Jeg vil være en af verdens bedste kunstnere

Den 24 år gamle selvlærde kunstmaler Martin Brachér er ikke i tvivl om, hvor han vil nå hen: Han vil være sin tids Asger Jorn og slå igennem internationalt. Allerede nu lever han af sin kunst og bliver fulgt af tusinder på de sociale medier. Alt det har han nået, siden han for fire år siden sagde op som konstabel i militæret. NORD møder ham på Garderhøjfortet og taler med ham om hans vejfra cykelfreak, til bodybuilder, soldat og frem til, han valgte maleriet.

At Martin Brachér skulle blive en ambitiøs kunstmaler lå ikke i kortene. Hverken da han begyndte at interessere sig for at cykle, da han senere begyndte at tilbringe timer hver dag med at løfte vægte, eller da han valgte at blive konstabel og skulle sendes ud til Mali som professionel soldat. Men han er en person, der går i retninger, man ikke tror, når man først ser den 24-årige, selvbevidste unge mand, gemt bag kasket, solbriller og skæg. Martin møder NORD på Garderhøjfortet, som var en del af Københavns Befæstning, som skulle beskytte København mod fjender. Han går rundt og ser sig interesseret omkring og forestiller sig stedet, dengang det var kaserne. Foruden selv at have været soldat interesserer historie og fx 2. verdens-krig, Romerriget og Julius Cæsar ham utroligt meget. Han er typen, som hellere vil se en historisk dokumentar end en actionfilm. Martin føler sig nogle gange som en gammel sjæl i en ung krop.

Cykeldrømmen

Én ting er gået igen hele vejen igennem hans interesser: Hans ambitioner. Han brænder for det, der giver mening for ham, går all in og gør det 150%.Da han cyklede og kom på sportsefterskole, var hans mål at vinde Tour de France, lige ind til han fik en skade. Derefter skulle tiden gå med noget, så han begyndte at løfte vægte i skolens træningsrum. Han blev kæmpestor og muskuløs og lignede noget fra et bodybuilder magasin.

Bodybuilderdrømmen

Drømmen ændrede sig, og han forestillede sig, at han i fremtiden skulle være top bodybuilder kombineret med at sælge huse, så han begyndte på Hhx på Hillerød Erhvervsskole, samtidig med han trænede. Det spillede til gengæld slet ikke, for det gav ikke mening for ham at sidde stille i skolen, og han droppede ud.

Rambodrømmen

Han kunne ikke bare lave ingenting, og måske havde han lidt en drenget Rambodrøm, fordi han var så muskuløs. Han tog til Forsvarets Dag og endte med at få mulighed for at starte i kamptropperne. Der fandt han ud af, at i Forsvaret kommer man ingen vegne med at veje 110 kg og se godt ud. Man skulle også kunne løbe. Han blev en lettere udgave af sig selv. Han var stadig den stærke unge mand, men var ved at blive skræddersyet til den perfekte soldat. Og når man finder ud af, at man er god, er det ekstra sjovt. Derfor valgte Martin at tage en konstabeluddannelse for at blive sendt ud i verden og bruge det, han havde lært.

Mylder i hovedet

Men mens han ventede på at komme af sted på mission til Mali, begyndte han at få mylder i hovedet. – Jeg føler mig tæt knyttet til min lillesøster, som er otte år yngre end mig og til min familie, og de tog det ikke pænt, at jeg ville sendes ud. Min far er læge og ved noget om kroppen, og min mor har arbejdet med psykisk syge og ved, hvad det kan gøre ved hjernen at være i krig. Med deres baggrundsviden inden for menneskets krop og sind syntes de, det var en rigtig dårlig idé, fortæller Martin. Martin følte sig totalt splittet mellem forsvar, venner og familie. Hovedet summede med etiske og eksistentielle tanker om, man overhovedet kan tillade sig at gå frivilligt i krig. – Er det ikke noget, man gør af nødvendighed? Kan man tillade sig at gøre det for eventyrets skyld, spurgte han sig selv.

Køb maling og lærred

Martin følte sig presset, og hans mor foreslog ham, at han skulle købe maling og lærred og begynde at male, for han havde altid været kreativ. – De første gange, hun sagde det, tænkte jeg nej. Men jeg skulle jo lave noget, mens jeg ventede, så jeg endte med at gøre det. Ret hurtigt skete der noget. Folk omkring ham var vilde med hans abstrakte malerier, og de første 1000 fulgte hurtigt med på facebook. Han solgte sine malerier og tjente gode lommepenge, som han brugte på at anskaffe toptunet militært udstyr.

Missionen aflyst

Skæbnen ville, at missionen blev aflyst, og hans fremtidsudsigt var, at der måske ville gå tre år, før han kom ud som soldat. Det passede ikke til den på det tidspunkt 20-årige Martins personlighed. – Jeg kommer til at kede mig, når jeg har lært det, jeg skal, hvis der ikke sker noget nyt. Og det var sjovt at male, så jeg besluttede at sige op som soldat. 

Skraldemand og maler

Martin flyttede ned i sin mors kælder for at have et sted at sove og lægge planer. Han kunne ikke leve af at male, så da han så en annonce for at blive skraldemand, tænkte han, at det var perfekt. Han var stærk, hurtig og muskuløs, og når han skulle møde kl. 4.30 om morgenen, ville han have masser af tid efter arbejde til at koncentrere sig om at male og bygge sit kunstneriske navn op. Og sådan blev det. Efter et år kunne Martin igen droppe jobbet som skraldemand, og siden har han kunnet koncentrere sig om at være kunstner 24/7.

Mere farlig kunst

Martins stil har de første år været abstrakt, men på det seneste er hans malerier blevet mere figurative og også mere dramatiske. – Malerierne er stadig semiabstrakte, men figurerne gør, at jeg kan fortælle en historie. Det er ikke nok for mig mere, at det bare er stort og flot. Jeg vil gerne rykke noget ved folk. Det sælger til gengæld ikke særlig godt, og det er også voldsomt at klaske kæmpe dæmoner op på væggen. Derfor skal jeg til udlandet. Vi er for forsigtige herhjemme, mener Martin. Martin ser det som en fordel, at han er autodidakt som kunstner og er ikke ked af, at han ikke har gået på Kunstakademiet. Det betyder, at han ikke tager farve af andre kunstnere og skaber sit helt eget univers.

Svinet til på sociale medier

Han er vant til at blive svinet til på sociale medier for at komme let til tingene, men trækker på skuldrene af det. – Folk ved ikke, at jeg arbejder 14-15 timer i døgnet med at male og køre min forretning, og dertil skal have ni timers søvn. Jeg må give afkald på alt mulig andet, og min kæreste synes ikke, det er særlig sjovt. Min familie synes også, at jeg har for lidt tid til dem. Men det kan ikke være anderledes, mener Martin. For hvis han skræller alt andet fra, så er hans ambition at være en af verdens bedste nyskabende kunst-malere. Også selvom det har nogle omkostninger.

Blå bog

Martin Brachér er 24 år og lever af at male og sælge sin kunst. 

De første 10 år af hans liv boede han i Høsterkøb sammen med sin mor, og han tilbragte masser af tid med at lege, bygge og cykle med venner i naturen. 

Da han var otte år fik han sin lillesøster, og sammen flytter familien til Ramløse. Det var en svær overgang at flytte til et nyt område, hvor han ingen kendte. 

I 9 klasse kom Martin på sportsefterskole i Vejle, hvor han cyklede på højt niveau, indtil han fik en skade og skiftede til bodybuilding. 

Han startede HHX i Hillerød, men droppede ud og aftjente sin værnepligt hos kamptropperne. Derefter blev han konstabel i Ålborg og skulle af sted på mission i Mali. 

Mens han ventede på at komme af sted, begyndte han at male, fordi han altid har været kreativ. Da missionen blev aflyst, besluttede han at sige op som soldat og forfølge muligheden for at blive kunstner, fordi der allerede var mange, som var interesseret i hans billeder.

Han arbejdede et år som skraldemand for at tjene penge, mens han malede og kunne for tre år siden sige op og koncentrere sig om at male. Han har atelier i Helsinge og bor sammen med sin kæreste.