Vælg en side

Brasserie Carl i Skodsborg var rammerne om NORD-redaktørens frokostsamtale med den spirituelle erhvervsrådgiver Rikke Hertz.

Brasserie Carl ligger smukt på det kendte Kurhotel Skodsborg. Vores søde tjener serverer omelet og røget laksesandwich. Smukt dekoreret med stedmoderblomster og gourmetsodavand i glassene. Rikke Hertz smiler sit tindrende og positive smil. Hun har lige trykket ’send’ på sin nyeste bog ”Bevidsthed – Lev dit liv med en højere bevidsthed og større succes”, som hun udgiver sammen med den anerkendte illusionist Anders Hansen, og efter frokosten skal hun holde foredrag i Nordhavn om energi og bevidsthed.


Rina Mardahl på Brasserie Carl i Skodsborg med den spirituelle erhvervsrådgiver Rikke Hertz.


Der blev skålet i gourmetsodavand. Rikke Hertz skulle videre til et af sine foredrag. Spiritualitet og erhvervsliv

Der er høj efterspørgsel efter den clairvoyante Rikke, der noget så sjældent har gjort de bonede gulve og tilknappede jakkesæt interesseret i det spirituelle. Hun underviser alt fra ledere og topledere til studerende og alle, der er interesseret i at udleve deres fulde potentiale, så de også bliver bedre til at lede sig selv og andre. Hun optræder på tv, afholder spirituelle uddannelser og foredrag, skriver bøger og laver podcasts. Og hver dag har hun klienter til individuelle sessioner, hvor hun giver dem clairvoyante readings.


Rikke Hertz opdagede først som voksen, at hun havde clairvoyante evner.

Clairvoyant ved et tilfælde

Rikke var voksen, før hun klar over, at hun besad clairvoyante evner. For 22 år siden og ved lidt af en tilfældighed.
− Jeg havde foræret en veninde et spirituelt kursus, hvor jeg selv deltog. Sådan et med røgelsespinde, nervøst velour og krystalkugler. Alle mine fordomme om det spirituelle blev aktiveret!
Rikke griner, men fortæller med ydmyghed, hvordan hun fik ondt i nakken og oplevede ”en kæmpe kærlighed” til en kvindelig kursusdeltager, som hun under en øvelse blev bedt om at ’stille ind på’.
Rikke var i sin første trancetilstand. Efter 25 minutter kom hun ud af den, og kvinden over for hende græd.
− Kvinden fortalte mig, at hendes mor for nylig brækkede nakken i en højresvingsulykke og døde. De havde altid haft et svært forhold, men jeg kunne sige til hende, at hendes mor var fuld af følelser og kærlighed til hende, men hun kunne bare ikke få presset ordene ud. Jeg var helt ved siden af mig selv bagefter. Underviseren sagde, at jeg var et medium. På den ene side havde jeg slet ikke lyst til at have noget med det at gøre, men på den anden side syntes jeg, at det var fantastisk. Det var jo smukt, at denne for mig ukendte person blev healet af det.


Varmrøget laksesandwich med dildmayo, råsyltet grønkål, fennikel-crudité, hjertesalat 185 kr. / Omelet med skinke 175 kr.

Egen virksomhed og ny kærlighed

Rikke forblev skabsspirituel og passede sit arbejde som managementkonsulent for et tjekket konsulentfirma i Hørsholm, indtil hun i slutningen af sine 30’ere begyndte at tage det alvorligt.
− Jeg dyrkede det spirituelle og blev undervist i det. Jeg opnåede en bevidsthed om, at det er en evne, som altid har været der. Fx undrede det mig altid, at når jeg gik ind i et rum, mærkede jeg stemninger og fik stærke fornemmelser af hver enkelt person.
I 2010 sprang Rikke ud med virksomheden Rikke Hertz Counseling. Der kom 400 mennesker for at lykønske hende til åbningsreceptionen. En periode fuld af nybrud, sorg og forelskelse. Rikkes forældre døde med kort tids mellemrum af sygdom, og kærligheden bankede på.

Rikke og Michael

− Vi mødte hinanden på Skanderborg Festival, men der gik to år før, vi blev kærester. Han var skøn, men var yngre end mig, havde ingen børn, og jeg havde to styks og eget firma, så jeg syntes slet ikke vi var det samme sted, men han var meget sådan, ”jeg vil dig”, selvom han vidste, at han ville blive nummer fire, og det syntes jeg bare var så sejt. Vi har været sammen i 11 år og været gift i seks år. Jeg elsker ham simpelthen så meget, og han er blevet familiens nummer et.
Rikke Hertz er gift med Michael Clausen, som er direktør for shoppingcentret i Københavns Lufthavne, og hun er mor til Emihlie, 28, og Oliver, 26, samt bonusmor for Zandra, 32, fra sit første ægteskab.


Tre oste 135 kr. / Crème brûlée 135 kr. 

Spirituel rådgivning er ikke at spå

Det søde kommer på bordet. Knasende sprød crème brûlée og lækre oste. Det er svært ikke at spørge om fremtiden, når man sidder til bords med en ægte clairvoyant.
− Jeg kan ikke spå om noget, men jeg kan stille ind på potentiale og muligheder, og hvis der er nogle forhindringer i at folde potentialet helt ud.
Jeg spørger om magasinets nyeste tiltag: Sommer- og julemarkeder i Gentofte. Rikke tager et øjeblik.
− Min første fornemmelse er, at dine markeder er med til at samle folk og skabe plads for at mødes lokalt. Det føles som om, det virkelig er noget, der betyder noget. Det er noget folk længes efter, begynder Rikke, der får mange fornemmelser ind om, hvad man kan gøre for at udvikle magasinets nye hjertebarn.

Rikke var vild med den lille citron med honning, der kom til hendes the.

Leder efter biologisk mor

Men, hvad med Rikke selv? Er der noget, hun mangler at opnå i sit mangefacetterede og virksomme liv? Privat er hun i gang med et stort renoverings-projekt af familiens nye hjem, og hun ejer Kaffeslottet på Bornholm.
− Så skulle det være at bo i udlandet. Ellers mangler jeg at blive mormor og farmor! Og udgive mine bøger på et andet sprog, og … Rikke tøver lidt, før hun siger:
− Og ja, jeg ønsker at finde min biologiske mor.
Rikke er med i en anmeldelse til Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi mange koreanske adoptivbørn blev stjålet fra deres biologiske forældre.
− Det ved jeg så ikke, om jeg er, fordi jeg blev fundet ved siden af en skraldespand, siger Rikke uden omsvøb. Hun taler meget kærligt om sine danske forældre, men vil gerne møde sin biologiske mor, og har netop efterlyst hende på koreansk tv.
− Det var meget bevægende, siger Rikke og virker samtidig helt afklaret med den del af sin personlige historie.


Rikke Hertz holder meget af de smukke omgivelser inden- og udenfor Brasserie Carl.


Brasserie Carl /kodsborg

Foredrag med Rikke Hertz: Lev dit liv med en højere bevidsthed

Mandag den 2. maj kl. 19 – 21.30
Falkoner Salen, Auditoriet, Falkoner Allé 9, Frederiksberg
(Odense 15. maj og 22. maj Aarhus)

ANMELDELSE

Maden
Store, lækre portioner med friske råvarer og fine detaljer. Man føler sig virkelig forkælet.

Location
Smuk udsigt til skoven og havet. Ligger godt.
Gode parkeringsforhold.

Indretningen
Gennemført renoveret med flotte farver, stole og lamper. Gode mødelokaler.

Det kunne være bedre
Musikken var for høj til vores spirituelle ører! (Griner) Vi kunne godt tænke os en mere rolig playliste, som passer bedre til stedet og omgivelserne.

Brasserie Carl
Nyd morgenmad, middags- og aftensmad på Skodsborgs kendte kurhotel. Delikat, sund og velsmagende mad i stilige og uformelle omgivelser mellem Dyrehaven og Øresund.

Besøg NORD’s Gastro butikker her:

Mardahl på frokosttur med Jens Werner

Mardahl på frokosttur med Jens Werner

Vild med dans-dommer Jens Werner var vild med Sushi Lovers, mens han fortalte om sit liv med dans, kærligheden til Anette og hvordan en cykelulykke kan skærpe fokus. Det er en smilende og velklædt Jens Werner, der træder ind ad døren hos Sushi Lovers på Ordrupvej. Ejet af Kristian Elbo, som med sine to Sushi Lovers, den anden i Torvehallerne, har bevist, at en dansker godt kan lave lækker sushi i høj kvalitet. Kristian og Sushi Lovers-holdet har vundet internationale priser og bliver ved at begejstre de lokale med den nordiskindrettede restaurant og sushi som små kunstværker på tallerknerne.

læs mere
Mardahl på frokosttur med Martin Brygmann

Mardahl på frokosttur med Martin Brygmann

Komiker, skuespiller, komponist, musiker, sanger, morfar, ornitolog og Mariannes hengivne mand. Martin Brygmann kan kunsten at jonglere med kasketter. Frokosten foregik på Den Gule Cottage. Den Gule Cottage i Klampenborg ligger så dagens frokostgæst kan se lige over på Bellevue Teatret. Dér, hvor Martin Brygmann havde sit store gennembrud i 1999 med Det Brune Punktum. Dansk satiregruppe med vennerne Peter Frödin og Hella Joof, og blot én af Martin Brygmanns mange kasketter. Professionelt såvel som privat.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.