Rundt i kommunen med borgmesteren – Øregaard Park anlagt til lyst og nydelse

Øregaard Park blev for præcis 100 år siden åbnet for offentligheden. Mere end 100 år tidligere blev den anlagt som privat have i romantisk engelsk stil til den fine sommerresidens Øregaard. Her skulle ejerne nyde livet og omgivelserne langt ude på landet. NORD er gået en tur i parken med borgmester Hans Toft. Museumsdirektør Sidsel Søndergaard var guide på turen.

Øregaard Park er for mange en dejlig oase, de besøger igen og igen. Lokale soler sig og går tur med hunden, børnefamilier ser til hejren og svanen ved søen eller giver ænderne mad. Museumsgæster går en tur rundt i parken, når de har været inde på Øregaard Museum, og nogle nyder en frokost i museets fine café. Og masser af børn elsker at komme på kunstlegepladsen i det nordlige hjørne ud til Strandvejen.

Tidligt på foråret skal man et smut om parken for at tjekke græsplænen, som er fyldt med gule og lilla krokus, og i slutningen af maj og ind i juni blomstrer de mange, kæmpestore rhododendron rundt omkring i parken i hvide, lyserøde og lilla farver. Nogle af planterne er så store, så man kan gå rundt under dem.

Etableret før rhododendronens tid

De smukke rhododendron er dog ikke en del af den oprindelige park. De blev nemlig først hjembragt til Europa fra Østen i løbet af 1800-tallet og kom på mode længe efter Øregaard blev opført.

– Men hvis storkøbmand Johannes Søbøtker, som fik bygget landstedet og anlagt haven i 1806, havde haft adgang til rhododendron, havde han måske også fået dem plantet; for deres bløde, naturlige look og smukke farvepragt gjorde dem hurtigt til efterspurgte planter.

Det mener museumsdirektør Sidsel Søndergaard, som går en tur rundt i parken med borgmester Hans Toft og NORD på en smuk og varm sommerdag. En af parkens gæster er en pige med handelstalent, som inviterer os hen for at købe saft og kage, og et par andre hold gæster får sig en snak med en yderst veloplagt borgmester, som også går på jagt efter det træ, han for 15 år siden var ude for at plante sammen med vælgerforeningen.

Fransk arkitekt

I store træk ser haven stadig ud, som da den blev anlagt af den franske arkitekt Joseph-Jacques Ramée, som byggede den smukke sommerbolig til familien Søbøtker. Han tegnede en række private landsteder for velhavere, deriblandt en ombygning af Sophien-holm, og det var ham, som bragte den franske klassicistiske stil til Danmark – en mere enkel stil i rene linier.

Se film

Hot havestil

Den landskabelige park i engelsk stil anlagde han som et moderne statement med slyngede stier i kanten, en kunstig, udgravet sø formet som en flod og afvekslende beplantning – sådan som det var det hotteste i Europa på den tid, når rigmænd ville vise, at de havde magt over tingene. Egetræet, den store blodbøg og de store takstræer i nærheden af caféen stammer tilbage fra, da parken blev anlagt, kan man se på en tegning fra 1820’erne.

Pittoresk og stimulerende

Museumsdirektøren fortæller om haven: Man skal forestille sig, at haven var omringet af et landskab af marker og strandenge, for ejendommen gik helt fra Øresund til der, hvor jernbanen ligger i dag, og fra Tranegårdsvej og lidt længere end til Duntzfelts Allé, så vi var langt ude på landet på det tidspunkt. Haven skulle være et stykke civiliseret natur, som var tilrettelagt, så den blev pittoresk og stimulerende at bevæge sig rundt i. Man lagde nogle store linier ind i den landskabelige have og skabte nogle situationer som et vildnis, en grotte osv. Man skulle ikke kunne overskue parken fra ét punkt, men gå rundt og opdage den – fx grotten ude i søen, som er et typisk romantisk indslag for den tid. Som parken ser ud nu, er den næsten for åben med lange kig nogle steder, hvor det ville være godt at få blokeret blikket, så man kan gå på opdagelse og tænke, hvad sker der bag det buskads.

De velhavende ejere

I løbet af de første 110 år ejede flere velhavende familier den flotte ejendom og haven, hvor masser af børn har boltret sig. Ejerne var fx Joseph Hambro og hans søn Carl Joachim Hambro og A.N. Hansen, som et par af alléerne ned til sundet er blevet opkaldt efter. I 1917 solgte enkefrue Ohlsen bolig og park til Gentofte Kommune for 1,7 millioner kr. under forudsætning af, at hus og park blev bevaret. Kommunen kunne bevare parken og udstykke strandenge og landbrugsarealer.

Offentlig park

Da parken blev offentlig i 1918, forenklede Gentoftes berømte stadsgartner G.N. Brandt haven en lille smule. Nogle stier blev sløjfet, og han lavede lidt større græsflader. Statuerne i parken begyndte at komme til, da man i forbindelse med, at parken blev åbnet for offentligheden, lavede en skulpturudstilling. De smukkeste er nok de tre statuer af Kai Nielsen, “Leda uden svane”, “Liggende moder med to børn” og “Knælende kvinde” samt “Guapa” af Gottfried Eickhoff og “Hest og føl” af Helen Schou.Sidsel Søndergaard og Hans Toft er helt enige om, at Øregaard Park er et dejligt åndehul på Strandvejen, og det eneste af de gamle landsteder, som er bevaret og kan minde os om, hvordan her så ud en gang.

Tæt på det historisk korrekte

På mange måder er Øregaard ret godt i mål med den plan, de har haft til væsentlige fornyelser – fx Spejlscenen, mener Sidsel Søndergaard. Nu kan de raffinere detaljer og bevæge sig tættere og tættere på noget, som både er anvendeligt i dag og historisk korrekt.

– Måske tænker den almindelige parkbruger ikke bevidst over, om en bænk passer helt historisk, men når det er den rigtige bænk, låge mm., kan man mærke en naturlighed i helheden, som giver noget særligt. Gør det til noget unikt, synes jeg. Og det minder os om, at Øregaard ikke er en patriciervilla med have fra slutningen af 1800-tallet, men et udsøgt liebhaver landsted med dybere historiske rødder, siger hun.

Spejlscenen – en moderne oplevelse i parken

I gamle dage udlagde man små overraskelser i de romantiske haver, som fx et kinesisk tehus eller en grotte. Øregaard Museum fik sidste år et moderne overraskelsespunkt i parken – Spejlscenen tegnet af arkitekterne Bertelsen & Scheving – som både afspejler hele parken, forvrænger den, og dermed måske gør os opmærksomme på, hvad vi ser. Samtidig har den også en funktionalitet som scene til fx musik og børneteater.