Vejen til det lille lyserøde bondehus

Vi har mødt Christina Boel til en snak om ulykken, der transformerede hendes liv, og gjorde hende til caféejer af en lyserød Øresundsjuvel.​

I cafésammenhænge er Christina Boel – som mest går under navnet ”Boel” – et ubeskrevet blad, men i reklamebranchen et garvet navn med 30 år som konsulent for store reklame-virksomheder som &Co. og DDB. Så hvad gør hun her blandt et ungt smilende barpersonale, turister og stamkunder med sand under fødderne og mokka i kopperne? Hun smider affald ud.
– Først og fremmest udvikler jeg og optimerer stedet, men jeg hjælper også til i huset og hygger om gæsterne, så godt jeg nu kan. Mange Vedbækborgere har et stærkt tilhørsforhold til Rosenhuset, og derfor vil jeg gerne gøre mit bedste for at imødekomme dem, så de får en god oplevelse, siger Boel, og lukker lågen til affaldssorteringen udenfor.

Café Rosenhuset er en kendt Vedbækperle ud til Øresund.

Personalet er alfa og omega
Den første sommer som caféejer af Rosenhuset er netop overstået. Boel indrømmer, at det har været med en vis nervøsitet. Men gæsterne har virket glade. Og de ansatte, som er vokset fra et hold på 16 til 47, har været en uvurderlig hjælp.
– Der er ingen tvivl om, at mine dejlige kollegaer har været en kæmpe hjælp i vores første sæson, og specielt Justyna, som har været en fast del af stedet i 10 år og står for den overordnede drift af huset. Hende kan jeg ikke være foruden! Peter, Mark, Gaddour og vores køkkenchef Raga er også bærende kræfter, understreger Boel, da vi taler om personalet.

Justyna har været en fast del af Café Rosenhuset i 10 år

Vi sætter os ved et af cafébordene. I skyggen. Men Boel tager solbriller på. – Er det okay? spørger hun og forklarer, at siden en ulykke for 11 år siden, har hun været ekstrem lysfølsom. Vi skruer tiden tilbage til den 19. januar 2011 på Kongevejen i Holte

Flashback til Kongevejen
– Det er tidlig morgen, og jeg lufter mine tre hunde. Da vi står på midterrabatten, kommer en stor taxa i høj fart og brager ind i os. En af mine hunde ryger direkte op på køleren, og jeg får bilens sidespejl lige i ansigtet. Jeg forsøger at rejse mig og ser uklart en af mine hunde ligge med blod ud af næsen. Jeg tager mig selv i at råbe ”hvem fanden er det, som kører mine hunde ned”, og opdager, idet jeg råber, at mine tænder er væk, og jeg begynder at skrige, ”jeg ikke vil dø nu!”

Den nye caféejer med sin trofaste ven, rottweileren Zodiac

Reddet af hunden
En af de tre hunde døde, desværre den lille hvalp, mens den ældste labrador Zeus, som røg op på køleren, med al sandsynlighed reddede hendes liv og heldigvis også overlevede selv. Boel kalder det hele en nærdødsoplevelse. Efterfølgende måtte hun igennem flere lange operationer i ansigtet, men endelig, efter syv måneders sygemelding var hun klar til at genoptage sin normale travle hverdag. Troede hun.

Det hele kollapsede
– Det gik slet ikke. Jeg blev så dårlig, var diffus, fik migræneanfald, var ubeskrivelig træt, havde hukommelsesbesvær, lys- og lydfølsomhed m.m. og kunne slet ikke fungere. Det kollapsede stort set for mig, og det tog lang tid for mig at forstå, at jeg simpelthen ikke kunne det samme som før.

Men Boel er ikke typen, der giver op!
– Jeg har altid haft mange jern i ilden, og når man så pludselig bliver ramt af en ulykke, kan det være en svær erkendelse at sætte tempoet drastisk ned. Men jeg tror, at min vilje og min måske naive tro på, at jeg kunne blive ”normal” igen, har hjulpet mig videre.

Unik arbejdsplads på &Co
Efterfølgende måtte Boel dog acceptere, at hun havde fået en kronisk hjerneskade. Det betød, at hun ikke længere havde den samme energi som før ulykken, og det krævede disciplin, pauser og hvile i løbet af dagen uden lys og lyd. Men efter et langt forløb hos Center for Hjerneskade og i samarbejde med hendes daværende arbejdsplads &Co. kom hun langsomt i gang igen:

– Heldigvis var jeg så privilegeret, at jeg ved min daværende arbejdsgiver &Co havde nogle helt unikke og forstående chefer samt meget hjælpsomme kollegaer, som gjorde, at jeg klarede den 10 år mere i branchen på deltid. I løbet af covid-nedlukningen fik jeg dog mere ro og opdagede faktisk, at jeg kunne fungere
bedre i min hverdag, når jeg selv kunne styre min arbejdstid uden stressende deadlines. Og selv om jeg er reklamepige af hjertet, så følte jeg, at det var tid til at prøve noget helt nyt, som var mere foreneligt med min skade.

Christina Boel, kaldet Boel, er Café Rosenhusets nye ejer.

Rosenhuset
Så da Boel sidste år fandt ud af, at Rosenhuset var ledigt, efter den tidligere ejer Henrik desværre var gået bort, fik hun lyst til at prøve, om det kunne fungere bedre i forhold til hendes liv.
– Jeg har altid elsket at komme i Rosenhuset, og jeg begyndte at drømme om, hvad jeg kunne gøre for stedet allerede i samme øjeblik, jeg hørte, at det var ledigt. For at komme i betragtning skulle Boel til møde hos Rudersdal Kommune, som ejer bygningen.
– Jeg mødte de sødeste medarbejdere, og vi fandt hurtigt en fælles forståelse for de samme visioner baseret på kærlighed til Rosenhuset, samt stedets unikke autencitet og historie.

Kærligheden og familien
Boel er caféejer sammen med sin mand. Jeg prøver at spørge mere indtil det, men Boel smiler bare og siger;
– Ja, familien værner jeg meget om, men når du spørger til kærligheden, så må jeg sige, at selv om at jeg ikke bryder mig om ordet soulmate, så er det, det, vi er. Det er et enormt romantisk forhold, fordi vi er så gode ved hinanden, og han er uden tvivl min livsledsager.
Til gengæld vil Boel gerne tale om, hvordan Rosenhuset er blevet lidt af et familiested, efter at hun er flyttet ind. Flere familiemedlemmer arbejder allerede i huset inklusive eksmanden Peter, der senest kommer fra Tisvilde Bistro, og som er ansvarlig for Rosenhuset om aftenen og en erfaren kapacitet i bondehuset.
– Vi har beholdt det bedste af det gamle og lagt nyt ovenpå, fx små hjemmelavede retter, som gæsterne savnede. Vi er også emsige med rengøringen, og at tingene står snorlige, fordi vi håber, at det er prikken over i’et til at få en rigtig god oplevelse, så vores gæster kommer igen.

Grib chancen mens sandet løber
Boel griner. Efter hun er kommet til, siger gæsterne, at toilettet er det mest velduftende i Vedbæk. Mange gæster har også bemærket og kommenteret positivt på den forandring, Boel har gjort, og det er ikke det sidste i støbeskeen. Boel har også drømme om at indføre takeaway, og ikke mindst at gøre køkkenet større, så Rosenhuset kan have endnu flere spisende gæster samtidig, og hvem ved, måske endnu et gæstetoilet. En anden meget vigtig prioritering for Boel både privat, men også i Rosenhuset, er dyrevelfærd.

– I forlængelse af min store kærlighed til dyr og dyrevelfærd har det været en vigtig prioritering, at vores kød og æg kommer fra gårde som Grambogaard, der har dyrevelfærd i højsædet. Hun tager en tår af den hjemmelavede smoothie og hilser på en stamkunde,

– Jeg har det sådan, at vores liv er som et timeglas, og i mit er der løbet 48 år igennem, og jeg ved ikke, hvor meget sand jeg har tilbage. Men pga. min ulykke ved jeg, hvor vigtigt det er at gribe chancen, når den byder sig. Min chance var Rosenhuset. Jeg elsker simpelthen min hverdag i denne vidunderlige lille juvel.