Charlotten Bonnéns parfumeri har efterhånden været en del af Jægersborg Allé’s livlige butiksliv i 11 år. I denne omgang af ”frokost med Mardahl” krydrer vi karry og spidskommen med duften af Bonnén, når de damer, Charlotte og Rina, sætter tænderne i Strandvejens indiske restaurant Namaste.
Charlotte Bonnén har valgt indisk cuisine grundet sin, efter eget udsagn, skjulte kærlighed til landet med klodens tætteste befolkning og de stærke gastronomiske præferencer. Dels er hun vild med køkkenet – vel at mærke med mildest mulig chilistyrke. Dels har hun altid, og især inden hun besøgte landet for ét år siden, været fascineret af farverne og især kvindernes påklædning på tv og i Bollywood film. Den driftige 54-årige butiksejer har prøvet de fleste indiske takeaway steder i kommunen. Men hun har ingen intentioner om selv at iføre sig forklædet i det populære køkken. – Jeg er bare ikke så god i et køkken. Og så bliver det ikke lavet originalt. Indisk mad skal laves af en indisk kok, konstaterer Charlotte med et smil på læben.
Parfumeri med personlighed
Før Charlotte Bonnén kom til Charlottenlund – først 2 år på Rådhusvej og indtil videre 11 år på Jægersborg Allé – havde hun Danmarks ældste parfumeri på Amagerbrogade. Men det var muligheden for at komme ”hjem” til sit gamle kvarter og fornemmelsen af generel efterspørgsel af parfumerier, der lokkede. – Jeg synes, at det er så fattigt, at vi i Danmark næsten kun har konceptbutikker, og man kan aldrig få en på ”opleveren”. Og jeg skal have lige præcis det, jeg har lyst til, uddyber Charlotte, mens den milde butter chicken nydes. I Charlotte Bonnéns ånd er hendes parfumeri ikke ”traditionelt”. Man finder fx tøj og tasker på hylderne i butikken, hvor Charlotte selv har 4 ansatte samt 4-5 selvstændige som fx tilbyder klip, vipper og andre kosmetiske behandlinger. De alternative input ses ligeledes, når Charlotte køber produkter ind i udlandet og/eller på messer, da købsimpulserne i høj grad er præget af nysgerrighed og passion. – Jeg køber varer til butikken med hjertet og ikke altid fornuften. Det er den gode historie, der betyder noget, og hvis det giver mening at indkøbe det, kan jeg være meget impulsiv, konstaterer Charlotte.
Meget arbejde og lidt tid til fri
Charlotte har været sammen med sin mand, Erik, i 37 år – heraf de 29 år i gifte lænker. Sammen har de tre voksne sønner på hhv. 28, 27 og 23 år. I dag har Charlotte stadig en travl uge med 60 timer i butikken – inkluderet alt det løse papirarbejde og computertid, som er enhver selvstændigs lod og lykke. – Nogle gange tænker jeg, at det kunne være dejligt at have et job, hvor man kunne gå i seng uden at skulle tænke over disse ting, reflekterer Charlotte. Fritiden udnyttes enten ved at svinge golfkøllen eller afslapning i sommerhuset. Men Charlotte har en plan. Når Erik og hun går på pension om 10 år, har hun to ting i kikkerten: lære at ride på islandske heste og lære at strikke, så de kommende børnebørn ikke fryser.
De fik
Forret: Vegetar samosa 59 kr. (Begge). Chefs special India royal Chicken 149 kr. (Rina). Kyllingefilet tilberedt efter kokkens egen opskrift. Butter Chicken 139 kr. (Charlotte). Kyllingefilet marineret i yoghurt, tilberedt i smør og tomatsovs, garneret med nøddemix. Dessert: Mangosorbet 59 kr. (Charlotte). Pistacheis 59 kr. (Rina).
Garlic naan bread, 29 kr.
India royale chicken til venstre, 149 kr.
Til højre Butter chicken, 139 kr.
Tre lækre dressinger
Location
Det ligger godt. Det er nemt at komme til og er centralt.
Indretning
Meget hyggeligt. Cool og moderne stil. Varme farver og Indisk look.
Maden
Den var dejlig og veltilberedt. Gode smagsvarianter og konsistenser. Smukt at se på.
Det kunne være bedre: Hoveddøren binder i en sådan grad, at der skal en stærk mand til at åbne.
Besøg NORD’s Gastro butikker her:
Mardahl på frokosttur med Ilse Jacobsen
Fejende flot ankom den kendte iværksætter til Bistro Boheme i København. Håret kemokort, gylden hud og strålende øjne. For selv kræft kan ikke få bugt med power og viljestyrke, når man hedder Ilse Jacobsen. N ORDs redaktør Rina Mardahl siger det som det er: At hun altid har haft stor respekt for Ilse Jacobsen. Og der er derfor en vis stemning af forventning og glæde, da de to erhvervskvinder sætter sig til bords i Bistro Boheme.
Mardahl på frokosttur med Jens Werner
Vild med dans-dommer Jens Werner var vild med Sushi Lovers, mens han fortalte om sit liv med dans, kærligheden til Anette og hvordan en cykelulykke kan skærpe fokus. Det er en smilende og velklædt Jens Werner, der træder ind ad døren hos Sushi Lovers på Ordrupvej. Ejet af Kristian Elbo, som med sine to Sushi Lovers, den anden i Torvehallerne, har bevist, at en dansker godt kan lave lækker sushi i høj kvalitet. Kristian og Sushi Lovers-holdet har vundet internationale priser og bliver ved at begejstre de lokale med den nordiskindrettede restaurant og sushi som små kunstværker på tallerknerne.
Mardahl på frokosttur med Martin Brygmann
Komiker, skuespiller, komponist, musiker, sanger, morfar, ornitolog og Mariannes hengivne mand. Martin Brygmann kan kunsten at jonglere med kasketter. Frokosten foregik på Den Gule Cottage. Den Gule Cottage i Klampenborg ligger så dagens frokostgæst kan se lige over på Bellevue Teatret. Dér, hvor Martin Brygmann havde sit store gennembrud i 1999 med Det Brune Punktum. Dansk satiregruppe med vennerne Peter Frödin og Hella Joof, og blot én af Martin Brygmanns mange kasketter. Professionelt såvel som privat.