Vælg en side

Sygeplejerske og direktør Johanne Sand står bag en af tidens stærkeste tendenser: Privat sygepleje. Mød hende til en ærlig snak om at komme i mål med sine drømme.

 

Af Camilla L. Mors / Foto Jacob Christian Hansen / Film Stanley With / Chefredaktør Rina Mardahl

 

Hundehvalpen Luna grynter tilfreds på stuegulvet, og Johanne Sands yngste barn, Isolde på 8, hilser velopdragent med hånd­tryk. NORD er på besøg hos kvinden bag JS PrivateNurse. Et sygeplejerskebureau bestående af 25 privatsygeplejersker med hoved­kontor på det smukke Næsseslottet, hvor billederne er taget. 

Den 40-årige sygeplejerske og direktør begyndte også sit liv i smukke omgivelser: På et stort landsted med heste og vand, og altid gang i den:

– Der var et rend af kunder, ansatte, gæster og os børn. Tingene var ikke som hjemme hos mine veninder, siger Johanne om opvæksten, der primært foregik hos faren, som var murermester, og med halvdelen af hendes seks søskende.

– Når jeg tænker tilbage på min barndom, så var den nok lettere kaotisk, men jeg har altid følt mig meget elsket, og min far har altid sagt til mig, at jeg kunne blive alt det, jeg drømte om. Og jeg tror på, at har man den grundfølelse, så kan man klare meget i livet. 

 

JS PrivateNurse har hovedkontor Næsseslottet. Trofæerne på væggene tilhører slottet.

 
 
Sensitiv og stædig

Johanne Sand flyttede hjemmefra som 16-årig. En tidlig selvstændighed forbundet med en vis ensom-hed? Johanne ryster på hovedet. 

– Jeg har altid trivedes i mit eget selskab, og måske derfor oplevede jeg også min opvækst som kaotisk, for der var aldrig ro. Til gengæld fik jeg oceaner af frihed, som jeg gerne tilbragte i staldene sammen med mine heste, og nød stilheden med, når vi red i skovene, siger Johanne og holder en lille pause:

– I virkeligheden er jeg en rigtig enspænder med en rig indre verden, og det er ofte blevet opfattet, som om jeg er arrogant og egoistisk. Intet kunne være mere forkert. Jeg er nok lidt sensitiv i forhold til lyd, lys og rum, og derfor har jeg altid haft brug for at holde pause for mine tanker ved at lukke mig inde i mig selv. Men jeg er også utrolig stædig. Ligesom min far har jeg en evne til at kæmpe videre, selv når livet gør ondt. 

 

Sygeplejerske med iværksættertrang 

Johanne Sand uddannede sig til sygeplejerske og blev kort tid efter mor til Gabriel. Det blev også begyndelsen på et liv som iværksætter. Under barslen åbnede hun en lille virksomhed, der solgte naturprodukter, og som i løbet af et par år voksede sig stor. 

– To dage efter jeg havde født mit andet barn Isolde, var jeg i fuld gang på lageret. Det var en interessant tid, men jeg vil umiddelbart ikke anbefale at starte en virksomhed alene i de år, man får sine babyer. For det er sindssygt hårdt og slider på parforholdet og ens fysik.

Virksomheden blev solgt, og Johanne begyndte som hjemmesygeplejerske i Rudersdal Kommune, men fysisk havde hun det ikke godt. 

 

For højt stofskifte

– Jeg var ekstremt træt og frøs konstant, og det gjaldt bare om at overleve.

Hvad lægen affærdigede som efterfødselsreaktioner, viste sig at være et alt for højt stofskifte. En sygdom, som kunne være blevet opdaget længe før.

– Jeg bad på et tidspunkt om aktindsigt i mine journaler, hvor jeg fandt ud, at blodprøver taget under mine graviditeter viste, at noget var helt galt. Men personalet havde desværre glemt at reagere på dem.

 Konsekvensen blev, at Johanne fik en kronisk sygdom.

– Den oplevelse har da gjort noget i forhold til mit nuværende arbejde. Som patient og sygeplejerske ved jeg, hvor vigtigt det er selv at læse i ens journal, siger Johanne og understreger:

– Og kan man mærke, at noget er galt i ens krop, så er der noget galt i ens krop!

 

“Jeg er et sammensat menneske, og jeg  er både meget sensitiv, som jeg er stædig og kæmper til det sidste.”

 
Sygepleje for krop og sjæl

Johanne har det godt i dag, men det har været en kamp at nå dertil.

– Her har min stædighed virkelig hjulpet mig, for jeg har måttet kæmpe for at få den helt rigtige medicin, siger Johanne, der som andre danskere med for højt stofskifte køber sig til lægehjælp i udlandet. 

På den måde er Johanne selv en del af tendensen med at supplere det danske sundhedsvæsen med det private. Noget, der også opstod som en tanke længe før sygdom og børn:

– Som sygeplejerske på en onkologisk afdeling drømte jeg om at lave et rehabiliteringshjem på et smukt og stort landsted med læger, psykologer, sygeplejersker, diætister og fysioterapeuter. Der skulle være kunst og duften af hjemmelavet mad. Et sted, hvor krop og sjæl blev bygget op igen. Jeg føler lidt, at det er det, jeg gør nu, bare i det små.

 

En ny start

En drøm, som en mand skulle være med til at forløse. Et halvt år efter Johanne var blevet skilt fra børnenes far, mødte hun sin nye mand, Glenn.

– Jeg strakte ud på gulvet i et fitnesscenter med min datter. Ovenover os hang en mand i loftet, og han sagde, at vi hellere måtte flytte os en lille smule, fordi han var bange for at ramme os. 

De faldt i snak, og Johanne fortalte, at hun snart skulle flytte til Vedbæk.

– Det viste det sig, at den lejlighed jeg netop havde underskrevet kontrakten på, havde han også kig på! Det grinede vi af, og to uger efter var vi kærester. 

 

Har lært at lytte

Johannes kæreste har også støttet hende under opstarten af JS PrivateNurse. 

– Men det er først med tiden, at jeg har lært at lytte til ham, for jeg er jo stædig og går helst mine egne veje! 

Johanne smiler og slår ud med armene:

– Hvis han fx har spurgt til forskelligt undervejs, har jeg bare kørt videre, og først bagefter kunnet se, at jeg nogle gange skulle ha’ lyttet til ham. Så jo flere år der går, jo mere lytter jeg! 

Johanne griner. Og fortæller også, at hun har skulle lære at være en god leder.

– I begyndelsen havde jeg det bedst med at være lidt venindeagtigt med mine få ansatte. Det har jeg fundet ud af, at det skal jeg ikke. Og jeg har fundet ud af, at al kommunikation er modtagerbestemt. Det kan godt være jeg arbejder 24/7, men det gør mine ansatte ikke. Omvendt vil jeg også have lov til at være Johanne og ikke en distanceret ledertype.

 

Rejser sig altid igen

Det er tre år siden, at Johanne grundlagde sin virksomhed, der yder kvalitetssygepleje med hjertet. En rejse, som både har kostet og beriget hendes liv:  

– Til tider har jeg været ved at kaste håndklædet i ringen, for hold nu op, det har kostet på tåre- og energikontoen. Men jeg ER ikke sådan at slå ud, og jeg rejser mig altid igen. I virkeligheden har jeg nok altid søgt barndommens følelse af frihed, for det er den, jeg mærker, når jeg følger mine drømme. Og når jeg ser mine patienter og deres pårørende i øjnene efter et endt forløb så ved jeg, at det er hele rejsen værd. 

 

 

 

Blå Bog: Johanne Sandra Sand. Født 30. juni 1979 og er vokset op i Rudersdal. Har børnene Gabriel og Isolde på 11 og 8 år og mopsen Luna. Står bag det private sygeplejerskebureau JS PrivateNurse. Tidligere kendt som ”Yournurse”, men pga. en stadig voksende efterspørgsel og flere ansatte, er navnet blevet ændret. JS PrivateNurse har især en stor kundekreds i Nordsjælland.

error: Content is protected !!
X