Vælg en side

Bruun Rasmussen er ikke en hvilken som helst virksomhed. Det er et brand, der i årtier har været forbundet med ekspertise, kvalitet og kulturhistorisk tyngde.

Der er virksomheder, man ikke bare arbejder med, men som man bærer med sig. For mig er Bruun Rasmussen en af dem. Jeg har gennem mange år haft berøring med huset bl.a som bestyrelsesmedlem og sparringspartner for direktionen. Og derfor er det en stor personlig glæde for mig at se, hvordan Janne Moltke-Leth nu er med til at føre Bruun Rasmussen videre med både respekt, format og fornyet kraft.

En leder med retning

Da jeg mødtes med Janne for at blive klogere på både virksomheden og hendes retning for Bruun Rasmussen, stod én ting hurtigt klart: Hun er et menneske med et sikkert blik, et glimt i øjet og en bemærkelsesværdig ro i sit lederskab. Hun virker ikke som en leder, der har behov for at larme for at fylde et rum – men hun fylder det såmænd alligevel. Ikke med støj, men med retning. Og netop retning er afgørende, når man står i spidsen for et auktionshus, der både er traditionsbærer og i bevægelse.

Bruun Rasmussen er ikke en hvilken som helst virksomhed. Det er et brand, der i årtier har været forbundet med ekspertise, kvalitet og kulturhistorisk tyngde. Samtidig er det i dag en del af Bonhams og befinder sig midt i en ny fase, hvor strategi, digital udvikling og stærkere kunderelationer spiller en stadig større rolle. Janne Moltke-Leth blev ansat som administrerende direktør i 2024 netop for at være med til at sætte den kurs, og hendes baggrund fra blandt andet Paustian og Carlsberg gør hende usædvanligt godt rustet til den opgave.

Det, jeg især hæfter mig ved hos Janne, er hendes evne til at forene respekt for arven med lysten til at udvikle. Hun virker oprigtigt optaget af Bruun Rasmussens DNA. Ikke som et nostalgisk projekt, men som noget, der skal forstås, værnes om og bruges aktivt, hvis virksomheden skal stå stærkt i en ny tid. Den tilgang klæder huset. For de stærkeste ledere er sjældent dem, der river alt ned for at sætte deres eget flag. De stærkeste er ofte dem, der kan se, hvad der allerede har værdi og løfte det videre med egen personlighed og moderne udsyn.

Kunst med nye perspektiver

Janne er også rundet af et liv, hvor kunst og kultur ikke er fremmede størrelser. Tværtimod. Hun har selv fortalt, at hun kendte Bruun Rasmussen fra barndommen, og at kunstinteressen var en del af det univers, hun voksede op i. Det mærkes. Ikke som påtaget dannelse, men som ægte fortrolighed. Hun ved samtidig, at hendes rolle ikke er at spille ekspert dér, hvor specialisterne skal have ordet. Hendes styrke er ledelse, strategi og evnen til at få mennesker til at rykke sammen om et fælles projekt. Det er i mine øjne både klogt og tillidsvækkende.

To nyere tiltag hos Bruun Rasmussen siger meget om den retning. Det ene er satsningen på Young Collectors, som åbner auktionsverdenen for nye købere og gør det mere tilgængeligt at begynde en samling uden at være født ind i miljøet eller have et ubegrænset budget. Her er både noget sympatisk og strategisk rigtigt: kvalitet og skønhed skal ikke være lukket land. Det andet er udbygningen af husets bilområde, hvor Christian Grau er tilknyttet som ekspert på klassiske biler. Det er et greb, der viser mod og forståelse for, at tidens trends, samlerglæde og kultur i dag spiller sammen på nye måder.

At løfte en arv videre

Jeg indrømmer gerne min begejstring. For mig at se formår Janne Moltke-Leth noget sjældent: Hun viderefører en stor arv uden at blive dens fange. Hun sætter sit eget præg uden at forstyrre husets sjæl. Og hun gør det med integritet, transparens og en tydelig tro på holdet omkring sig. Det lover godt. Ikke bare for Bruun Rasmussen som forretning, men for Bruun Rasmussen som kulturinstitution. Og netop dér ligger forskellen. Nogle leder virksomheder. Andre løfter dem. Janne ligner i mine øjne det sidste.

Besøg NORDs kulturbutikker her:

Holte – byliv i balance

Holte – byliv i balance

Holte kombinerer lokalt butiksliv, natur og kultur i en by, hvor hverdagen er i fokus. Med stærkt lokalt engagement og kort afstand til København udvikler byen sig som et levende centrum i balance mellem byliv og ro. Butikslivet er præget af lokale initiativer langs Kongevejen, hvor man finder alt fra bagerier og designbutikker til eksklusive mærker. Restaurantscenen byder på libanesisk hjemmekøkken hos Babel og autentisk italiensk hos La Vecchia Enoteca. Dertil eksklusive adresser som Gudnitz Copenhagen med lejekjoler, Heart Second Hand med luksusvintage og Unika:K med håndlavet keramik. Holte er med andre ord en by i udvikling.

læs mere
Kunstneren Lisbeth Lunda: Hun fortæller historier med sin kunst

Kunstneren Lisbeth Lunda: Hun fortæller historier med sin kunst

På en stille vej i Gilleleje, hvor lyset falder blødt ind gennem sprossede vinduer, har Lisbeth Lunda skabt sit eget rum. Et sted, hvor kunst, liv og mennesker kan mødes. Men vejen dertil begyndte et helt andet sted. Sommerlystvej er både adressen og navnet på det sted, som Lisbeth Lunda nu har gjort til sit. En smuk villa i Gilleleje, hvor NORD en lun forårsdag besøger kunstneren. Vi skal tale om livet og kunsten – og især om, hvorfor hun efter mere end 30 år i reklamebranchen traf en beslutning, mange drømmer om, men få fører ud i livet: hun sagde op.

læs mere
Bliv vild med dans

Bliv vild med dans

Forestil dig et sted, hvor grinene sidder løst, musikken spiller, og hverdagen får et energiboost fra første takt. Indtag gulvet i dansestudiet Soffie Dance Studio og Take the Floor, hvor topprofessionelle danseinstruktører guider dig til dine bedste moves i en sjov og afslappet atmosfære. Et sted, der hylder glæden ved at danse sammen – uanset alder og niveau. Drømmer du om at danse som i Vild med dans, eller vil du bare møde nye mennesker? Så er Soffie Dance Studio på Østerbro stedet. Her venter skræddersyede forløb med privatlektioner, gruppelektioner og party practices – designet efter dit behov, niveau og prisklasse.

læs mere

⚠️
ALERT: Indhold er beskyttet.
Kopiering og højreklik er deaktiveret på denne side.

Bliv opdateret på 5 minutter hver måned!

Få NORD Magasinets nyhedsbrev tilsendt helt gratis hver måned med nyheder, konkurrencer, tilbud, gode spisesteder, make-over, NORD Julemarked og mange kulturoplevelser.
Tilmeld nyhedsbrev