Vælg en side

Komiker, skuespiller, komponist, musiker, sanger, morfar, ornitolog og Mariannes hengivne mand. Martin Brygmann kan kunsten at jonglere med kasketter. Frokosten foregik på Den Gule Cottage.

Den Gule Cottage i Klampenborg ligger så dagens frokostgæst kan se lige over på Bellevue Teatret. Dér, hvor Martin Brygmann havde sit store gennembrud i 1999 med Det Brune Punktum. Dansk satiregruppe med vennerne Peter Frödin og Hella Joof, og blot én af Martin Brygmanns mange kasketter. Professionelt såvel som privat. Han kan for eksempel rigtig godt lide fugle, kalder sig selv ornitolog, og så er han lige blevet morfar til lille Monty.
– Årh, siger Rina, og peger på Martins mobil, hvor hans første barnebarn popper frem på et foto. En rigtig linselus med sit mørke hår. Martins næstældste barns førstefødte, den 30-årige datter Frida, som selv er manuskriptforfatter og musiker.
– Babyer dufter så godt, siger den 58-årige populære komiker, skuespiller, sanger, musiker og komponist og far til fem.

Frokosttur Martin Brygman

Frokostgæsten synes maden var meget mere end ‘bare’ bistro.

Hvid paryk og plateaustøvler

Der bliver skålet i Riesling og Bourgogne. Hvid, for det passer til forretterne. Stegt foie gras med en variation af kirsebær og røgede kammuslinger til Martin. Manden, der har skrevet hits som Jeg vil i seng med de fleste, En kort en lang – sunget af Lisa Nilsson til filmen af samme navn, Jesus & Josefine – som han selv sang med Julie Berthelsen, spillet film- og teaterroller, og er lillebror til den kendte skuespiller Lars Brygmann. Og som også holder foredrag om sine mange kasketter, som han kalder for sit ”livs trædesten”. Privat bor han i et idyllisk renoveret bondehus i Farum med sin udkårne, arkitekten Marianne Lykkesfeldt. Før dannede han par med Line Knutzon, som han har Ludvig og Frida med. Da Martin mødte Marianne i 1998, faldt de pladask for hinanden under optagelserne til en østrigsk reklamefilm, hvor han spillede slagerkonge iført hvid paryk og plateaustøvler, og hun var én blandt 20 fotomodeller. 23 år senere og med børnene Cornelia, Sørine og efternøleren Douglas på 6 år, er de stadig sammen. Hvad er hans gode råd til livslang kærlighed?
– Man skal tale om tingene og ikke være så lukkede, som især mænd har tendens til. Og så er parterapi, når det er nødvendigt, en god idé for mentalhygiejnen. Men helt basalt skal man ikke tage hinanden for givet. Kærlighed er en evig opgave.

Angsten som følgesvend

Hovedretterne kommer på bordet. Helstegt rød-spætte og majskylling. Martin synes det er smukt anrettet. Tydeligvis et sansende menneske. Og følsom. Der er vist noget med angst og Martin Brygmann?
– Det var i 2011, og jeg havde gabt over mere end jeg kunne tåle. Jeg havde lige lavet et album i forbindelse med mit one-man-show. 16 sange som jeg selv havde skrevet og produceret halvdelen af. Et kæmpeprojekt, og derfra gik jeg direkte til prøve på Bellevue Teatret.
Martin Brygmanns one-man-show og album De fleste ulykker sker med lemmet var en kæmpe succes og personlig nedtur. Dagen op til premieren gik han rundt i haven derhjemme og brølede som en løve, hvis ikke han lå på stuegulvet og skreg. Panikangst.
– En behjertet sjæl foreslog, at jeg tog en halv Stesolid. Det tog toppen af angsten, og jeg gjorde det kun den ene gang.
Martin kom igennem premieren og har siden lært at leve med angsten.
– Den måde jeg får angsten væk på, er ved at forberede mig. At jeg kan showet og kan min tekst. At jeg præcis ved, hvad jeg skal. Og jeg er faktisk glad for, at angsten har trådt den sti, for så ved jeg også, om jeg er godt nok forberedt. Nu er angsten blevet min lille hjælper, der advarer mig, når jeg er blevet for underskudsagtig, har for travlt eller ligefrem er stresset.

Frokosttur Martin Brygman

En selfie skal der til!

Den bedste kasket

Martin ser på ingen måde underskudsagtig ud. Tværtimod fuldstændig udsovet og sund.
– Jeg tog en morfar inden jeg kom. Det er så skønt.
Motion? Nej, svarer han, ikke det store, udover de 10.000 skridt han helst skal tage hver dag og gerne i selskab med næbbede typer.
– Jeg elsker at gå ture med mig selv og se på fugle, bestemme arter og høre fuglekald.
Af alle sine kasketter, hvad er han så gladest for?
– Hvis jeg kunne vælge, så ville jeg helst lave musik. Det giver mig det der rush. Det får jeg ikke på samme måde af skuespil. Altså, det er fantastisk at få folk til at grine, men det er ikke det samme som at skabe et stykke musik. Det er en orgastisk følelse.

 

 

Maden
Virkelig god. High-end bistro. Vi vil faktisk slet ikke kalde det bistro!

Indretning
Hyggelig, enkel indretning i grå og sorte farver. Martin har stor ros til akustikken.

Location
Den bedste udsigt ud til Bellevue Strand.

Hvad kunne være bedre?
I disse Coronatider kunne man skifte toiletternes nøglelåse ud med vriderlåse og optageskilt.

Den Gule Cottage
Taarbæk Strandvej 2, 2930 Klampenborg, telefon 39 64 06 91

 

 

Besøg NORDs gastro butikker her:

Mardahl på frokosttur med Jesper Nielsen

Mardahl på frokosttur med Jesper Nielsen

Fint skal det være, og hyggeligt blev det også, da landets speedsnakkende ejendomsmægler Jesper Nielsen valgte Søllerød Kro som ’sit’ frokoststed. Den hvidkalkede bygning fra 1677, som hedder Søllerød Kro og har en Michelinstjerne, er ikke bare dér, hvor Jesper Nielsen holdt bryllupsfesten med Fru Nielsen, som han kalder hustruen igennem 17 år, men også stedet, hvor parret hvert år fejrer deres bryllupsdag.
– Der er så meget storytelling over kroen, siger Jesper mellem morklerne og den liflige Pinot Noir, og taler om Søllerød Kros store smagsoplevelser, den sublime service, stedets ånd og at han kender flere af tjenerne fra sin skolegang i Vedbæk. Så selvfølgelig er det på Søllerød Kro, vi skal spise og høre om den uortodokse ejendomsmægler, landskendt fra tv-programmerne Hammerslag og I hus til halsen, hans måde at drive sin 360 graders ejendomsmæglervirksomhed på, Fru Nielsen og Jespers lidt ekstreme forhold til sundhed

læs mere

error: Indhold er beskyttet.