Vælg en side

Da Richard Branson forlod skolen fik den stærk ordblinde dreng følgende ord med på vejen fra sin lærer: ”Enten kommer du i fængsel, eller også bliver du millionær”.

Lærerens skudsmål var resultatet af en skoletid, der var præget af en meget høj aktivitet, dog yderst sjældent af faglig karakter. Den unge Richard kunne simpelthen ikke sidde stille.
I dag ville man nok have stillet diagnosen, DAMP-barn, men det prædikat var slet ikke opfundet dengang. Kammeraterne gav ham i stedet derfor tilnavnet ‘Letsgo’, fordi han altid var med på den værste.
Senere i livet har Bransons medarbejdere givet ham det lidt mere modne tilnavn Dr. Yes, fordi verdens vildeste iværksætter har særdeles svært ved at sige andet end ’JA’ til en udfordring. Den positive tilgang kombineret med en sjælden evne til at se muligheder og inspirere andre har bragt ham vidt.

Richard Branson åbner New York Børsen med Virgin Galactic teamet.

Her er 5 vilde facts:
• Er i top 200 på Forbes liste over verdens rigeste. Er god for 40 milliarder kr.
• Er excentriker og eventyrer, og har opkaldt sit rumskib efter sin mor, Eve Branson.
• Ejer 400 selskaber med togdrift, mobiltelefoni, stam­celler, rumturisme, vodka og musik.
• Bor på sin egen ø i Caribien, Necker Island, som han låner ud til præsidenter mv.
• Tom Hanks, Angelina Jolie og Brad Pitt er på venteliste til Bransons rumskib.
Det fortæller lidt om Bransons gå-på-mod, at han trods sin forfærdelige skolegang grundlagde sin formue på at starte et skoleblad, og da han heller ikke er særligt musikalsk, var det måske heller ikke indlysende at starte et musikforlag. Men også musikforlaget var en succes. Den første udgivelse var Mike Oldfields Tubular Bells fra 1973, der som bekendt blev et monumentalt verdenshit, siden hen kom punk- og new wave-navne som Sex Pistols. Virgin Music blev en gigantisk succes med forlag, pladebutikker og megastores.
Navnet “Virgin” opstod i øvrigt, da Richard Branson og Nik Powell sad i deres lille pladebutik. De så sig selv som jomfruer i erhvervslivet.
Virgin er siden hen blevet et samlet brand for stort set alle virksomhederne i konglomeratet. Virgin Air, Virgin Rail, Virgin Books, Virgin Galactic, Virgin Radio osv.
Idéen er, at nye virksomheder skal styrke Virgin varemærket. Selv fortæller Branson, at det dog gik galt med brudekjolebutikken, Virgin Brides, der var lidt af et mismatch mellem navn og produkt.

Vilde eventyr

Bransons vilde visioner strækker sig ikke kun ud i forretningslivet. Verdens vildeste iværksætter er også en af verdens vildeste eventyrere. Sir Richard Branson har ved siden af forretningseventyrerne sat rekorder inden for alt fra båd- til ballonfart. Efter et par forsøg og en redningsaktion erobrede Branson i 1986 rekorden for hurtigste krydsning af Atlanter­havet i speedbåd med Virgin Atlantic Challenger II. Han har også rekorden for hurtigste ballonfærd mellem Japan og Canada, og var i 1987 den første til at flyve over Atlanterhavet i en varmluftballon med Virgin Atlantic Flyer. Sidenhen har han over et par gange forsøgt at flyve jorden rundt i en special- konstrueret varmluftsballon, men det havde nær kostet ham livet, da forsøget endte i Stillehavet i 1998.

Richard Branson er stærkt ordblind, men har 400 virksomheder.

Vilde visioner

De vilde visioner indskrænker sig dog ikke til jorden. Det seneste og måske vildeste skud på stammen er Virgin Galactic. Virksomheden handler om rum­turisme og er på den måde en naturlig forlængelse af Virgin Air og Virgin Hotels. Den lille rumraket sidder under vingen på et specialbygget fly og udløses i meget stor højde, for derefter selv at fortsætte ud i rummet. Indtil videre har over 600 velhavere lagt billet ind på en tur ud i rummet og hver lagt en lille million for billetten. Blandt de glade rumturister in spe er en stribe kendisser blandt andet Tom Hanks, Angelina Jolie, Brad Pitt og fra Danmark forretningsmanden Per Vimmer.

Om Richard Branson
Richard Branson, Sir Richard Charles Nicholas Branson, (18.7. 1950). Ejer af Virgin imperiet. Far til 2. Iværksætter, eventyrer, pilot, filmproducent, skribent, investor, tv-producer, aeronaut og snart også astronaut.

Fun Facts
Virgin Air blev grundlagt, da Richard Branson og hans kone stod i en lufthavn med en aflyst flyafgang. Richard blev så irriteret at han lejede et fly, puttede et Virgin-banner i vinduet, og solgte resten af billetterne til andre strandende rejsende. Da han lejede flyet, spurgte Boing, hvem der lejede flyet. Richard, svarede ’Virgin’. Efter sigende svarede manden hos Boing: ‘Then I hope you go all the way’…

Richard Branson har sin helt egen ansættelsestest. Da der var samtaler til en stilling som direktør, så klædte Richard sig ud som den chauffør, der skulle afhente ansøgerne, og hvis nogle talte grimt til ham, så stoppede samtalen allerede i bilen.

En dame, Shannon Smith, skrev på Twitter, at hun godt kunne tænke sig en dag i Richard Bransons sko. Richard så tilfældigvis beskeden, og som en joke sendte han Shannon sine sko i størrelse 45. Shannon bar skoene en hel dag i et center for hjemløse og sendte et billede. Richard blev så imponeret over Shannon, at han endte med at donere en formue til centret.

Besøg NORDs bolig butikker her:


error: Indhold er beskyttet.