Vælg en side

Nu er det endelig sommer, og selv om solen sjældent skinner fra en skyfri himmel tre måneder i træk, så bliver det i år ’en rigtig dansk sommer.’ Sådan helt bogstaveligt talt så bliver vi hjemme. For selv om vi godt kan rejse, så er der stadig usikkerhed forbundet med corona og ferie i udlandet. Og hvem gider gå rundt i Rom med mundbind på i 30 graders varme?! Vi har på NORD knoklet for at sammen­sætte årets store sommernummer på 261 sider med en masse skøn inspiration fra hjemlige himmel­strøg.

Vi nyder travlheden på NORD, fordi det betyder, at magasinet vokser. Og det er vokseværk på flere parametre. Butikkerne efterspørger 300-500 flere magasiner til deres kunder – jer læsere – så vi har øget vores oplag. Stadig pakket i folie, fordi vi tænker på jeres ve og vel.

De seneste udgaver er også blevet postomdelt i alle hovedgaderne i Gentofte, Charlottenlund, Ordrup, Hellerup og Tuborg. Og så udvider vi områderne. NORD er nu i Nordhavn og på Langelinie. I dette nummer kan du lære en masse om Nordhavn, som har været på en fantastisk forvandling-srejse fra industrihavn til en sprudlende bydel med spændende madsteder, kreative ildsjæle og gode butikker.

Havne spiller en stor rolle for os i NORD. Og det gør det også for vores nye borgmester Michael Fenger, som vi har været en tur i Hellerup Sejlklub med til vores bådtema. Samtidig siger vi farvel til Hans Toft, som har vist os sine lokale yndlingssteder i syv år.
Et samarbejde, vi har været utrolig glade og taknemmelige for. Nu får Michael Fenger stafetten. Og det glæder vi os også til.

Kan du lide et godt tilbud og chancen for at vinde fine gaver? Så deltag i konkurrencer på Facebook og Instagram. Tilmelder du dig nyhedsbrevet, får du lokal inspiration og rabatter retur.

Nyd sommeren – også i gummistøvler og en lun trøje!
Rina Mardahl
Chefredaktør


error: Indhold er beskyttet.