Vælg en side

Kunst og kirkerum i smukt samspil i Dyssegårdskirken

 

Borgmester Hans Toft og NORD besøger Dyssegårdskirken og ser på kunstner Peter Brandes udsmykning. Med sit enkle billedsprog ønsker han, at beskueren genkender situationer og følelser fra sit eget liv – og ønsker dermed at gøre kristendommen nærværende.

 

 

Den hvide, funktionalistiske Dyssegårdskirke ligger majestætisk højt placeret på Dyssegårdsvej. Den ligger tæt sammen med skole og bibliotek og midt i et villakvarter, som hovedsagelig blev udbygget lynhurtigt i løbet af et tiår fra slutningen af 1920’erne til midt i 1930’erne, dengang Dyssegårdens jorde blev udstykket. 

Kirken kom dog først til meget senere, men allerede på det tidspunkt samlede sognet penge ind for at bygge en kirke, som skulle placeres, hvor den store gård havde ligget. 

 

Det fem meter brede og otte meter høje altertæppe er håndvævet i ét stykke i Frankrig.

 

 

Kirke i skolens kælder

Kirken blev tegnet i 1941 af arkitekt Georg Palludan, men der skulle gå 20 år, før den var bygget og kunne indvies. Sognets beboere var dog ikke kirkeløse, for da skolen stod færdig i starten af 30’erne, var der i kælderen et ufærdigt byggeprojekt – der var gravet ud til en svømmehal, som alligevel ikke skulle i brug. 

Der blev lagt brædder hen over hullet, og man indrettede Dyssegårds første kirke hernede. Først interimistisk, men efterhånden af en højere standard.

I 1961 fik sognet endelig sin egen spritnye, moderne landsbykirke, som er Gentoftes næst nyeste. 35 år senere kom sognegården til, og for ti år siden begyndte en renovering af kirkerummet, som efter-hånden var blevet slidt. 

 

Skulpturen er noget helt specielt i et kirkerum.

 
Totaludsmykning

Siden 2012 har kirken stået smukt med en totaludsmykning, som den autodidakte kunstner Peter Brandes har skabt: Glasmalerier i vinduerne, en forgyldt skulptur, et kæmpestort altertæppe vævet i ét stykke – alt sammen med Jesus’ død og opstandelse som tema. Kunstneren fornyede også alterpartiet og den enkle prædikestol, som har små hoveder af de fire evangelister, og han udsmykkede orgelpulpituret og lavede forgyldte døre ind til kirkerummet.

På besøg 

Da borgmester Hans Toft og NORD kommer på besøg, står sognepræst Thue Petersen og menigheds-rådsformand Otto Mønsted-Nielsen sammen med nogle kirkegængere i sognegården og får sig en kop kaffe efter søndagens prædiken, mens snakken går lystigt.

Inde i kirken er kirketjeneren i gang med at samle kirkesølvet, der har været brugt til nadveren, som det sker hver søndag.

Sammen med præst og menighedsrådsformand går vi ind i kirkerummet, som borgmesteren naturligvis kender glimrende, ligesom han kender hver krog af kommunen.

Han er begejstret for det samspil mellem kunst og kirkerum, som Peter Brandes er med til skabe.

– Hans kunst glider helt naturligt og på fremragende vis ind i kirkens rum med sit kirkelige islæt og bliver en fantastisk del af rummet, mener borgmesteren.

Tanker går ikke på vandring

Menighedsrådsformanden, som har været aktiv i kirken siden før renoveringen, er også begejstret for resultatet – af mange grunde. Bl.a. fordi udsmyk-ningen efter hans mening gør os nærværende.

– Før i tiden havde vi vinduer uden glasmalerier, og man kom lettere til at kigge ud på vejret, nu forbliver tankerne herinde, mener han.

 

De otte malede glasmosaikvinduer har Jesus’ død og opstandelse som tema.

 

Gør troen nærværende

Peter Brandes forsøger med sine billeder, hvor man kan genkende helt almindelige følelser, at gøre troen nærværende for beskueren, fortæller sognepræst Thue Petersen. Han kravler op på en af de bageste bænke og peger på glasmaleriet af en siddende Jesus med blod i ansigtet. Det forestiller det tidspunkt, hvor han sidder i tempelgården efter at være blevet tortureret og afventer sin dom.

– Hvis man selv sidder her ved siden af og er et sted i sit liv, hvor man oplever, at der ingen retfærdighed er til, kan man sidde sammen med én, der har været lige dér følelsesmæssigt. Det giver et nærvær, omend det bare er troens nærvær, siger præsten.

 
 

Sognepræst, menigheds-rådsformand og borgmester har det store overblik.

 
Hvad er væsentligt for at tro

Peter Brandes maler ikke detaljerede fortællinger, som man ser dem i mange gamle kirker.

– Vi kan godt nok pege og sige, at vi ser jomfru Maria, da Jesus bliver taget ned fra korset, men Peter Brandes har fx brugt moderne industrielt glas og illustrerer, at verden har udviklet sig og dermed også tidligere tiders opfattelser. Det vil sige, at religionskritikken er til stede. Vi kan ikke komme tilbage til Jesu tid, men vi kan lade lyset fra den evangeliske fortælling i vinduet strømme ind og farve vores liv, siger sognepræsten.

Usædvanligt med skulptur 

Ud for et glasmaleri af en knælende mand, som forestiller den blindfødte, som bliver døbt, står en forgyldt skulptur, som har samme motiv. Det er meget usædvanligt med en skulptur midt i kirken, forklarer sognepræsten, men den giver en virkning, så det føles mere levende. 

– Når solen lyser ind gennem det østvendte vindue, rammer det også os, ligesom det rammer skulpturen. Han bliver døbt af lyset, det samme gør vi.

Peter Brandes har mange tanker omkring sin kunst, og sognepræst Thue Petersen kan fortælle mange, spændende historier om dem – så det er kun en lille smagsprøve, vi får med her. Måske vi må tage på tur med borgmesteren hertil en anden gang.

Rundt i Gentofte med borgmesteren – En ægte gammel brandstation

Rundt i Gentofte med borgmesteren – En ægte gammel brandstation

Hvis børnene en dag kommer hjem fra børnehaven og spørger dig, om I har røgalarmer derhjemme, og om batterierne i dem virker, har de nok været en tur på Gentofte Brandmuseum. De har set skinnende brandbiler og fået fortalt om den gode og den dårlige ild. De har også lært, hvordan man ringer til 112, og til sidst har de sprøjtet vand på et lille hus, til flammerne forsvinder.

læs mere
Rundt i Gentofte med borgmesteren – Sammenhæng og helhed i Finn Juhls hus

Rundt i Gentofte med borgmesteren – Sammenhæng og helhed i Finn Juhls hus

Hans Toft kigger sig begejstret omkring i den smukke, luftige stue i Finn Juhls hus. Det ligger i Ordrup Krat og har siden 2008 været åbent for offentligheden som del af Ordrupgaard museum.

Her er vi omgivet af det ene designikon efter det andet – møbler som de senere år er gået for svimlende summer på auktioner. Ganske forståeligt for de står nærmest som skulpturer i et rum. Og alt er af Finn Juhl – f.eks. den lille to-personers sofa Poeten og Høvdingestolen.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.