Vælg en side

Her mødte NORD første gang Hans Toft til fotoshoot til NORD Magasinet ved den Svenske Villa i Bernstorffparken.

Danmarks længst siddende borgmester, Hans Toft, har til manges store overraskelse valgt at stoppe midt i maj. Her i NORD Magasinet vil vi sige ham tak for det gode samarbejde og de mange interessante ture med ham rundt i kommunen.

Hans Tofts knap 40 ture rundt i kommunen sammen med NORD Magasinet til steder som Skovshoved Havn, Gentofte Sportspark, Musik-bunkeren, HIK, Svenske Villa, Vangede Kirke, Byens Hus og bogbørserne har gennem årene også været et lille billede på nogle af de mange forskellige ting, borgmesteren har arbejdet med i sine 28 år som frontfigur i Gentofte Kommune.

Sat pris på turene

Det har været ture, vi på redaktionen har sat stor pris på. Hans Toft har også selv syntes, at idéen var sjov, og at det var en fornøjelse både at fremstille kommunen på en anden måde, end han plejer, og at vise steder frem, som folk kan lide, har han fortalt os. Turene viser også et lille udsnit af, hvor mange forskellige områder, der hører under eller trækker tråde til kommunen og kommunalpolitikken.

Drosler ned

Nu har Hans Toft efter syv perioder ved roret og et halvt år før kommunalvalget sagt stop som borgmester. Han ønsker ikke at fortsætte, i en ny fireårig periode, til han bliver næsten 80. Han genopstiller dog til regionen, fordi han mener, det er vigtigt, at Gentofte-borgerne har en klar stemme og støtte i regionsrådet, bl.a. i relation til Gentofte Hospital og den lokale akutklinik.

Kontakten med borgerne

– Det har været et fantastisk job, at jeg har kunnet dele den aktive hverdag med gentofteborgere i alle aldersgrupper fra de mindste børn til unge voksne og ældre. Ligeledes at have det fantastisk tillidsfulde arbejde med næsten alle partier og en særdeles kompetent organisation – fra kommunaldirektøren til yngste elev, siger han.

Nytænkt politisk system

Hans Toft synes, han kan pege på mange enkelt-områder og projekter, som han er stolt over og glad for i sine 28 år som borgmester. Overordnet er det allervigtigste for ham dog, at det er lykkedes at nytænke det politiske arbejde, så vi har en kommune med et samarbejdende demokrati, hvor borgerne er med, og i en god struktur i samarbejdet i kom-munalbestyrelsen og mellem politikerne og hele den administrative organisation.

Færre aftaler

Når Hans Toft vågner derhjemme den 15. maj, bliver det til en kalender, der er knap så fyldt. Så selvom der er meget, han vil savne, bliver det rart i højere grad at kunne bestemme over sin tid, være mere sammen med sin hustru Lisbeth og at se mere til venner og mennesker, han har haft et samarbejde med. Og så glæder han og hustruen sig også til at holde lidt flere storbyferier i bl.a. London, Rom og Paris, når dette igen bliver muligt efter Coronakrisen. Tak for samarbejdet!

Gentofte Borgmester viser Brobæk Mose

Gentofte Borgmester viser Brobæk Mose

Det er næsten som at befinde sig i en stor fuglerede på kanten af vandet, når man står i det fine trætopskjul i Brobæk Mose. Herfra kan man få et nyt perspektiv på naturen, se lige ind på fuglelivet i træerne eller bare sidde og filosofere. NORD var på besøg sammen med borgmester Michael Fenger.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.