Vælg en side


J
eg sidder i Søren Hagens atelier. Et besøg, som jeg har glædet mig meget til. Alt imens Søren fortæller om sit virke, vokser magien i rummet. Det er i dette rum, at billeder bogstaveligt talt skabes – transformationen fra Sørens indre billede til det hvide lærred. Jeg har tidligere talt om middelmådig kunst i modsætning til den excellente. Sørens sprog og kunst er som skabt til at få én til at stille spørgsmål – og det er helt unikt. Lad os prøve at stille skarpt på denne påstand gennem to af hans billeder:

Selvportræt

I det første billede, ”Selvportræt”, ser vi Søren siddende i en stol i et rum med to fliser på skødet. Som iagttager ser jeg flere lag i dette billede. Ansigtet har et selvironisk træk – måske endda melankolsk – men udstråler også håb. Fliserne symboliserer hans personlige fortælling. En byrde, et savn, et tab? I billedet oplever jeg en bred erfaringshorisont, som jeg tror mange kan genkende hos sig selv. Billedet går i dialog med én, med ens egen selvrefleksion, og man spejler sig selv i billedet. For mig bliver billedet både en med- og modspiller. Billedet fortæller en historie – og får én til at tænke ”hvad er min historie?”

 

Selvportræt. Skive Kunstmuseum

Et sted i Woodstock

I det andet billede, ”Et sted i Woodstock”, står vi i mørket på en vej og kigger frem mod en lukket port. Det er et lukket land, vi kigger ind på, og man skal gøre sig fortjent til at komme ind. Måske er det et forjættet land, som bevogtes af keruber? Også her er der en parallel til vores hverdag og liv. Der er ting vi ikke må. Ikke kan nå. Ting, vi må gøre os fortjente til. Eller godkendes til. Gennem billedet får Søren beskueren til at tænke – og det er trods alt ikke det værste, der kan ske. Jeg spørger Søren, om han er portrætmaler. Han er ikke glad for spørgsmålet. Spørger jeg ham, om han er iscenesætter, toner et smil frem. Det passede ham bedre. Det Søren kan med sin kunst er netop det: at iscenesætte. Skabe rum, som var det et teater eller en scene. Kort fortalt indkapsler Søren det, rigtig god kunst kan. Den kan føre os ind i en historie mellem os selv og billedet, hvor vi ser noget, vi ikke umiddelbart vidste i forvejen. For mig repræsenterer Søren Hagen en markant profil i dansk billedkunst.

 

Et sted i Woodstock.  Privateje

 

Om Søren Hagen

• Født 1957 i København

• Kåret til Årets Kunstner 2003 af Jyllands-Posten

• Repræsenteret på ARoS, Kastrupgaardsamlingen, Skive Kunstmuseum m.fl

• Legat- og prismodtager af bl.a Henry Heerups legat, Augustinus Fonden og Ny Carlsberg fondet

• www.sorenhagen.dk

FAKTA OM Peter Linder:

• Stifter og ejer af rådgivnings-huset Causa Consulting på Ehlersvej 7 i Hellerup, som også danner rammen for flere kunsttiltag.

• Kunstsamler med udgangspunkt i lejligheder i Paris og Nice.

• Tidl. bestyrelses-medlem i Bruun Rasmussen.

• Sparringspartner og coach for flere kunstnere.

• Ejer af Asger Jorns atelier på Læsø samt arrangør af kunst-festival. 

• Stifter af forlaget og foreningen Asger J’s Venner sammen med kunstner Lars Morell.


error: Indhold er beskyttet.