Vi guider dig igennem begreberne, historien bag, mærker, bivirkninger og sund fornuft.
Fillers og Botox er nærmest blevet en talemåde og dækker over mere, end man lige tror. Fillers kan være ikke-permanente og permanente/semi-permanente. De ikke-permanente fillers er de mest populære og anvendes primært ved behandling af mindre rynker og ar samt forstørrelse af læberne. De permanente/semi-permanente fillers anvendes hovedsageligt ved behandling af større rynker, dybe ar og større defekter i huden. Og Botox er i virkeligheden navnet på det mest kendte mærke, som indsprøjtes i huden for at glatte den ud. Så når du siger, du skal have en Botox-behandling, så kan præparatet lige så godt hedde Azzalure. Botox-behandlinger og ikke-permanente fillers opløses over tid af kroppens enzymer. 3–18 måneder afhængig af område.
Ikke-permanente fillers baseret på hyaluronsyre
• Restylane
• Juvederm
• Belotero
• Prevelle Silk
Permanente/semi-permanente fillers
• Sculptra
• Radiesse
Botulinumtoksin (’Botox’)
• BOTOX
• Dysport
• Vistabel
• Azzalure
• Xeomin
• Myobloc
Historien om ’Botox’
Det officielle navn for behandlingspræparatet er Botulinumtoksin. Det er et stof, som er oprenset fra bakterier, og som igennem 40 år har været benyttet til behandling af spastiske lammelser, inkontinens og udtalt svedtendens. Botulinumtoksin forhindrer frigivelse af signalstoffer mellem nerve og muskel, hvilket forårsager en afslapning af musklen, og som sidegevinst kommer huden til at se glat ud. I for store mængder er det farligt og kan forårsage den dødelige sygdom pølseforgiftning. Historien lyder, at en patient, der led af muskelspasmer i 80’ernes USA, bad sin læge om at få et par sprøjt i panden af botulinumtoksinerne, fordi hun syntes ansigtet blev så glat og ubekymret at se på, når hun blev behandlet for sine muskelspasmer. Derfra har Botulinumtoksin gået sin sejrsgang verden over, og kan udover Botox bl.a. også hedde Dysport, Vistabel og Azzalure.
Vejen til fillers
Historien om fillers er lidt kortere, for det er et direkte resultat af skønhedsbranchens jagt på et ungt og smukt udseende. Det stammer fra 1970’erne, hvor man fandt ud af at indsprøjte animalsk kollagen i huden for et yngre udseende, og det ledte til fillers baseret på hyaluronsyre og vand. I 2003 blev fillers godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder. Hyaluronsyre er et sukkerkompleks, der findes naturligt i huden, og som spiller en vigtig rolle for hudens vandbindende evne, og som gør den strammere og fastere. Med alderen mister vi den evne, men indsprøjtes fillers, der ligner dette kroppens sukkerstof, er det muligt at genskabe volumen for en tid.
Mærkerne
Lægemiddelstyrelsen skriver på deres hjemmeside, at det ikke er muligt at opliste alle markedets mærker, da der konstant kommer nye til. En tom-mel-fingerregel er dog kun at gå efter produkter med CE-mærket. Det betyder, at det er godkendt til at blive handlet inden for EU. Vi anbefaler, at du også går efter de største, og dermed også dem med flest penge til forskning og test:
Hvordan vælger du?
Tjek mærkernes hjemmeside. Se, hvor længe, de har været på markedet. Fx har svenske Galderma Nordic, der står bag markedets kendteste filler, Restylane og botox-præparatet Azzalure, været i gang siden 1999. Find en behandler, der bruger de kendte produkter. Og billigst er ikke altid bedst. Fra ca. 1000 kroner pr. område og op efter.
Bivirkninger
Lægemiddelstyrelsen skriver, at de umiddelbare bivirkninger ved fillers er rødme, lokal hævelse, kløe og ømhed, som oftest forsvinder i løbet af et par dage. Sene bivirkninger efter behandling med ikke-permanente fillers er sjældne, hvorimod alvorlige bivirkninger kan forekomme ved de permanente fillers, fx bindevævsknuder og ar. Bivirkninger efter Botox-behandling er usædvanlige. Af og til kan patienter, som har fået Botox i panden, opleve, at øjenlågene og øjenbrynene hænger lidt ned. Dette forsvinder, når effekten af Botox aftager, men varer altså lige så længe som den ønskede effekt. Dobbeltsyn og uklart syn optræder i sjældne tilfælde. I disse tilfælde bør du opsøge læge.
Skønhedseksperten Silke Grane har prøvet det meste
Er du i tvivl om, hvilke skønhedsprodukter der er de bedste til kvinder på 40 år+, kan det være, du skal følge Silke Grane på Instagram.
Adventskalender fra Statement Copenhagen
Forkæl din elskede med en luksuriøs adventskalender fra den eksklusive skønhedskæde Statement Copenhagen.
Skyd genvej til hårvækst og en sund hårbund
Vink farvel til hårtab, udtynding og vigende hårgrænser. Hårklinikkens unikke metode har hjulpet over 100.000 klienter fra København til Beverly Hills. Med skræddersyede og virksomme formler, der optimerer hårvæksten, så det kan ses!