Vælg en side

Arlberg er Østrigs mest hæderkronede skisportsområde – snesikkert, traditionsrigt og kendt for de eksklusive perler St. Anton, Lech og Zurs. Ved nærmere eftersyn dukker endnu en skat frem bag de sneklædte tinder – Warth, en lille, usleben diamant som i slebet stand kan ”outshine” de berømte nabobyer.

For nyligt smed jeg et navn på bordet foran en gruppe passionerede St. Anton tilhængere. Navnet var Warth. Ingen af dem havde hørt tale om byen og da jeg nonchalant påstod, at Arlbergs bedste pudderløb hverken var på Valluga eller i Stuben, blev øjnene blanke. 

Med åbningen af Auenfeldjet gondolaen til Lech i 2013 blev Warths 68 kilometer piste koblet på Ski Arlbergs øvrige 280 kilometer, der dermed positio-nerede sig som Østrigs største sammen-hængende skiområde.Hvorfor skrive en artikel om et område med så få pister, et højeste punkt på 2.050, kun 750 indbyggere, ganske få hoteller og intet natteliv?

Først og fremmest pga. snekvaliteten og mængden. Den nærliggende Boden sø beriger Warth med hele 11 meter hvidt manas. Warth er det skisportssted i Europa med størst snefald. Der falder kun 7 meter i Lech og 5 meter i St. Anton. Så selv de lokale forskelle er store, og med den nye lift kan de mange pudder-junkies fra St. Anton og Lech få ny jomfruelig sne under skiene.

Læg dertil at 80% af pisterne i området er nordvendte og græsklædte, hvilket betyder at der skal mindre sne til for at dække dem. Så trods områdets beskedne højde, byder Warth-Schröcken-Damüls på høj sne-sikkerhed og enestående offpiste. For det andet er Warth sund fornuft. Læserne af dette magasin har råd til at betale for en tur til Lech eller St. Anton. Men godt købmandsskab er aldrig gået af mode og skal du også til Maldiverne i år kan det være fornuftigt at overveje Warth.

Warth er eksklusivt – men uden at priserne stikker af. Et lille, men godt udvalg af +4 hoteller, der ligger omkring hovedliften, hvilket betyder at man kan klikke sig i skiene om morgenen og stå direkte til hotellet om aftenen.

Færre mennesker på pisterne og kortere liftkøer. Kan du undvære shoppingen og det pulserende natteliv og hvis du ligefrem foretrækker mindre larm og færre mennesker, så er Warth en no-brainer.

Vi valgte det smagfulde Steffisalp Sporthotel, der bød på store moderne værelser og en elevator, der tog os direkte ned til 500 m2 wellness. Køkkenet overraskede positivt. Egnsretter baseret på øko-logiske råvarer, fisk fra bjergsøerne og kød fra det fritgående kvæg, og hvis børnene kviede sig over specialiteterne, var der ikke langt til en wiener-schnitzel mit pommes.

Skiløbet er jævnt fordelt over en nordvendt skråning med 800 faldmeter og 20-25% graders hældning. 14 lifter tager dig op fra de 4 dalstationer og 25 pister fragter dig ned – med mindre du benytter dig af det lettilgængelige pudder mellem pisterne. Lavinefaren er beskeden grundet kombinationen af græsunderlag og det jævne fald, – men husk alligevel guide og udstyr, hvis du bevæger dig udenfor pisten.

Skal du have de helt store kulinariske oplevelser skal du ud ad kommunen og besøge Lech – her kan du passende spise frokost på en af mine all-time favoritter, nemlig Burg. Er du afsted i uge 7 kan du dog glemme alt om at forblive inkognito – du render ind i halvdelen af whisky-bæltet på Burgs store sydvendte terrasse, som alle har fået den samme fremragende idé. Bestil bord og bestil deres tartar, som er spitze.


error: Indhold er beskyttet.