Jurist · Skuespiller · Sanger · Forfatter · Mor
Det ligner et CV, der vil noget. Og det er det også. Men vigtigere endnu: Det er et CV, der har noget at have det i.
Jeg mødte Sofie Lassen-Kahlke for en del år siden på Café Victor. Vi var tre omkring bordet: Sofie, hendes morfar, Anker, og mig. Samtalen kredsede især om Sofies jurastudium på universitetet. Morfar Anker var tydeligt stolt. Som han sagde, næsten med højtidelighed i stemmen, bestod hele familien af jurister, og juraen var ikke blot et fag for ham, men en passion. Han betonede de store muligheder, uddannelsen rummede, og hans tro på sit barnebarn var ikke til at tage fejl af.
Den opmærksomhed og anerkendelse har haft betydning. Det mærkes tydeligt, når Sofie i sin bog Ramt skriver dedikationen: – Til min morfar, som inspirerede mig til at drømme om at blive en stor krimiforfatter. Det, der engang var en drøm, er i dag blevet til virkelighed. Med romanen Adams Arv – solgt i intet mindre end 55.000 eksemplarer – har Sofie Lassen-Kahlke placeret sig solidt som en markant stemme i dansk krimilitteratur.
At blive, være og stå ved sig selv
De titler, Sofie i dag kan skrive på sit CV, jurist, skuespiller, sanger og forfatter, er ikke kommet af sig selv. Det er et karriereforløb, der kræver disciplin, mod og vedholdenhed. For mig vækker det mindelser om Søren Kierkegaards berømte tredeling:
Bliv dig selv. En vandring, som kun du selv kan gå. Din egen læring, dine egne erfaringer. Vær dig selv. Naturlighed funderet i værdier, holdninger, meninger og integritet. Stå ved dig selv. Når du bliver udfordret, anklaget eller misforstået. Når modstand kræver, at du markerer, hvem du er, og hvad du står for. Det ståsted, Sofie står på i dag, rummer både faglig tyngde og personlig ro. En hvilen i sig selv. En stærk personlighed, der for at bruge et billede sidder oven på sin egen flamme. For at nå dertil kræves vilje. Og her gælder en enkel sandhed: Evnen til at ville skaber evnen til at kunne. Den benzin, den drivkraft, har haft afgørende betydning i Sofies liv.
Adams Arv: jura, spænding og det at skrive anti-elitært
Når man skriver om Sofie Lassen-Kahlke, kan man ikke komme uden om forfatterskabet. Derfor købte jeg Adams Arv med det formål at anmelde den og ikke blot læse den som underholdning. Plottet er tydeligt inspireret af Sofies baggrund som jurist. Som læser får man konstant appetit på at komme videre. Karaktererne står skarpt, tempoet holdes, og spændingen bevares. Juraen flettes elegant sammen med humor og et sikkert greb om dramaturgi, så man hele tiden spørger sig selv: Hvordan ender det her? Hovedpersonen Ursula Madsen er advokat og på mange måder Sofies diametrale modsætning. En hård banan. Kontant, direkte, uden omsvøb.
Spørgsmålene falder hurtigt: hvem, hvad, hvornår og hvordan. Følelserne er sat på pause. Virkeligheden er det, der tæller. Netop evnen til at beskrive sin egen modsætning kræver selverkendelse, refleksion og et solidt greb om mennesketyper. Adams Arv er hverken elitær eller skrevet til en snæver målgruppe. Alle kan være med.
Foto af Ditte Capion
Sofie fortalte mig, at mens hun skrev Adams Arv, og når hun skriver generelt, tænker hun ofte på noget, hendes far sagde, da hun var yngre, om det at procedere i retten: at det ikke er nogen kunst at stå og kaste om sig med flotte ord, som ingen forstår. Kunsten er at tale et sprog, som alle forstår. Det er en tanke, hun vender tilbage til igen og igen i sit forfatterskab. Man kan altid finde flottere og mere elitære ord at bruge.
Det er forståeligt, at bogen har solgt 55.000 eksemplarer, og man fornemmer tydeligt, at der fortsat kan hentes meget inspiration op af den brønd.
Jeg giver Adams Arv 5 ud af 6 stjerner. Og ja, jeg stiller mig selv det klassiske spørgsmål: Kan jeg være helt uvildig, objektiv og saglig? Det må læseren selv vurdere.
Fremtiden
Hvis Sofie vælger at forfølge juraen fuldt ud, er jeg overbevist om, at klienterne vil stå i kø. Jeg har selv arbejdet med analyser for to af landets største advokathuse, hvor formålet var at definere den ideelle advokatprofil. Konklusionen var klar: Fagligheden skal være i top, men det er personligheden, der gør forskellen. Empati, nysgerrighed, naturlig humor, et holistisk livssyn og høj integritet.
I netop den samlede skabelon passer Sofie Lassen-Kahlke forbavsende godt ind. Mit bud er dog, at forfatterskabet bliver førsteprioritet. Kombinationen af jura og litteratur er stærk og sjælden. Men skulle der komme et filmtilbud, vil jeg ikke udelukke et klart ja. Sofie er og bliver også skuespiller.
Og et sted, tænker jeg, sidder morfar Anker og smiler. Han fik ret.
Af Peter Linder
Anne-Louise – mellem hjerne, hjerte og vintage
Anne-Louise har et CV, man stopper op ved. Efter flere samtaler med hende på Ehlersvej står det klart, at hun er indbegrebet af Søren Kierkegaards berømte citat: “At vove er at miste fodfæstet et øjeblik. Ikke at vove er at miste sig selv.” Hun er ikke kommet sovende til sin succes, tværtimod – jeg har kendt Anne-Louise igennem længere tid. Hendes største udfordring har været valget mellem hjertet og hjernen. Med en intelligens og emotionel forståelse langt over gennemsnittet valgte hun hjernen, i første omgang.
Når man spejder efter det excellente, springer Anders Forup i øjnene.
Når man spejder efter det excellente, springer Anders Forup i øjnene. Anders er et menneske, der drives af en stærk æstetisk sans, en nysgerrighed på livet og en ukuelig tro på, at det smukke findes i detaljen. Som Søren Kierkegaard skrev: “Livet leves forlæns, men skal forstås baglæns.”, så for at forstå Anders’ succes og baggrund bedre, mødtes jeg med ham for at se tilbage på de værdier, som har formet ham:
Læsø Lys: Benjamin Koppels musikalske kærlighedserklæring
Den 4. december var en ganske særlig aften på Ehlersvej, hvor jeg holdt min årlige salon. Her havde vi fornøjelsen af at byde velkommen til ingen ringere end Martin Bigum, en markant figur i dansk kunst. Kendt for sit virke som maler, kunsthistoriker, formidler og forfatter, er Martin en sand polymat inden for kunstens verden. Hans evne til at fænge og engagere med sine ord er lige så imponerende som hans visuelle værker – hvilket mine gæster til Salonen på Ehlersvej fik at mærke. Aftenens tema var ”Mæcen – den glade giver”, og timingen kunne ikke have været bedre: Martin havde netop modtaget Ole Haslunds Kunstfonds legat på 75.000 kr. – en anerkendelse, der understreger hans evne til at berige og inspirere.
