere og tjek programmet på www.pavillonencharlottenlund.dk eller følg med på Instagram.com/pavillonencharlottenlund

Besøg NORD’s Kultur butikker her:


error: Indhold er beskyttet.