Hos Nova Motors har Peter Winther set det meste. Bilnørd på 30. år og med forkærlighed for Porsche ved han, hvem der vælger hvad. Mini Cabriolet er stadig kvindernes favorit.
Den hvide Mini Cabriolet med røde sidespejle kunne man da sagtens drøne nedad Strandvejen i, men inden vi når at tale mere om den britiske lille køresag med manden, der gerne vil sælge den, bliver interviewet afbrudt. En kunde er trådt ind ad døren hos Nova Motors i Nærum, og så er der ikke så meget at diskutere. For her kommer kunden først.
− Han købte en Mini, så det var fint. Vi har haft godt gang i de der Mini’er, det må man sige, siger Peter Winther lidt tørt, men også ganske tilfredst, da vi taler sammen igen.

Nova Motors i Nærum
Peter Winther, en af bilbranchens grand old men, åbnede sidste år Nova Motors i Nærum sammen med erhvervsmanden Jesper Mikkelsen. I det 750 kvadratmeter store showroom står der Porsche, Range Rover, Mercedes og BMW og en hel del Mini’er. Peter har været i bilverdenen i 30-35 år som bilsælger, indehaver og leasingmand. Han har også haft sit eget firma, Wincar i Rungsted, og været hos Breinholt. Indimellem har han taget en afstikker til IT-branchen som direktør i en stor virksomhed, men bilerne er han altid vendt tilbage til.
Bilnørderiet sikrer kvalitetsbiler
Måden, Peter taler om biler på, er med hukommelse, præcision og en næsten fysisk glæde ved detaljen. Han ved, hvornår modellerne er blevet opgraderet. Hvilke udstyrspakker, der gør forskellen. Hvad der findes på det danske marked, og hvad der skal hentes hjem fra udlandet.

− Jeg er supernørdet med det. Det her er min hobby, så jeg sætter mig ind i det. Jeg kender modellerne og ved, hvornår de skifter udseende, og hvornår de bliver faceliftet.
Men hvorfor endnu et bilhus? Konkurrencen i bilbranchen er massiv, især her i Nordsjælland, hvor premium-bilforhandlerne næsten gnubber kofangere med hinanden. Peter ved det godt. Der er kamp om pluskunderne. Men netop derfor satser Nova Motors på det, han mener, at mange steder mangler: faglighed, rådgivning og biler, der er i orden.
− Vi leverer kun højkvalitetsbiler. Alt er tjekket, alt er top i orden. Det spiller 100 procent.
Porsche og Mini
Selv har Peter en forkærlighed, som er svær at skjule. Porsche. Den sidder dybt.
− Hvis du én gang har haft en Porsche, så er det forever, siger han.
Hans første Porsche havde han som 18-årig. Og selv om han i dag kører det, der nu står til rådighed, fra Mini til Ferrari, er det tydeligt, at Porsche har en særlig plads. Det ene udelukker dog ikke det andet. Mini’en har også sin helt egen plads.
− Mini er jo en livsstilsbil og oplagt i et område som Nordsjælland, hvor hverdagen er en blanding af børn, indkøb, strandture, tennis, sommerhus og et vist niveau af æstetisk bevidsthed.
Det er også derfor, Nova Motors har gjort Mini Cabriolet til deres signaturbil. Især nu, hvor sommeren nærmer sig.

Bilsnak uden omsvøb
Da vi spørger ham, ”hvorfor lige biler?” kommer svaret uden fine fornemmelser for tidens toneklang.
− Det er en drengeting. Rigtige mænd køber biler. Også til deres bedre halvdel.
Sagt med et glimt i øjet, ja, men også med alvor. For der er ingen tvivl om, at fascinationen af biler for Peter er dybt forbundet med det maskuline, med mekanik, identitet og lysten til at nørde med noget konkret.
− Det er gået i arv fra min far. Sådan er det bare, lyder det fra bilnørden, der bor i Rungsted, hvor han også er fra.

Leasing er nemt
En stor del af forretningen er leasing.
− Folk vil jo ikke binde så meget kapital i en bil. Det er lettere at komme ind i en leasingkontrakt på en dyr bil, end hvis du skal købe den.
Nova Motors hjælper også kunder, der leder efter noget helt særligt. En bestemt Porsche. En AMG Mercedes. En BMW med det rigtige udstyr. Hvis bilen ikke findes herhjemme, skaffer Peter den.
− Kommer du lidt op i den dyre ende, så er bilerne jo specielle. Og nogle gange kan man ikke finde bilen på det danske marked, så hjælper vi med at skaffe den hjem.

Kommer ind fra gaden
Selv om virksomheden ligger i et konkurrencepræget område, tror Peter på, at Nova Motors er kommet for at blive.
– Al begyndelse er svær, men vi har et stort netværk, og jeg kan se, at vi kommer til at sidde godt på markedet. Desuden, og det har virkelig overrasket mig, kommer mange lokale ind fra gaden for at købe en bil. Og det er glædeligt, siger Peter, der arbejder hver dag. Også i weekenden. Med den næste kunde på vej ind. Måske efter en Porsche. Måske efter en Mini, uanset hvilket køn man er, bliver man helt sikkert mødt af en mand, der ikke bare sælger biler, men lever for dem.

Besøg NORDs bilbutikker her:
Sommernyheder til bilen
Solen skinner, og hvad er bedre end at pakke bilen og køre sydpå? Med en halv million elbiler på de danske veje – svarende til hver femte bil – er elbilen blevet danskernes foretrukne valg. Tallene fra Danmarks Statistik viser, at op mod 80 procent af alle nye biler i 2026 er elbiler. Blandt de mest populære modeller finder man Volkswagen ID.4. Men der er også plads til klassikere som MINI og flagskibe som BMW i7 – en fuldelektrisk udgave af den ikoniske 7-serie, pakket med komfort, teknologi og en kabine, der nærmest føles som en lounge.
Nordic Carhouse: Ærlig succes på fire premium-hjul
Hos Nordic Carhouse i Nordhavn vil Mikkel Soelberg bevise, at man godt kan skabe en ærlig succes i en branche, der ikke altid har det bedste ry. Audi, BMW, Porsche og Lamborghini – bilerne står blanke og klar til deres næste ejer. Men hos Nordic Carhouse er det ikke kun hestekræfter og blæret bildesign, der fylder. De første biler solgte Mikkel fra sin egen lejlighed og afleverede dem på en parkeringsplads i Hørsholm. I dag driver han en etableret nicheforretning i premiumsegmentet – bygget på gennemsigtighed, personlig service og skarpe priser.
Kør foråret i møde i fin stil
Skyd genvej til en funklende forårsklar bil og endnu større køreglæde. Det er nu, du skal ud af starthullerne, hvis den firhjulede skal have en overhaling til sæsonen.






