Vælg en side

Kære læsere,
Nu nærmer julen sig, og med den følger ønsket om at glæde dem, vi holder af – men også en vigtig påmindelse: husk at købe julegaverne i de lokale butikker. Uden et levende butiksliv bliver vores gader hurtigt triste og tomme. Mange forretninger kæmper med høje huslejer, og alt for mange handler online. Det er selvfølgelig helt fint at gøre indimellem – men lad os samtidig huske at støtte de lokale, hver gang vi kan.
Vi har igen i år lagt stor energi i NORD Julemarked på Skovriderkroen, som finder sted den 5., 6. og 7. december. Det bliver en magisk oplevelse med alt, hvad hjertet kan begære af julestemning, og jeg håber, at både borgere og butiksejere vil kigge forbi, støtte op og mærke fællesskabet.
I denne udgave sætter vi fokus på Nordhavn, et område i spændende udvikling med nye butikker og boliger – og en vision om at huse op mod 40.000 mennesker i 2060. Derudover byder magasinet på masser af rejseinspiration, for vi rejser alle 1-3 gange om året, og jeg vil gerne hjælpe jer med at finde jeres næste drømmedestination.

Glædelig jul og godt nytår til jer alle.
Rina Mardahl