Vælg en side

Gentofte Kommunes ungepolitik – EN UNG POLITIK – kører i bogstavelig forstand rundt i kommunen i form af en ombygget bus, som de unge kan booke gratis til arrangementer. Den er nærmest et multi-tool, som kan fungere som alt fra musik- og teaterscene, til folkekøkken, mødested for sårbare unge og rullende mødelokale. Og jo mere den kører rundt, jo flere ideer opstår der til, hvordan den kan bruges.

Det er ikke sidste gang, bandet Neon Priest står på taget af den såkaldte DELTAG-bil, hvis det står til bandets bassist og sangskriver Emil Emborg og forsanger Julius Sander. De er netop gået ned ad stigen fra scenen, efter at have spillet en halv times koncert på taget af Gentofte Kommunes ombyggede Fiat Ducato, som kan spille superhøjt. I anledning af Gentoftenatten er den parkeret foran Gentoftehallen.

Den rimeligt neutrale bil er i dag udstyret med sin lille scene på taget. Klappen i siden af bilen, som gør, at den kan bruges som food truck, er slået op. Projektører med pink lys er sat op inde i bilen, og røg fra en røgmaskine vælter ud.

SE film fra koncerten her   

Man føler sig ret sej

– Vi syntes, det var en sjov udfordring, vi fik. Det kan jeg virkelig se potentiale i. Man føler sig ret sej, når man står hævet over alle,” siger Emil. I dag bestod bandet kun af de to, men til daglig er de fire, som øver sammen i Kommunens musikfællesskab for unge, Musikbunkeren, som ifølge dem selv ”har gjort dem til dem de er”. Bandets musik er rimeligt 80’inspireret, men de har selv komponeret og produceret alt.

Vi kunne godt tænke os at booke bilen selv og spille på den som del af et rigtigt musik-event, siger Julius. For det eneste – men vigtige –, der rigtig manglede til koncerten, var et større publikum. De fleste var heroppe ved hallen for at se basketkamp.

Er den ikke flot?


En frysende borgmester Hans Toft har også været henne forbi bilen:
– Hvad synes du? Er den ikke flot? siger han med sin ægte begejstring og sit fokus på, at de unge i kommunen selv skal ind og tage ejerskab for de aktiviteter, de er del af.

Håndgribeligt eksempel på ungepolitik


– Bilen, som har kørt rundt siden foråret, er et håndgribeligt eksempel på kommunens ungepolitik, som de unge selv har fundet på ved en række møder og workshops. De arbejdede sig frem til politikken med de fem pejlemærker STÅ STÆRKT – FORSKELLIGE SAMMEN – ALLE I TALE – FRI FREMTID – INGEN ALENE, fortæller borgmester Hans Toft, og han synes netop derfor, at bilen er både enestående og har enormt potentiale. – Med bilen kan vi komme ud til de unge, i stedet for at de unge skal komme til os, siger han.

Unge booker selv

– Det er tanken, at de unge selv går ind på hjemmesiden og booker den til de arrangementer, hvor de ser en mulighed for at bruge den – og det kan være alt fra en koncert som denne til et sportsarrangement, eller et sted de kan sælge mad for at samle penge ind til en studietur eller lignende, forklarer han.

Succeskriterier


Et af succeskriterierne for bilen var, at de unge selv skulle bruge bilen halvdelen af tiden, og også at de selv videreudvikler idéen, så den får nogle formål, man ikke oprindeligt havde tænkt på. Og sådan er det blevet. Indtil videre bliver bilen brugt mest af udskolingselever, men nu forsøger kommunen at få flere gymnasieelever til at bruge den – fx til folkekøkken og i forbindelse med gymnasiefester.

Den anden halvdel


Den anden halvdel som booker bilen, er kommunens fagfolk på ungeområdet og diverse samarbejdspartnere – bl.a. for at komme ud til de unge, som de ellers har svært ved at få i tale. Uddannelsesvejledningen havde fx brug for et kontor, de kunne køre til steder, hvor nogle af de unge færdes, som de ellers ikke har kontakt med. Og Ventilen, som er et mødested for ensomme unge, har kørt bilen ud i forskellige skolegårde, så de unge bliver opmærksomme på muligheden for at møde andre.

Gør ungepolitikken synlig


Borgmesteren har ikke frakke på og skutter sig i aftenkulden. Ungekulturkonsulent Mathias Olander, som er en af dem, der arbejder med bilen til daglig, fortsætter: – Bilen gør EN UNG POLITIK konkret og synlig, og det tror jeg, er det allervigtigste, understreger han.

Analog revolution


– Mange af de unge, vi snakkede med, mens vi udviklede EN UNG POLITIK, fortalte, at de ikke vidste, at kommunen har så mange gode tilbud, som de faktisk ville benytte sig af, hvis de kendte til dem. Det kan DELTAG-bilen være med til at sørge for, og dermed også medvirke til at de unge møder hinanden rigtigt i stedet for kun at mødes på nettet. Den er del af en analog revolution, siger han med et grin.

Neutralt udseende

Bilen, som også indeholder varmeovn, samt borde, bænke og en storskærm er med vilje temmelig neutral udefra, fordi den skal kunne bruges i alle sammenhænge. – Måske kunne det virke malplaceret, hvis den var malet i flamboyante farver i en sammenhæng, hvor den skulle være mødested for nogle unge, som havde det rigtig svært, siger Mathias.

Fakta
DELTAG-Bilen er et af de håndgribelige resultater af den ny ungepolitik, kaldet EN UNG POLITIK, som Gentofte fik sidste år. Den er lavet af unge for unge i samarbejde med kommunen og er bygget op omkring fem pejlemærker, som også står på DELTAG-Bilen:

#STÅ STÆRKT
#FORSKELLIGE SAMMEN
#ALLE I TALE
#FRI FREMTID
#INGEN ALENE

Booking af DELTAG-bilen:
Hvis du er ung i Gentofte og vil bruge bilen med eller uden chauffør til et arrangement, skal du bare gå ind på detmobileungekontor.dk og booke den. Det er gratis. Kommunen booker også selv DELTAG-Bilen i forbindelse med unge-arrangementer.

Besøg NORD’s Kultur butikker her:

Rundt i kommunen med borgmesteren: Sølyst – et historisk og moderne samlingssted

Rundt i kommunen med borgmesteren: Sølyst – et historisk og moderne samlingssted

Der er historisk vingesus over at tage de syv trin med rød løber op til de høje indgangsdøre med det forgyldte navn SØLYST henover. Det gør borgmester Hans Toft og NORD Magasinet for at få et kig ind i det flere hundrede år gamle landsted, som har været rammen om utallige fester, kulturelle saloner og politiske beslutninger, og som siden 1948 ejes af Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderselskab.

læs mere
Et stykke natur midt i villakvarteret

Et stykke natur midt i villakvarteret

Hvis du ikke er lokalkendt i Jægersborg området, er det ikke sikkert, du har haft din gang i Hundesømosen – et af Gentoftes fine, fredede naturområder, som har rødder tilbage i de danske kongers jagthistorie. Siden 1950’erne har den ofte været nævnt i forbindelse med, at mange af vores kendte arkitekter byggede deres egne huse her. NORD tog på tur i Hundesømosen med borgmester Hans Toft, som bl.a. kunne fortælle, hvor det mærkelige navn muligvis stammer fra.

læs mere
Ud i naturen med borgmesteren

Ud i naturen med borgmesteren

Helt oppe ved Brogårdsvej – ud for Ermelundsvej – kan man gå ned til den nordligste ende af Gentofte Sø og hurtigt føle sig langt ude i spændende natur, når man følger søens rene vand og udforsker Brobæk Mose, hvor biodiversitet er højt på dagsordenen. NORD var på tur med borgmester Hans Toft i området, som har truet natur, sjældne fugle og fredede blomster.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.