Vælg en side

Marianna Kontogeorgos forlod sit trygge arbejdsliv for at springe ud som skodesigner af farverige stiletter med power. Håndlavet i Italien og opkaldt efter græske gudinder og stærke kvinder.

Maggio er et sandt iværksættereventyr. Kun to år gammelt men skabt på en drøm, der begyndte for lang tid siden. Den gang Marianna Kontogeorgos, som er halvt græsk, boede i Athen med sine forældre, og blot var en lille pige.
− Min mor fik altid sine sko håndlavet på små skoværksteder, og hun ville især have feminine stiletter, der var unikke. Jeg var altid med hende rundt, og var dybt fascineret af håndværket, og hvordan en sko ender med at blive en stilet, begynder Marianna Kontogeorgos med en snært af jysk i stemmen.


Maggio-stiletterne er håndlavede på en lille familiefabrik i Italien.

Fra Aarhus til Rungsted

Der er sket meget i 38-årige Mariannas liv. Nærmest på én gang. Hun er sprunget ud som selvstændig, fået sin længeventede førstefødte – datteren Elena, som i dag er 2 ½ år – og sammen med sin mand Bobby Gogios – der helt tilfældigvis også har græske aner – rykkede de teltpælene fra Aarhus til Rungsted i 2019. Det er også her i Rungstedvillaen, som parret har totalrenoveret, at billederne til interviewet er taget. Af Marianna, familien og stiletterne. Maggio er en drøm, der er gået i opfyldelse. Alle stiletterne er håndlavede på en lille familiefabrik i Italien. Designet er Mariannas eget. Og et design som hælder mere til det internationale end det danske.


Marianna Kontogeorgos med datteren Elena, og ægtemanden Bobby Gogios, der også har rødder i det græske.

Stiletter med styrke og kvindelighed

Janteloven eksisterer ikke i Maggio-stiletterne. Der er knald på farverne. Og smukke detaljer i guld. Og hælene. Ja, du skal ikke være højdeforskrækket: 5, 7,5 og 9,5 cm. Til gengæld findes der gelesåler i stiletterne, så du går godt i dem. Alle stiletterne er i limited edition med kun 10, 50 eller 100 par af hvert design.
− Mine stiletter er designet til feminine kvinder med power, der elsker farver og ønsker at skabe deres egen stil, siger Marianna, der har opkaldt kollektionerne efter græske gudinder. To af kollektionerne har dog navne efter helt særlige mennesker i Mariannas privatliv. Hendes datter Elena og barndomsveninden Evi.
− Jeg har haft svært ved at blive gravid, og da min datter endelig kom, skulle hun selvfølgelig opkaldes efter den smukkeste kvinde i græsk mytologi, og min barndomsveninde Evi, er en rigtig power-kvinde, der trods mange udfordringer, altid er så positiv, og som kun har støttet og opmuntret mig til at kaste mig ud i mit nye liv med sko.

Livet gav hende en mulighed

Selvom Mariannas rejse som skodesigner begyndte i barndommen, og hun igennem alle årene altid har tegnet stiletter, så skulle der gå mange år, før hun sprang ud som selvstændig.
− Jeg har altid satset på det sikre, indtil jeg en dag stod i en situation, hvor mit tidligere arbejde blev opkøbt. Jeg valgte at søge nye veje, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg egentlig ville.
Marianna er uddannet handelsøkonom med speciale i salg og salgsledelse, og arbejdede i flere år med marketing og salg i rejse- og IT-branchen. Uden fast arbejde tog hun og Bobby på en længere rejse sammen, så Marianna kunne tænke over sit fremtidige arbejdsliv.


Marianna Kontogeorgos har tegnet stiletter siden barndommen.

En sko består af 30 komponenter

− Sko blev ved at poppe op. Jeg havde bibeholdt fascinationen i alle årene, og altid studeret materialer og design, og bare virkelig nørdet sko. Når andre købte souvenirs med hjem fra rejser, købte jeg sko!
Men, hvordan bliver man skodesigner og skoproducent uden anden faglig ballast end fascination og tasken fyldt af tegninger?
− Jeg er ikke typen, der giver op eller hænger mig i, hvad andre synes om mig, så jeg gik simpelthen bare i gang og googlede ”skomesser”, og kort tid efter var jeg på min første skomesse i Athen.
Med sin første kollektion og pink logo – som hun selv har tegnet – tog Marianna dernæst til Italien, som er kendte for deres traditionsrige skofremstilling. På endnu en messe fandt hun en lille familieejet skofabrik, som gerne ville lave Maggio-stiletterne.
− Der er meget at tage stilling til, når man laver sko. På skofabrikken lærte jeg fx, at en sko består af 30 komponenter, og det betyder, at man skal træffe en masse beslutninger. Skal hælen være firkantet eller rund? Og hvordan skal sålen være indeni? Og så er der kulturforskellene. Qua mine tidligere jobs med syd-europæiske kunder, vidste jeg heldigvis, at i modsætning til Danmark, hvor vi hurtigt taler business, så anses det for uhøfligt ikke at blive venner og tale privat. Det sætter bare ens tålmodighed på prøve, fordi man er så ivrig efter at få sit produkt ud.

Hvordan får man succes?

Og nu er de så ude. Et kostbart kvalitetsprodukt, som hun også får støtte af sin mand Bobby til at få ud over rampen. Han er selvstændig og arbejder med video-produktion, Ignited Productions, særligt inden for B2B. Marianna har også helt bevidst valgt at bruge kvindenetværk til at skabe opmærksomhed omkring stiletterne. I 10 år har hun bl.a. været medlem af Ladies Circles.
− Jeg tror rigtig meget på, at vi som kvindelige iværksættere skal hjælpe hinanden, i stedet for at se hinanden som konkurrenter. Jeg sparrer med andre kvindelige iværksættere, holder foredrag, og jeg tager også telefonen og ringer til dem, jeg ikke kender.
Bl.a. til kjoledesigneren Elsa Adams. De har bl.a. afholdt et VIP-event sammen, og stiletterne sælges nu i den kendte kjolebutik på Strandvejen.


Personlig branding er godt, og Marianna Kontogeorgos bruger gerne sig selv som skomodel.

God energi og støtte

− Jeg får da stadig mavepustere, men jeg holder gejsten oppe, fordi jeg endelig lever min drøm ud. Tidligere undertrykte jeg meget af min kreative side, fordi jeg er opdraget til at vælge den sikre vej. Men de seneste år har virkelig lært mig, at man aldrig skal udsætte sine drømme. Det er meget mere tilfredsstillende at arbejde med noget, jeg virkelig brænder for, og som samtidig giver mig mulighed for bedre at prioritere min familie, som betyder rigtig meget for mig, siger skodesigneren, og tilføjer eftertænksomt:

− I min rejse som selvstændig har jeg også fundet ud af, hvilke af mine venskaber som er ægte. Det har selvfølgelig været hårdt og overraskende at opdage, men i dag er jeg glad for, at det skete, for man har brug for god energi, ærlighed og støtte, når man kaster sig ud som selvstændig.

Maggio
Håndlavede kvalitetsstiletter fra Italien.
Stilen er farverig, feminin og powerful. Sælges i udvalgte butikker og webshop.
Se og shop Maggio-stiletterne: Bymaggio.com

Marianna Kontogeorgos
Skodesigner og skoproducent bosat i Rungsted med sin mand Bobby Gogios og deres datter Elena.

Besøg NORDs mode butikker her:


error: Indhold er beskyttet.
X