Vælg en side

Der er en livsgnistrende aura om indehaveren af Jesper Nielsen-forretningen på Ordrupvej, Nirekha Saravanabavan. Den kun 33-årige småbørnsmor fra Fyn og hendes nye team har i dén grad forhøjet omsætningen siden overtagelsen, og målet er at blive endnu større.

Klokken er 5.30 om morgenen og Nirekha Saravanabavan snører løbeskoene. Når hun kommer tilbage fra løbeturen i Bernstorffsparken, deltager hun i familiens morgenrutiner med god tid til at få børnene i vuggestuen. Sidstnævnte står hendes mand dog for. For sådan har de fordelt pligterne hos familien. Hendes mand, der er IT-uddannet, tager sig af hjemmet, så Nirekha kan komme ud over stepperne som indehaver af Jesper Nielsen-ejendomsmægler-forretningen i Charlottenlund.
– Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er meget ambitiøs og har en ide om, at jeg skal nå at performe, mens jeg har drivet og energien. Og livet er simpelthen for kort til at sidde og vente på, at en barsel skal overstås og børnene blive store, så puslespillet går op. Jeg vil hellere tage risikoen, fordi jeg brænder for det, lyder det lige dele engageret, ærligt og kontant fra den 33-årige ejendomsmægler, der har været i branchen siden hun var 25 år.

Carpe Diem!

Nirekha er blevet headhuntet til den store Jesper Nielsen-forretning på Ordrupvej. Hun kendte ikke Jesper Nielsen privat, men han ville gerne have hende med ombord. Hvis hun ville. For Nirekha, der kom fra en stilling hos Nybolig, havde med sit drive og talent for at tænke ud af salgsboksen, stort potentiale i den kendte ejendomsmæglers koncept. Også selvom hun var blevet mor for anden gang halvanden måned forinden.
– Jeg er efterhånden blevet præsenteret for mange koncepter, da de fleste ejendomsmæglerkæder har taget fat i mig de sidste mange år. Min dejlige mand gav mig sin fulde støtte med børnene, og overtalte mig i virkeligheden til at tage det første møde med Jesper. Det var først, da jeg blev præsenteret for Jesper Nielsen-konceptet, at jeg kunne mærke forskellen og det perfekte match. Hvis jeg skulle sætte mine fødder som indehaver et sted, så skulle det være med hans koncept og naturligvis i mit eget skønne område, jeg selv bor i. Og da det er vigtigt for mig at gribe chancen, sagde jeg ja.

Fagnørd elsker ny viden

Nirekha har sat sit eget hold med fem ansatte. Hun kalder sig selv en demokratisk leder, og tildeler lige så meget teamet som sig selv æren for, at forretningen har forhøjet sit salg, siden hun kom til.
– For at kunne drive en succesfuld forretning, så er det vigtigt, at medarbejderne trives. Personligt såvel som fagligt og de er villige til at lære, siger Nirekha, der kalder sig selv for en fagnørd:
– Faglig ballast er lige så vigtigt. Det, at man ved, hvad man taler om, når vi sælger de smukke og unikke, både store som små ejendomme, som vi gør i vores område, er et must.
Nirekha, hvis arbejdsdag som regel starter tidligt og slutter sent, repræsenterer derfor også det nordlige København som medlem af Skattestyrelsens Vurderingsankenævn. Et tillidserhverv, hun beskriver som en fantastisk mulighed for endnu mere fag-lighed, udvikling og know-how til gavn for for-retningen i Charlottenlund.

Tager ikke noget for givet

At være passioneret omkring sit fag, konstant at lære og gribe chancen, er Nirekha meget bevidst om stammer fra opvæksten i Svendborg.
– Mit mindset er fuldstændig præget af, at mine forældre har stillet krav til min uddannelse, og til at man ikke skal tage de muligheder, man får i livet, for givet.
Nirekhas forældre kom hertil som flygtninge fra borgerkrigen i Sri Lanka, og har klaret sig selv som selvstændige med virksomheder på Fyn.
– Mine forældre er mine store rollemodeller, da de er beviset på, at man kan komme fra krigens rædsler til et nyt land og få succes, fordi man virkelig vil det, og vigtigst af alt, fordi man har hjertet på rette sted. Jeg har meget at leve op til! griner hun, og lyder som hun mener det.

Skarp til tal

Som helt ung havde Nirekha en forestilling om, at hun skulle have en høj stilling i et pengeinstitut, fordi hun var ret skarp til økonomi, finansiering, investering og rådgivning. Hun tog en HHX med speciale i international økonomi og marketing, og senere en bachelor i finans. Men som hun siger, så havde hun for meget krudt og energi i sig til et 9-17-kontorjob. Sideløbende arbejdede hun med marketing og salg, og de selvstændige familiegener sad jo dybt. Som ejendomsmægler kunne hun måske kombinere det hele? Som sagt så gjort, hun tog sig endnu en uddannelse, flyttede til København og fik arbejde for de store mæglerkæder. Men hvordan trives hun så i dag med Jesper Nielsen-konceptet?

Boligstyling og målrettet marketing

– Som fod i hose. Jeg har altid forsøgt at tænke ud af boksen med boligsalg. Jeg er meget løsningsorienteret, og i Jesper Nielsen-konceptet er det jo mindst lige så vigtigt med præsentationen af boligen, som det er at have en dygtig sælger. Boligstyling genererer simpelthen flere eksponeringer og højere pris.
Nirekha fortæller om en boligsag, hvor en fortvivlet boligejer bad om hjælp, efter hans bolig havde været til salg i to måneder hos en anden mægler uden fremvisninger. Boligejeren var særligt presset, fordi han havde købt en anden bolig. Nirekha og teamet rykkede ud med Jesper Nielsen-konceptet. Dvs. stylede hjemmet og fik taget flotte billeder, der bl.a. også blev postet massivt på de sociale medier. Kort tid efter var boligen solgt uden at gå ned i pris.
– Jeg synes det siger noget om konceptets værdi. At det er afgørende, hvordan en bolig præsenteres, ind-pakningen og hvor vigtigt det er at være stærk på de sociale medier, som utvivlsomt giver den bedste eksponering af boligen.

Kundepleje 24/7

Det gode boligsalg handler selvfølgelig også om rådgivning, strategi og ledelse. Og Nirekha trives med alle ’kasketterne’, og hun sukker ikke, når kunderne ringer sent om aftenen.
– Jeg tænder på det! siger hun, griner og forklarer det med, at hun synes det er positivt, når kunderne stiller spørgsmål og engagerer sig i den læringsproces, et boligsalg ifølge Nirekha altid er. Også selvom man samtidig har to små børn derhjemme?
– Ja! Jeg vil gerne inspirere andre unge kvinder i min branche til, at selvom de får børn, så behøver de ikke sætte hverken deres karriere eller ambitioner på standby. Det behøver jo ikke være dem, der går derhjemme, eller kvitter deres gamle mæglerjob, som de var så suverænt dygtige til, og går på deltid som sagsbehandler eller flytter til bankverdenen som rådgiver. For mig hænger kernefamilien og karrieren sammen. Begge er mit fokus, og det kan godt lade sig gøre, hvis man er viljestærk og tænker ud af boksen.

 

 

Nirekha Saravanabavan
Indehaver af Jesper Nielsen Ordrupvej 91, ejendomsmægler MDE, samt medlem af Skatte–styrelsens Vurderingsankenævn. Nirekha Saravanabavan og hendes team sælger boliger i Hellerup, Charlottenlund og Ordrup efter Jesper Nielsen konceptet. Her indgår boligstyling og marketing på de sociale medier som essentielle metoder til at booste salget.​

Besøg NORD’s Ejendomsmæglere her:

Ingen indlæg fundet.
Danmarks mindste liebhavermægler

Danmarks mindste liebhavermægler

Haraldsted er ikke en hvilken som helst ejendomsmægler, der efter mere end 25 år som topsælger i en af landets største mæglerkæder, nu har fået foden under eget bord. Mødebordet står smukt placeret i en stor charmerende villa på en af Hellerups sundveje med kig til Øresund, Hellerup Havn og Rosenhaven.

læs mere
Walk and talk med Søren Pilmark

Walk and talk med Søren Pilmark

Den folkekære skuespiller og nu også forfatter har ry for at være lidt af en lukket bog. Nords redaktør gjorde alligevel forsøget, og gik tur på Bakken med ørkenens søn uden fez og monokel i håbet om at vende et par sider til.
Med klangen af Søren Pilmarks karakteristiske stemme i frisk erindring – jeg har lyttet til skuespillerens debutroman om tryllekunstneren Laurits og varieté-teateret Apollo – møder jeg manden selv. På Bakken, hvor han også slår sine folder i Cirkusrevyen med Ørkenens Sønner.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.