Med kunsten som fundament

For de fleste er kunst noget ekstra – som flødeskum på tilværelsen. Men ikke for Caroline Bøge. For hende er kunst en nødvendighed for et godt liv. Vi har mødt kunsthistorikeren, der har fået moderne kunst ind med modermælken, og som netop har åbnet sit andet hybridgalleri ”2112”.

På døren til Caroline Bøges nye galleri 2112 – på hjørnet af Rådhusvej og Jægersborg Allé i Charlottenlund – står der: advisory, representation, collaborations. Hun kalder det et ”hybridgalleri”, og man tænker et øjeblik: hvad betyder det? Og når man træder ind i de lyse lokaler, hvor farvestrålende værker af Ruth Campau, Lars Christensen og Mads Gamdrup for tiden fylder udstillingsrummet – og hvoraf flere er solgt – ser man straks det ambitiøse niveau. Det skal dog ikke afskrække nogen.

Caroline tager gerne en praktisk tørn i sine gallerier. 

Kunsten på tværs
– Galleriet er et åbent rum. Man må altid gerne kigge ind, også selvom man hverken skal købe eller ved noget om kunst, siger Caroline Bøge, kunsthistoriker og indehaver af 2112, der omfatter repræsentation af udvalgte kunstnere, kunstrådgivning på tværs af kunstmarkedet og internationale samarbejder. Deri ligger det hybride. Virksomheden blev grundlagt i 2016, og har også en lokation i Holbergsgade 20 i indre by.

2112 som symbol
At Caroline Bøge i dag arbejder med kunst, er på ingen måde tilfældigt. Hendes forældre drev i mange år Galerie 2112 i Rødovre – opkaldt efter Carolines fødselsdag, den 21. december.
− De troede ikke, de kunne få børn sammen, og da de fandt ud af, at de ventede en pige, bestemte de sig for, at hun skulle hedde Caroline efter min fars mormor. Hun var en sej dame, der sejlede over Atlanterhavet som 19-årig og startede et savværk med sin mand i USA. Da jeg kom til verden, blev det på hendes fødselsdag den 21.12. Derefter blev datoen nærmest et magisk symbol i vores familie, fortæller hun.

Farvestrålende værker i galleri 2112.

Kunst i blodet
Caroline og hendes forældre boede oven på galleriet, og hendes far, som var uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet, havde atelier i kælderen.
− Det var et vildt sted med eksperimenterende udstillinger og ikke altid så kommercielle værker. Min mor kørte rundt med mapper med fotografier af værker til tandlæger og læger – fuldstændigt analogt og langt fra i dag, fortæller Caroline, som fra barnsben fik trænet sit kunstøje.
− Mine forældre har lært mig så meget og altid været der for mig, og til ære for dem skulle min virksomhed selvfølgelig også hedde 2112. 

Fra ballerina til Harvard
Som kun 5-årig begyndte Caroline til ballet og blev senere optaget på Det Kongelige Teaters balletskole. Hun var ekstremt dedikeret, men som 21-årig satte en spiseforstyrrelse en stopper for drømmen. Alligevel ser hun en klar tråd til det at drive galleri:
− Dualiteten mellem sliddet og at være på scenen – hvor det i dag er den sociale rolle som kunstformidler – har mange paralleller. Der har jeg virkelig kunnet bruge ballettens arbejdsmoral og selvdisciplin, siger Caroline, som vendte tilbage til skolebænken, tog stud-entereksamenen på to år og begyndte at læse kunsthistorie. Hun mødte også sin mand, Simon, og sammen boede de i en årrække i Boston for at læse på henholdsvis Harvard og MIT. I dag bor de med deres to børn i Skovshoved.

Ny galleriejer med erfaring
Efter at have arbejdet i mange år som director i Galleri Nils Stærk, sprang Caroline ud som selvstændig i 2016 med kunstrådgivning som fokus.
− Jeg havde ingen investorer, ingen lån, ingen kassekredit. Det var bare mig og min computer. Men jeg lyttede til min mavefornemmelse – og rullede med bølgerne. Siden er det vokset. I dag er de fire ansatte, hun repræsenterer 11 kunstnere og samarbejder jævnligt med førende gallerier i hele verden. 2112’s kundekartotek dækker både museer, private kunder og virksomheder.

Her ser Caroline på et værk af Lars Christensen.

Hvordan forvalter du dit pund?
− Jeg kan godt lide at få ting til at ske, siger hun, og spejler også sin drivkraft i en anden stærk kvinde fra opvæksten – bedstemoren, som i en alder af 75 år tog en ny uddannelse og købte to Matas-butikker.
− Hun sagde altid, at ’det handler om, hvordan du forvalter dit pund.’ Det billede elsker jeg. At man skal tage ejerskab over sin skæbne og gøre sig umage med det, der er blevet én givet.

Kunst gør virksomheder visionære
Som kunstrådgiver arbejder hun med både private kunder og udvikler kunststrategier og kunstsamlinger for store virksomheder.
− En gennemtænkt og sammenhængende kunststrategi er et redskab, da kunst i virksomheden skal være langt mere end blot dekoration. Det er et aktiv, som viser, at virksomheden er visionær og har overskud til mere end kerneforretningen. At man kerer sig om ‘det hele menneske’, der også næres af kunst og kultur, og som trives godt i et miljø, hvor kunsten giver stof til tanke og samtale hos både medarbejdere og klienter. Det er differentierende, sympatisk og bæredygtigt, reflekterer Caroline.

Mindre indretning og mere nerve
Carolines personlige forhold til kunst beskriver hun som et sundt afhængighedsforhold. Hendes eget hjem er fyldt med værker, som jævnligt må gå i rotation, når nye kommer til.
− Man skal generelt købe kunst til sin sjæl og ikke til sit hjem. God kunst er som en prisme, man kan holde op for øjet og se forskellige brydninger med, så man ikke kun ser verden ud fra sit eget lille ståsted. Hvis man kan mærke et værk, og man har mulighed for at købe det, må man finde en plads til det. Jeg arbejder aktivt på at formidle den tilgang til kunstkøb. Selv vil jeg langt hellere købe et godt værk end aktier, eller en ny dyr taske. Min tilgang er mindre indretning, mere nerve.

Bryd muren ned
Netop hjemvendt fra Art Basel – verdens vigtigste kunstmesse – for at spotte værker til sine kunder – og nu med galleriet i Charlottenlund, tegner fremtiden lys for galleriejeren.
− Man kan aldrig vide, hvad der sker. Men jeg tror på at bygge noget op med integritet og glæde. Hellere dét end at fortryde, at man intet gjorde.