NORD Julemesse - 18. - 20. november 2022
Vælg en side

Chokoladekage kan alle lide, og ifølge vores kageekspert er det kun fantasien, som sætter grænser for den populære klassiker. Vi fandt vores favorit sammen med Annemette Voss i Charlottenlund.

Den perfekte chokoladekage ifølge Annemette Voss

I mine øjne er der ikke ét bud på en rigtig chokoladekage. Man kan gå i mange retninger fra den helt klassiske med en porøs pund-til-pund-kage eller med den tungere, svampede brownie. Og hvorvidt man pynter med glasur, frosting eller ganache er også op til en selv. Derfor handler den gode chokoladekage om smag. Det er smagsløgene, der afgør, om kvaliteten og bage-teknikken i orden. Dvs. om der er brugt gode råvarer og tid på at lave en lækker konsistens. Jeg glæder mig til at smage!

   

Emmerys 89 kr.

Der er tale om en særlig chokoladekage levet på æg, sukker og smør. Dvs. den er glutenfri, og jeg må sige, at den er virkelig god. Kagen har både en luftig og tung konsistens, og man kan tydeligt smage, der er arbejdet med dejen. Den er dessertagtig, og afbagningen på toppen er god, og den karamelliserede hvide chokolade tilføjer ekstra lækker smag.
Strandvejen 102A, Hellerup

 

Taffelbay 65 kr.

Der er glasur på denne chokoladekage, og det synes jeg godt om, og den er drysset med frysetørret hindbær og kakaonips. Smagen er en chokoladekage bagt med kakao. Den kunne måske bruge lidt mere smag, men er samlet en dejlig, mild og traditionel chokoladekage for alle.

Lagkagehuset 80 kr.

Store høvlede chokoladestykker på toppen og nøddecreme på toppen. Ser godt ud. Sandkageagtig konsistens. Smager af kakao. Den samlede smag af bitre chokolade-stykker på toppen, den nøddeagtige creme og den lidt svampede kage, fungerer rigtig godt sammen, men selve kagesmagen er til den forsigtige side.

Michael H Konditoriet 75 kr.

Klassisk chokoladekage med chokoladecreme på toppen drysset med chokoladeknapper. Saftig og jævn bagt. Mangler en overbevisende chokoladekagesmag og kunne godt have brugt noget andet pynt. Men god afbagning.

 

Bakery by Hermann 75 kr.

Høj, flot kage med nøddecreme som topping. Dejen er mørk, så der er brugt god kakao eller chokolade. En saftig kage, som på ingen måde er tør, selvom der også er masser af luft i samtidig med en porøs krumme, som er vildt dejligt med intens smag af kakao eller chokolade. Meget lækker.

Hvordan tester vi?

Vores kageekspert bliver præsenteret for et vist antal kager uden at vide hvem, der har bagt dem. Hun vurderer kagernes udseende, smag og konsistens.

 

Vinderen er

Nr. 5 Bakery By Hermann

De er alle gode bud på chokoladekager, men nummer 5 (Bakery By Hermann) er bedst, fordi den kan så meget i forhold til smag, kvalitet og konsistens. Lige i hælene er nummer 1 (Emmerys), som må være chokoladeelskernes bedste glutenfri alternativ.

Besøg NORDs gastrobutikker her:


error: Indhold er beskyttet.
X