Nana Wad er sommelier, vinjournalist og forfatter. Her fortæller hun om sine guilty pleasures, yndlingsvine mm.
Hvilke råvarer kan være en udfordring at matche med vin?
Karry generelt – et godt stykke rugbrød med karrysild nydes ofte med øl og snaps. Men hvis man ikke er så meget til øl, så er der faktisk en hvidvin, der matcher godt. Viognier druen går godt til fede, marinerede fisk og kan godt smage lidt hen ad den hvide vingummibamse. Kikærter/hummus er heller ikke altid helt ligetil men Chardonnay går godt til.
Hvad er den mest besynderlige forespørgsel, du har fået fra en gæst?
Jeg havde en gang for en del år siden en kunde hos Kjær & Sommerfeldt. Han var meget bestemt – grænsende til det kæphøje. Han ville KUN have Amarone og den skulle KUN komme fra Chile!?! Jeg arbejdede på et tidspunkt på en vinbar, hvor en enlig kvinde var gæst. Hun bad mig om en “trøstevin”… jeg fandt en god Merlot. Hun lignede en Merlot pige, og hvis producenten er seriøs, så kan vinen føles som en tryg fløjelsesagtig plaid, man får hen over sig.
Kan du afsløre et pinligt øjeblik eller en bommert fra din karriere?
På en restaurant en aften havde jeg glemt mine briller. Et bord drak en dyr Brunello, og et andet bord fik en jævn, lidt kedelig Bordeaux. Jeg kom til at bytte rundt på vinene, men begge borde var meget tilfredse med deres valg. Jeg burde nok have indrømmet fejlen, da jeg senere på aftenen fandt ud af det – men det var for pinligt. Det er aldrig sket siden.
Jeg deltager hvert år på den store En Primeur smagning i Italien, og for nogle år siden var jeg så dristig at tage helt hvidt tøj på. Det gør man kun én gang til en smagning med masser af rødvin. Jeg kom til at vælte en stor mængde rødvin ud over mig selv. Ganske pinligt som prof at tage helt hvidt tøj på. Der er flere kollegaer, der hvert år smiler til mig og aldrig glemmer den danske kvinde med det rødvinsplettede hvide tøj.
Hvis du skulle opholde dig på en øde Ø i 30 dage og kun måtte medbringe 4 vine – hvilke ville du pakke i kufferten?
Så ville jeg vælge: Barbagalli Etna Rosso fra Sicilien. Lavet på druen Nerello Mascalese. Castello di Monsanto, il Poggio Gran Selezione fra Toscana. På Sangiovese. Rincrocca Verdicchio Riserva fra Marche. Tenuta Belguardo Codice V Vermentino Maremma/Toscana. Årgangene er lidt underordnet men helst relativt unge, det kan jeg bedst lide. Der er frugten og spændstigheden bedst i min smag. Vinene er ikke specielt dyre – jeg er lidt ligeglad med dyre/ikke dyre vine. De to hvide ville passe perfekt til dagtimerne på en varm øde ø – de to røde er til når mørket falder på, og jeg så kan nyde dem til lyden af naturen, vilde dyr, der pusler, og havets brusen.
Hvilke vine holder du personligt meget af lige for tiden?
Mit hjerte ligger i Toscana – jeg elsker Sangiovese. Det er ranke vine med god syre. Jeg er også begejstret for de vulkanske hvidvine fra Etna på Sicilien samt de hvide fra Galicien, der ligger i det Nordvestlige Spanien. Vine på druen Albariño har ofte en flot syre med citrusnoter.
Bekendelsen. Hvad er din Guilty Pleasure inden for mad og drikke?
Ost direkte fra køleskabet – behøver ikke anrettes. Det er voksenslik. Nærmest al slags ost. Til hver en tid kan jeg drikke GT. Jeg kan også aflive myten om, at sommelierer kun kan drikke dyr vin – jeg var forleden i biografen med en god kombi – lune popcorn og en lidt tarvelig Merlot i en lille plastikflaske.
Besøg NORDs gastrobutikker her:
Festlig takeaway til en alternativ festmenu fra Thai Lanna
Vi leverer også catering til din fest. Prøv vores velsmagende og veltilberedte thairetter fra Thai Lanna
Topkvalitet ligger i detaljerne
Kom ind i Sushi Lovers i Waterfront, hvor hverdagshyggen smelter fornemt sammen med sushi på højt niveau til rimelige priser. Superlækker sushi er selvfølgelig oplagt som forkælelse på en lørdag, men sushi forsøder altså også hverdagen.
Lej Bomhuset til fest – i god tid!
Bryllupper, fødselsdage, konfirmationer, firmafester, receptioner m.m. op til 60 personer afholdes løbende i de smukke omgivelser.