Vælg en side

Man skal stå tidligt op, hvis man skal følge med Mai Manniches høje aktivitetsniveau. Selfmade smykkedesigner, der går i fitness hver morgen og som vælger at klare sine kriser med en klippefast tro på, at der altid er en løsning.

Man skal ikke lade sig snyde af den smukke eks-model i de flotte glamour kjoler på Søllerød Kro, hvor billederne er taget. Mai Manniche er måske nok en ægte bling-bling pige, men hun har også sine meningers mod. Selv mener hun, at hun er en moderne feminist.

– For mig er der intet problem i at se superfeminin ud og have en mening om, hvad man kan som kvinde. Fx er jeg ofte i Indien, hvor mine smykker produceres, og der anser jeg det som mit ansvar at italesætte enhver form for kvindeundertrykkelse hos leverandørerne,
lyder det selvbevidst fra den yderst slanke og blonde 33-årige Mai Manniche, der ved, hvordan hun skal agere foran kameraet.

(Artikel fortsætter efter billedet)Mai Manniche med sin hund i NORD Magasinet

Stærke familiebånd

At vi befinder os på Søllerød Kro er ikke tilfældigt. Det er ikke bare Mai Manniches stamsted, men hele familien Manniches.
– Igennem min opvækst er vi kommet her, og gør det stadig. Jeg elsker at være et sted, jeg kender og føler mig velkommen.

Familien betyder alt for Mai. Hendes mor er den kendte læge fra tv og brevkasser, Vibeke Manniche, og hendes far er også læge.
– Min mor, der fik mig tidligt og allerede var i gang med at studere medicin, har altid indprentet mig, at kvinder kan præcis det samme som mænd.

Mai og hendes mor ses hver dag, da de driver virksomheden sammen med Mais bror, som er jurist. Mai lægger ikke skjul på, at selvom man er 33 år, så er familien det vigtigste omdrejningspunkt.
– Min mor og jeg kan skændes så det brager. Men vi finder altid en løsning. Faktisk synes jeg det er vigtigt, at kunne skændes, så længe man også løser det og kan sige undskyld af respekt og kærlighed.

(Artikel fortsætter efter billedet)Mai Manniche NORD Magasinet

Kort fra beslutning til handling


For Mai er i den grad en handlingens og løsningens kvinde. Efter gymnasiet, som hun afsluttede med et højt gennemsnit, tog hun til udlandet for at arbejde fuldtid som model. Efter nogle år som velbetalt model, bl.a. som husmodel for Stella McCartney i Milano, fik hun nok og tog hjem. Med det samme.

– Når jeg træffer en beslutning, så handler jeg. Jeg dvæler ikke ved, om det nu er en god nok beslutning eller ser mig tilbage.

Det samme gjorde sig gældende, da hun besluttede sig for at stoppe studiet statskundskab til fordel for medievidenskab på Københavns Universitet. Og da hun fik sin bachelor var hun allerede i gang som selvstændig med sit smykkebrand JEWLSCPH, også selvom hun ikke er uddannet smykkedesigner. Men passionen har hun, og den er det vigtigste, mener hun.

– Jeg tror på, at hvis du virkelig brænder for noget, så skal du nok nå derhen. Så længe du også er indstillet på at knokle for det.

Fokus på det sunde


I virkeligheden er det svært at få Mai til at tale om de ting, der gør ondt, for selv når kriserne rammer, foretrækker hun at være positiv eller i det mindste at lære noget af dem. Også når den kulørte presse er ude med riven.

– Jeg kan simpelthen mærke det, når der har stået noget negativt om mig i medierne.

Mai har oplevet at blive fotograferet af mennesker, hun ikke kender i køen i supermarkedet, når der er blevet skrevet om hende. Især har man hæftet sig ved hendes slanke skikkelse. På et tidspunkt blev hun så træt af rygterne om en mulig anoreksi, at hun valgte at tone rent flag.

– Jeg har haft psoriasis siden jeg var barn, og det er derfor en fuldstændig indgroet del af mig, at undgå sukker og alkohol, fordi det tricker psoriasissen. Desværre havde det den effekt, at man nu opfattede mig som syg. Det er jeg ikke. Mine forældre har lært mig ikke at lade mig begrænse af det. Altså jeg har været fotomodel med en hudsygdom, og de mænd, der har været i mit liv, har også kendt alt til det. Det er virkelig ikke noget problem.

(Artikel fortsætter efter billedet)Mai Manniche NORD Magasinet

Overfaldet og bestjålet


Prisen for at stå frem og designe eksklusive smykker har også haft en anden slagside. Mai blev overfaldet for fire år siden lige op til modeugen af professionelle tyve, som havde holdt øje med hende. Men hun sagde ikke noget om det til andre, for hun ville ikke have, at fokus skulle fjernes fra hendes planlagte kæmpe show for 400 mennesker. Ikke lang tid efter havde hun også indbrud som den eneste i sin opgang.

– Begge dele var så målrettet mig og min person, at jeg selvfølgelig måtte gøre noget, siger Mai, der gik i gang med en omfattende renovering af sin lejlighed for at fjerne den negative energi. Men det virkede ikke.

– Jeg var ikke bange eller lå søvnløs om natten, jeg kunne bare ikke få den dårlige energi til at gå væk.

Som sagt, så gjort: Mai satte lejligheden til salg og har fundet en ny i Charlottenlund.

Ikke alle venner er lige gode


Et sted har kriserne dog gjort særligt ondt. – Jeg har mistet flere venner, særligt i forbindelse med dårlig medieomtale. Det har smertet mig meget, men når følelserne har lagt sig, føler jeg mig også styrket, for efterfølgende ved man, hvem ens sande venner er. Fx er flere af dem, jeg opfattede som bekendte, blevet virkelig gode venner.

Man skal dog ikke tro, at Mais venskaber består af caffe latte-komsammen på cafeer. Det er ofte arbejdsvenskaber, og hendes mor er den foretrukne rejsepartner, når hun skal lade op og finde ny inspiration i deres foretrukne storby, London. Og når hun læser bøger, må det meget gerne være om investering, da Mai også er lidt af en investeringshaj, og gerne de risikofyldte, som hun siger.

– Jeg elsker at tage en chance.

(Artikel fortsætter efter billedet)Mai Manniche NORD Magasinet

Drømmen om den store kærlighed


Hendes helt eget private rum, hvor ingen skal forstyrre hende, er den daglige morgenrutine i fitnesscenteret.

– Det er min måde at få fokuseret min energi, hvilket er nødvendigt, fordi jeg har så meget af den.

Der måtte dog godt være en at dele det hele med, og lige dér bliver Mai en anelse mere stille i stemmen.

– Kærligheden er svær. Jeg tror mange mænd går galt i byen med mig. De kan ikke forstå, at denne kvinde, der elsker glamour, også er et passioneret forretnings-menneske, siger Mai, men slår samtidig fast, at drømmen om den store kærlighed og dermed prinsessebrylluppet stadig lever.

– Og hvis det ikke sker, så lever jeg fint med det.

Blå bog Mai Manniche


Bliver 34 år til april. Født og opvokset i Søllerød. Boet på Østerbro i en årrække og flytter snart til Charlottenlund.
BA i medievidenskab og økonomi fra Københavns Universitet og er selvlært smykkedesigner og medindehaver af familievirksomheden og brandet JEWLSCPH med tre smykkebutikker. Har været bestyrelsesmedlem i Guldsmedebranchens Leverandørforening i seks år. Mai Manniche gør sig desuden bemærket som smykkeekspert i diverse medier. Var senest med i TV3-programmet Til middag hos.

Besøg NORD’s Modebutikker her:

Gentoftes blå humanist

Gentoftes blå humanist

Hun vil være fremtidens nye politikertype, der sætter næstekærlighed og lavere skatter lige højt. Et livssyn, præget af en visionær og turbulent opvækst og som i den grad har tegnet mennesket Marie Brixtofte.
Hvis Gentofte Rådhus bliver Maries – med det kendte efternavn Brixtofte – nye arbejdsplads, så er det er ikke første gang, at hun skifter karriere. Hun er gået fra at være økonom og en succesfuld investment-banker for bl.a. JP Morgan i London, til at blive psykolog, forfatter og foredragsholder – og nu stiller hun op for Radikale Venstre i Gentofte til kommunalvalget.
– Jeg elsker tal og økonomi lige så meget, som jeg elsker at hjælpe andre, siger den 42-årige byrådskandidat, der til dagens fotografering i Gentofte-rådhusets smukke rum mere er klædt som en investmentbanker end den hippie-psykolog, hun også påstår at være.

læs mere
Fra CEO til eget ismejeri

Fra CEO til eget ismejeri

Søren Thomsen har rejst verden rundt som CEO for store virksomheder. Nu har han åbnet Møllenborg Ismejeri i Charlottenlund. Et sted, der kan og vil mere end at sælge hjemmelavet is til kvalitetsbevidste kunder. Der er ikke mange ismejerier, hvis overhovedet nogen, hvor man kan sidde med sin bærbar i et særligt indrettet rum med sofaer og arbejds-kroge, mens man nyder sit bæger hjemmelavet is og en kop baristakaffe. Året rundt.

læs mere

error: Content is protected !!
X