Vælg en side

Dennis Knudsen har trænet sig selv op fra scratch, så han i foråret kunne gennemføre verdens hårdeste ironman på Lanzarote igen. Det er efterfølgende blevet til flere ironmans for den kendte frisør og makeupartist, som går all in, når han sætter sig et mål.

Se godt på før- og efter-billedet af Dennis Knudsen her på siderne. Det er ikke til at forstå, at det er den samme mand. Men det er det og faktisk kun med fem måneders forskel.

– Jeg var blevet 55 år og kunne godt se, at det gode liv havde sat sine spor, men det var, hvad der foregik indeni min krop, som fik mig op af stolen.

Dennis Knudsen, som ikke behøver den store præsentation, for det er efterhånden mange år siden, han slog sit navn fast som eksklusiv
københavnerfrisør og anerkendt frisør og makeupartist på tv- og filmproduktioner, fik sidste år et lægetjek, som afslørede flere
livsstilsskavanker.

– Jeg slog ud på alt det dårlige, der kan føre til sukkersyge og hjertekarsygdomme, med forhøjet blodtryk, kolesterol og levertal.

Træning fra scratch

Dennis tonede rent flag til pressen og på sociale medier, og trak en kold januar morgen i træningstøjet. Målet var verdens hårdeste iron-man på Lanzarote i maj.

– Det var sindssygt hårdt til at starte med. Men jeg havde prøvet det før, så jeg vidste, at selvom jeg lagde ud med sølle tre kilometers løb, så kunne jeg godt.

Dennis har nemlig fem ironmans bag sig. Det første foretog han for 20 år siden, og de andre har han taget senere, for han har fundet ud af, at det er en effektiv måde for ham at komme i form på. Superform er ikke en underdrivelse, når han denne gang også tabte sig 13 kilo.

– Jeg har det sådan, at når man råber højt om noget, man vil, så skal man altså også gennemføre det, og dét er mit drive. For det er min faste overbevisning, at man altid kan ændre sit liv, hvis man vil.

Livsnyderens transformation

For Dennis kan sagtens det modsatte. Spise god mad, drikke vin og være den sidste, der går hjem fra festen, og sådan ser hans liv også ud i lange perioder. Men han ved også godt, at hvis han vil have det godt med sig selv og sin krop, så kan han ikke bare lade stå til.

– Når jeg ser mig selv i spejlet i dag, så kan jeg ikke lade være at smile. For jeg ser jo godt ud!

Vejen til Dennis’ trænede krop betyder cirka 15-20 timers løb, cykling og svømning hver uge og sund kost. Men han er ikke fanatisk.

– Jeg spiser masser af grønt og kød, men kan sagtens købe det som takeaway, fx alle de lækre salater, der findes. Jeg er heller ikke blevet afholdsmand, men jeg kan godt have en alkoholfri måned.

Overskud og ny kreativitet

Ud over den kropslige transformation, hvor alt det usunde fedt er forbrændt, så nævner Dennis også en bedre søvn, han er blevet gladere og har generelt fået større overskud.

– Når man træner så meget, som jeg gør, så får man virkelig ryddet op i stress og negative tanker. Og efter lidt tid begynder alle de gode ideer og kreative løsninger at pible frem, og det elsker jeg simpelthen, lyder det fra Dennis, som er på vej til sin næste ironman og et nyt samarbejde med Zentropa. Dennis har nemlig skrevet en spille-film, som han også selv skal instruere, og flere af filmmanuskriptets gode ideer er blevet til under træningen.

Dennis Knudsen lige nu
Arbejder i sin eksklusive salon i Studiestræde i København. Sælger hår- og hudpleje-produkterne Dennis Knudsen i Bilka, Føtex og Netto og har netop lanceret en ny Dennis Knudsen Private eksklusiv skønhedsserie. Spillefilmen med Zentropa handler om tidens selfie-generation, og pt. er man er i gang med at søge finansiering til den.


error: Indhold er beskyttet.